EN GAMMEL traver denne zarens kurér? Nej, en spillevende, hændelsesrig roman, som med god grund i Danmark stadig kaldes »Zarens kurér«, mens franskmændene kender den under navnet »Michel Strogoff«, Jules Vernes lille mesterværk, ét af dem. Den har været alle drenges ideal, siden den udkom i Paris i 1876. Sartre regner den for en af de vigtigste bøger i sit liv og berømmer den vidt og bredt i erindringsbogen »Ordene«. Sartre læste den som syvårigt vidunderbarn og græd af glæde over Michaels (heltens russiske fornavn) eksemplariske liv, hvis omskiftelige hændelser han fulgte punkt for punkt på kurér-rejsen fra Moskva til Irkutsk og tilbage igen til berømmelsen. Jules Vernes dejlige roman er lavet efter folkeeventyrets recept: Først går man så grueligt meget igennem, bag- efter smiler lykken huldsaligt til én. Det var nu hændelserne, heltens prøvelser, der interesserede Verne, ikke så meget heltens succes, og alligevel kan vor forfatter ikke lade være med at gøre noget ud af sine romaners naive opløsning. Men regnestykket går op. Den ædle Michael reddes på »overnaturlig« måde fra at blive blind og befrier, -i sin egenskab af at være zarens kurér, dennes broder, der holdes indespærret i den sibiriske by Irkutsk. De barbariske tatarers fæle anslag mod byen forpurres.

Jules Vernes elskelige måde at lave tableau'er og optrin på, og lade tingene, der har kritisk tilspidset sig, slutte i fryd og gammen, finder vi også i »Zarens kurér«. De værste romanklicheer forædles og forstørres i al uskyld for læserens øjne, og Verne går ikke af vejen for den gode gamle happy ending: Michael og Nadja får naturligvis hinanden, hun, der er datter af en landsforvist russer, som alligevel viser sig at være en glimrende patriot. Glemmes må ikke de to konkurrerende men trods alt uadskillelige reportere Harry Blount og Alcide Jolivet, der skriver hjem til sin avis om sine strabadser: »Var ved at gå tilbunds som en citron i en bolle punch«.
I uforkortet skikkelse udsender Hernovs Forlag her for første gang denne roman med J. Férats sortsværtede, let sataniske eller rørende illustrationer. I dybden og i bredden går også Bodil Holms oversættelse. Den er mageløs god.
 

Jules Verne fik uhyggelig ret i sine spådomme. Forudså i 1864 et menneskefjendsk samfund.

Jules Verne: Paris i det 20. århundrede. Roman, oversat af Anne Ghaplin Hansen. (Centrum, 176 s., kr. 225.) Udkommer i dag.

AK, HVOR forandret! lyder det som et tavst suk under den dystopiske roman, Jules Vernes forlægger sagde nej tak til i 1864. Men ser vi hans skræksyner med eftertidens erfaring om, hvordan det faktisk blev, må vi til meget af det snarere sukke: Ak, hvor uforandret!
En storby med alle hverdagens velkendte lettelser/ plager, fra telefax, bybaneanlæg og motoriserede myldretider til den elektriske koncert og den elektriske stol. Et centraliseret kulturliv og samfundsadministration, styret af en elite af teknokrater og materialister, af enøjede hensyn til pengestrømmen og de praktiske fags udvikling. Hvorfor tog vi ikke ved lære af hans - og mange senere forfatteres og profeters - advarsler? Af mange sløje grunde, men i dette tilfælde også af den gode grund, at Jules Vernes roman altså blev afvist og først genfundet som manuskript og udgivet sidste år på fransk: Paris au XXe Siécle (anmeldt her i avisen 25. januar i år).
HER ER den så på udmærket dansk, berøvet sit oprindelige forord af manuskript-finderen Piero Gondolo del-la Riva, næstformand for Jules-Verne-selskabet, men med fyldige forklarende noter til de mange navne og steder fra Jules Vernes samtid og kulturhorisont. Når forlægger Hetzel afviste den 36 årige næstendebutants manuskript (debutromanen Fem Uger i Ballon udkom året før), skyldtes det især dets sortsyn på udviklingen. Så i de næste fyrre år skrev Verne alle sine knapt så dystre bestsellere og gjorde folk som Kaptajn Nemo og Phileas Fogg til fast type- inventar i alverdens bevidstheder. Men sortsynet er unægtelig også et kunstnerisk problem ved romanen, i kraft af Jules Vernes egen tvetydighed: Han er dybt fascineret af disse tekniske fremskridt - samtidig med, at han begræder undergangen for åndsliv, poesi, ja, ægte kvindelighed! Også denne tvetydighed genfinder vi forresten i dag, uforandret også i sin handlingslammelse. Lammelsen er inkarneret i en nittenårig yngling, Michel Dufrénoy, som til almindelig spot modtager en førstepris i den forældede disciplin 'latinsk versifikation', mens beundring ombølger den pratiske videnskabs mand, hvis 'tale mindede til forveksling om den hvislen, syden, jamren, friktion, ja, de tusind ubehagelige lyde, som en dampmaskine udspyr, når den sættes i gang. Talerens hårdtpumpede -diktion gik for fulde omdrejninger, og de skrattende og skurrende sætninger faldt i hak som tandhjul.'
Indsæt pc-erens ram, byte, web og homepages osv. i stedet for damp og tandhjul, og vi har den nørd af en teknologipræst, der har erobret prædikestolen 130 år efter Verne. MAN KAN ikke forlange af Jules Verne, at han skulle få ret i hver detaljeret spådom. Romanen kræver stedvis museumsgæstens velvilje af sin læser, men med opbud af en smule sociologisk fantasi og nutidsviden kan hun så også få gevinst.
'Hun', ja, for som på Vernes tid er de fleste boglæsere jo fortsat kvinder. Heller ikke i visionen af fremtidens kvinde som et ufølsomt, 'amerikaniseret' stykke handlekraftudveksling fik han jo helt ret. Men kernen i romanen er såmænd ikke helt ved siden af:
Sværmeren Michel søger den yndige Lucy i storbyens elektrificerede teknokrathelvede, dvs. kærligheden, ægte menneskelig kontakt, poesi, fantasiens ret osv. Men ender på kirkegården: 'Åh, Lucy! hviskede han og sank besvimet om i sneen.' Patetisk, javist. Men prøv for sjovs skyld at læse hans profetier sammen med en af nutidens profeter, Douglas Couplands netop udkomne Microslaver. Også i den roman ender det sociale liv -dvs. døden og kønnet, igen-igen - med at være de unge menneskers frelse fra den fremmedgørelse, der består i at være 'i front med fremskridtet', indrette hele sit liv på at opfinde et nyt soft-ware-progam, generation 1.0. UD AF administratorernes cyberspace eller elite-formynderi kommer vi kun gennem det nære liv med hinanden - som stadig er det eneste vi er visse på at have .

