Jules Vernes digte.

Quand par le dur hiver ,

 sonnet fra december 1849, oversat af Anne Marie Eriksen

 Quand par le dur hiver tristement ramenée 
La neige aux longs flocons tombe, et blanchit le toit, 
Laissez geindre du temps la face enchifrenée. 
Par nos nombreux fagots, rendez-moi l'âtre étroit !

Par le rêveur oisif, la douce après-dinée ! 
Les pieds sur les chenets, il songe, il rêve, il croit 
Au bonheur ! - il ne veut devant sa cheminée 
Qu'un voltaire bien doux, pouvant railler le froid !

Il tisonne son feu du bout de sa pincette ; 
La flamme s'élargit, comme une étoile jette 
L'étincelle que l'oeil dans l'ombre fixe et suit ;

Il lui semble alors voir les astres du soir poindre ; 
L'illusion redouble ; heureux ! il pense joindre 
A la chaleur du jour le charme de la nuit ! 

 

Når i den hårde vinter

 Når sneen i den hårde vinter, trist bragt tilbage1),
falder med tunge fnug og farver taget hvidt,
lad den forkølede pande klynke over vejret.
Med vore talrige brændeknipper, giv mig den hjemlige arne tilbage! 

Den uvirksomme drømmer i den blide aften! 1)
mageligt fantaserer han, han drømmer, han tror
på lykken! Foran kaminen vil han blot have
en meget blød lænestol for at kunne spotte kulden! 

Han rager op i ilden med spidsen af sin ildtang;
flammen vokser, som når en stjerne kaster
gnister, som øjet stirrer på og følger i mørket. 

Han synes, at han ser aftenens stjerner bryde frem;
illusionen fordobles; lykkelig forestiller han sig, at han forbinder
dagens varme med nattens trylleri!

 

1)       Par oversættes ikke i vejrudtryk, og desuden har jeg tilladt mig at springe det over i strofe 2, da jeg synes at det giver god mening her.