Hjemlig lykke

 Sonet

 
Der er mennesker, for hvem lykken er jordisk!
De gør os ulykkelige ved at leve muntre og glade!
Jeg elskede, som man elsker i uskyldsårene,
En henrivende pige, med kælne og stolte blikke.

 En adelig, en gentleman, med klingende mønt,
Bortrev denne pige fra min oprigtige kærlighed!
Ved hendes side lever han lykkelig! Mellem sin husholderske,
Sine hunde og sine heste, deler han sin tid! 

Han beruses ofte af den hvide druesaft,
Som med sin galante kraft  brutalt vækker
Den skamløse styrke, som han bruger på sin kære hustru!

 Han kærtegner sønner, som han tror, at han er far til,
Kommet til verden, halvhjertet ved det blide venskab.
Han er et af de mennesker for hvem lykken er jordisk.

(1)    Digtet indledes med en dedikation:

(2)    ”Til fru… (tolkes som ”til Fru…), tilføjet sent, som det var tilfældet i forrige sonet, rettet til ”til Hr….”, dernæst omhyggeligt overstemplet, pga. 

anklagerne rettet mod parret, gift siden 19. juli 1848.

En noget ond sonet, sikkert skrevet på jalousi i en ung alder - der er store følelser i den unge Jules.