La Tankadère, 1862,

Medtaget i Les Tribulations d’un Chinois en Chine, (1879).

I kapitel 7 i romanen hører Kinfo en ung pige (en ung Tankadère) synge en sang, medens han planlægger sit selvmord. Mellem stroferne er indføjet Kinfos kommentarer.

Ma barque, aux fraîches couleurs,
Est parée
De mille et dix mille fleurs.
Je l’attends, l’âme enivrée !
Il doit revenir demain.
Dieu bleu veille ! Que ta main
A son retour le protège,
Et fais que son long chemin
S’abrège !

« Il reviendra demain ! Et moi, où serais-je, demain ? » pensa Kin-Fo en secouant la tête.

La jeune Tankadère reprit :

Il est allé loin de nous,
J’imagine,
Jusqu’au pays des Mantchoux,
Jusqu’aux murailles de Chine !
Ah ! que mon cœur, souvent,
Tressaillait, lorsque le vent,
Se déchaînant, faisait rage,
Et qu’il s’en allait, bravant
L’orage !

Kin-Fo écoutait toujours et ne dit rien, cette fois.

La Tankadère finit ainsi :

Qu’as-tu besoin de courir
La fortune ? Loin de moi veux-tu mourir ?
Voici la troisième lune !
Viens ! Le bonze nous attend
Pour unir au même instant
Les deux phénix, nos emblèmes !
Viens ! Reviens ! Je t’aime tant,
Et tu m’aimes !

Ung pige i Sanpan:

Tankadèren.

medtaget i Kinfo eller en Kinesers Gjenvordigheder i Kina (1879).

En ung tankadere, som førte sin Sampan gjennem Huangpus mørke Vande, sang således:

Min båd i farvers smykke er prydet
med tusinde, titusinde blomster.
Jeg venter ham beruset af elskov!
Han skal komme tilbage i morgen!
Blå gud, våg! Gid din hånd
vil beskytte ham til hans hjemkomst.
Og lad hans lange vej forkortes ! 

”Han skal komme tilbage i morgen! Og jeg, hvor vil jeg være i morgen?” tænkte Kinfo og rystede på hovedet.

Den unge tankadere fortsatte: 

Han er dragen bort langt fra os;
Jeg tror
lige til mantschurernes land,
til Kinas fjerne mure.
Ak ! hvor ofte har mit hjerte
skælvet, når de løsladte vinde
vældig rasede,
og han drog bort, trodsende stormen! 

Kinfo vedblev at lytte, men sagde ikke noget denne gang. 

Den unge tankadere sluttede således:
 

Behøver du at jage
 efter lykken ? Vil du dø langt borte fra mig?
Nu er det den tredje måne!
Kom! Bonzen venter os
for i et øjeblik at forene
de to fønixer, vores sindbilleder!
Kom! Vend tilbage! Jeg elsker dig såre,
og du elsker mig! 

”Ja måske”, mumlede Kinfo, ”er rigdommen dog ikke alt i denne verden”!

Romanen om den rige kineser, der tror, han er ruineret og derfor aftaler, at han skal myrdes, efter at han har tegnet en gevaldig forsikring, er gendigtet af Carl Barks med Onkel Joakim som den rige og Anders And som den uheldige forsikringsagent.

Tankaderen er her en ung pige, medens Verne senere i 1880 benytter betegnelsen om den båd, der fører Phileas Fogg og Aouda frelst gennem det farlige Kinesiske Hav.

Det er morsomt, at tankaderen på de 11 år, der går fra digtet blev digtet til Jorden rundt udkommer, skifter fra at være en kvinde til at være en båd! Nu er det båden, der beskrives i noget, der ligner en ren kærlighedserklæring (jeg tager her den engelske version):  

The Tankadere was a neat little craft of twenty tons, as gracefully built as if she were a racing yacht. Her shining copper sheathing, her galvanised iron-work, her deck, white as ivory, betrayed the pride taken by John Bunsby in making her presentable. Her two masts leaned a trifle backward; she carried brigantine, foresail, storm-jib, and standing-jib, and was well rigged for running before the wind; and she seemed capable of brisk speed, which, indeed, she had already proved by gaining several prizes in pilot-boat races.

En sand kærlighedserklæring, der vel er rettet mod hans eget skib St. Michell II, anskaffet i 1876 og 19 fod langt. Gik Jules i virkeligheden efter mere end 20 års ægteskab over til at holde mere af sine skibe end af kvinder?

Digtet er skrevet ca. 1862, lige efter at Verne var rejst rundt i Skandinavien, medens hans unge kone fødte deres eneste søn hjemme i Frankrig. Digtet kan være Vernes fantasi om, hvorledes Honorine gik og længtes efter ham, medens han samlede stof til sin første, rigtige roman i bl.a. København. Det er rent gæt, men Verne voksede op i en familie, hvor dybere følelser blev udtrykt i digte. Ved bryllupsmiddagen fremførte han således sammen med rejsekammeraten Aristide Hignard et smukt digt, der dog ligeledes var genbrug af et ældre digt.