JULES VERNE OG OPFINDELSEN AF SCIENCE FICTION

af Bjørn Larsen₁₎

Det er naturligvis ikke Jules Verne, der alene har opfundet science fiction, ligesom de fleste af hans mange romaner slet ikke er SF. Derimod kan man ikke komme uden om, at han for de fleste står som den arketypiske SF-forfatter, og at han helt uden sammenligning er den mest udgivne, mest filmatiserede, mest læste, mest udbredte SF-forfatter både i tid og rum. Jeg har lige været i Albanien, hvor man ellers ikke finder ret meget, der er værd at købe, men der var hele hylder med Verneudgaver. I listen over de mest oversatte forfattere i Guinness World Records 2013 er Verne da også kun overgået af Agatha Christie, medens Shakespeare pænt må nøjes med tredjepladsen.

Jeg vil i det følgende vise, hvordan Verne omkring 1851 lidt tilfældigt kom til at skrive på den måde, han fortsatte med i de næste over halvtreds år, og som altså må rumme et eller andet, der stadig kan give resonans dybt ned i de fleste, der sulter efter SF eller anden fantasy.

Præcis som Rider Haggard blev Verne uddannet som jurist, men med et umætteligt behov for at skrive.  Da han besøgte København første gang i 1861 indskrev han sig på det dyre hotel Føniks i Bredgade som ”Advokat Verne”. Men han brugte ikke sin fine uddannelse, men begyndte i Paris at skrive teaterstykker, og så skrev han den allerførste historie af interesse, som han sendte til tidsskriftet Musée des familles, hvor den blev bragt i august 1851 med titlen La science en famille. Un voyage en ballon. Det er interessant, at denne lille, ”gotiske” historie i ægte Poe-stil stort set rummer hele Verne. Hans særlige fortællemåde var opfundet eller snarere opstået ved en tilfældighed. Herefter var det bare at skrive løs ₂₎

Inspirationen fra Poe.

glaces i 1897 _5).  Samme ufuldendte roman skriver H. P. Lovecraft videre på med At the Mountains of Madness (1931), men medens Verne forsøger at redde Poe over til videnskaben, indlemmer Lovecraft Poes roman i sit Cthulhu-univers, hvilket er langt mere i Poes ånd. Så Verne er nok inspireret af Poe, men mest som en skygge, fordi alt i Vernes måde at leve på, at være gift på og at skrive på er i diametral modsætning til Poe. Verne er en livsnyder; det hotel, han overnatter på i København, benyttes normalt af kongehusets gæster, og hans lystyacht med en 14 mands besætning er næsten som et kongeskib. Det betyder også, at Verne i modsætning til Poe og Lovecraft aldrig begiver sig ned i sindets mørke dybder i sine romaner. Han siger selv i et interview fra 1894: jeg er ikke nogen stor beundrer af den psykologiske roman, den såkaldte psykologiske roman, fordi jeg ikke kan se, hvad en roman har at gøre med psykologi, og jeg kan ikke sige, at jeg beundrer de såkaldte psykologiske forfattere ₆₎.

Vernes 8 ingredienser.

Det er interessant, at Vernes første, seriøse forsøg som forfatter, bliver den lille historie om en ballonopstigning, der er skrevet længe før de berømte romaner, og at denne novelle stort set rummer alle de ideer, som han senere benytter igen og igen, og som kommer til at udgøre byggestenene i den typiske Verne-roman.

Jeg vil i det følgende nævne 8 ingredienser, men bemærk at han i 1851 ikke har den ringeste idé om at blive SF-forfatter. Der falder stort set en appelsin ned i hans turban.

1.  Gyserelementet: højdeskræk.

Det er velkendt, at Alfred Hitchcock, der selv led af højdeskræk, indlagde dette problem i flere af sine film f.eks. Vertigo, North by Northwest, Rear Window med flere. Når det gælder Jules Verne, kan man nemt få mistanke om, at også han led af samme fobi, acrophobia, når man ser, hvor ofte hans personer rystes ved tanken om at skulle op i højderne. Han deltager selv kun i én ballonopstigning i sit liv, som han beretter om i det lille stykke Vingt-quatre minutes en ballon fra 1873, hvor han minut for minut beskriver sine iagttagelser, medens ballonen stiger op i en højde på 1200 m (påstår han). Men mange år senere indrømmer han, at der i virkeligheden kun var tale om en meget lille tur, fordi ballonskipperen havde taget sin søn med, så ballonen havde noget besvær med at lette ₇₎