Francois Schuitens omslag og en af hans sort-hvide illustrationer er bevaret i den danske Jules Verne-udgave - dog uden at forlaget har ulejliget læseren med oplysning om tegnerens navn

Oversat af Annelise Ebbe, 190 sider, 229kr.

Med en globetrotters undren. Munter rejse ned ad Donau i Jules Vernes naive realisme.

For denne anmelder har det at læse denne efterladte Jules Verne-roman, 'Den skønne gule Donau', været et gensyn med drengetidens lekture, hvor han slugte alt af franskmanden; 'Jorden rundt i 80 dage', 'En verdensomsejling under havet', 'Kaptajn Grants børn', 'Det sorte Indien', 'Fem uger i ballon' og allerhelst verdens første moderne agentroman, 'Zarens kurer'.
Et nostalgisk møde med Vernes naive realisme sat muntert og mundret op på hans begejstring for at fortælle om alt muligt, gerne om fremmede folkeslag, fremtidens nye opfindelser eller blot det at bevæge sig ned ad en flod som i denne roman, hvor en ungarsk fisker, Krusch, i 1860 vil sejle ned ad Donau i hele sin længde. Men det går ikke sådan uden videre, Krusch bliver taget for at være leder af en smuglerbande. Heldigvis har han med sig en mystisk monsieur Jager,., og hvad mon han er ude på? Undervejs får vi meget underholdende at vide om de eksotiske og ekstraordinære steder og sager, som findes ved bredden af den store flod. Om de kulturer vi og især franskmænd ved så såre lidt om, i hvert fald den gang romanen blev skrevet omkring år 1900. 
Jules Verne er med litterære øjne ikke nogen stor forfatter. Dog på alle måder en interessant skribent, ikke kun fordi han med rette bliver udpeget som en af fædrene til science fiction-genren, men også med sit meget moderne fokus på omverdenen og dens tilsynekomst i hans samtids franske selvopfattelse. Vernes forfatterskab er skrevet i skyggen af Frankrigs forfald og fald som stormagt i 1800-tallet. Englænderne er for Verne stadigvæk ærkefjenderne, kolde skiderikker og gustne kræmmere, derimod amerikanerne er brave og enfoldige folk og Frankrigs gamle allierede.
Og som i denne roman giver han signalementer af nabolandene uden for hans hjemland med gallisk nysgerrighed og en globetrotters undren, men sådan set også med en begyndende forståelse for at Frankrig er en del af Europa og bør indgå i kontinentets geografi på en mindre arrogant, nationalistisk og aristokratisk måde. Men også med den civiliserede og centralistiske kultur, Frankrig altid har brystet sig af, som rygraden i en stor nation.
Jules Vernes romaner har således også en andel i den nye europæiske bevidsthed, som på lang sigt blev til det EU som også blev skabt af franske politikere opflasket i barndommen på romaner af Jules Verne. Som f.eks. 'Den skønne gule Donau'.

Henrik: En forlagsreklame, fra Bogmessen i Forum i 2002. Her reklameres for "Den skønne gule Donau". Den skulle udkomme i oktober 2002 iflg. forlaget. Men da jeg spurgte i deres stand, fik jeg at vide, at det var forsinket. Den kom vist sent i december - jeg købte min i januar 2003.

Lejf: Ja, det var en mærkelig historie. Min første oplevelse med bogkøb på Internettet: Først annoncerede eet foretagnede med bogen. Den kom aldrig og jeg rykkede, men fik blot at vide, at min bestilling stod hen, til bogen engang udkom. Så gik foretagendet fallit og blev opkøbt af Saxo. Gamle kunder fik besked, men væk var min bestilling, for bogen eksisterede jo ikke! Jeg bestilte den igen og lang tid senere læste jeg
i anmeldelsen (den selv samme, som nu er i Portalen) at den var kommet, men stadig ingen bog. Jeg rykkede igen, og så kom bogen endelig. En måned forsinket, til fuld pris med tillæg af porto. Fremover går jeg til boghandleren, når jeg skal have bøger. Som i de go'e gamle dage.