Jules Vernes digte.



La Mort, sonet fra december 1847.

Oversat fra fransk af Anne Marie Halgren Eriksen


Dans ce pauvre village o la vie est amre,
Le triste champ de mort, l'aspect maladif,
Vient taler les pleurs du cyprs et de l'if
A l'me du passant qui plit et se serre !

L, point de ces tombeaux, au chapiteau plaintif,
O des riches s'endort la gloire mensongre,
Mais de fragiles croix, indice si naf
De l'endroit o du pauvre a fini la misre !

A la ville o toujours ptille le plaisir,
O l'abondance obvie au plus simple dsir,
La mort n'est pas la fin d'un esclavage !

Mais au triste village, o gt l'accablement,
Oh ! la mort ne saurait venir trop promptement !...
Et pourtant la ville, on meurt comme au village !

Dden 

I denne fattige landsby hvor livet er bittert,
Den triste ddsmark, med sygeligt udseende,
Stiller til skue grden / saften fra cypressen og takstret
For den forbipasserendes sjl der blegner og trykker sig! 

Dr, stedet for disse gravsteder, med den klagende kapitl,
Hvor de riges falske re sover ind,
Men spinkle kors, kendetegn s naivt
Af stedet hvor den  fattige har gjort ende p elendigheden! 

I byen hvor glden altid funkler,
Hvor rigdom afvrger det simpleste begr,
Er dden ikke et slaveris afslutning! 

Men i den triste landsby, hvor nedtryktheden rder,
Oh! Dden ville ikke kunne komme for hurtigt!...
Og alligevel, i byen dr man som i landsbyen!