I novellen fra 1851 beskriver han en luftrejse, der nærmest må betegnes som et mareridt. Ballonskipperen får en passager med, der er den første af Vernes lange række af skøre personer, og han beretter undervejs om alverdens ulykker med balloner:

Pilâtre des Rosiers’ gondol vendte sig og styrtede de ulykkelige ud. Få øjeblikke efter var de knuste. Ikke sandt, det er skrækkeligt?" Jeg kunne ikke svare andet end: "For Himlens Skyld, lad os dale ned!".  Men den vanvittige mand fortsætter uden nåde: "Olivari styrtede ned og døde! ... Mosment faldt ned på jorden og døde! ... Vittorf faldt og døde! ... Sadler faldt også ned og døde ...Harris styrtede ned og døde! og Colling døde. Jeg elsker dem og vil dø, som de døde! Højere, højere.

ballonen sprænges, hvorpå han styrter ned og overlever ved et af de mirakler, som Verne ofte indfører på steder, hvor selv hans romaner må bryde med sandsynligheden. Dette er en ren klassisk, "gotisk" gyser.

Senere genbruger Verne højdeskrækken, når han får behov for at tilføre sine historier lidt gys, men samtidig opdager han ved et tilfælde virkningen af den leksikalske opremsning af alle de store og små berømtheder, der var gået forud for historiens helt. Gysene aftager efterhånden i romanerne, men opremsningerne består, selvom det ofte er dem, der er fjernet i de forkortede udgaver. Men lad os tage et par typiske eksempler mere på romanpersoner, der har problemer med højden.

I Fem Uger i Ballon (1863) hører vi, at den ellers på enhver måde prægtige skotte Dick Kennedy lider af de frygteligste mareridt ved udsigten til at skulle op i en ballon: selv i søvne følte han en svimlende fornemmelse af at blive gynget frem og tilbage, og hver nat drømte han, at han styrtede ned fra uanede højder ...

I den lille roman No. 9672. Fortælling fra Norge (1886) følger vi over mange sider de to kække søskende Hulda og Joel, der på stejle fjeldsider frelser den uforsigtige hr. Sylvius. De arbejder sig frem langs den gabende afgrund, og Hulda må advares: lad ham for Guds skyld ikke gøre forsøg på at rejse sig op! For ellers vil han blive svimmel, og så vil han trække dig med ned ... og så er det ude med jer begge ₈₎ 

Berømt er den unge mand Axel, der i Rejsen til jordens indre af sin ubarmhjertige onkel tvinges til at stige op i det snoede spir på Vor Frelsers Kirke på Christianshavn ₉₎.

Vi kan følge Axels egen beretning om opstigningen:

Efter150 trin følte jeg et frisk pust i ansigtet; vi havde nået tårnets platform. Der begyndte den udvendige trappe i fri luft og kun med et skrøbeligt rækværk; trinene blev smallere og smallere og så ud til at ville fortsætte i det uendelige. "Det går aldrig godt", udbrød jeg. "Hvad er du for en kryster, videre!" kommanderede professoren ubønhørligt.  ... Jeg kunne mærke spiret svaje, og jeg blev mat i benene. Lidt efter måtte jeg kravle på alle fire, så på maven; jeg lukkede øjnene, jeg var luftsyg (le mal de l’espace).

Fem dage i træk må Aksel igennem disse pinsler, og han er alligevel ikke kureret. 

 
I 1886 udkommer Robur, luftens erobrer ₁₀₎. Nu er der sket en tydelig ændring i Vernes forhold til højdeskræk. Det er i denne roman den dumme og dovne negertjener, der lider af skrækken og ikke længere den berømte videnskabsmand:

en ægte South Carolina-neger med en tosses hoved og et udseende som en åndssvag ... grinende, forslugen og doven og en enestående kryster.

Sådan kunne man skrive i 1886 uden at blive anklaget for racisme! Og da man er kommet ombord på luftfartøjet ("aeroplanet") Albatrossen, hører vi om denne usle tjener:

Faldt han endelig i søvn, var det kun for at drømme om det ene styrt efter det andet ... I tankerne så han følgerne for sig. Et fald på over firs tusinde fod; han ville blive mast til en pandekage.

Medens bogens helte er hævet over den slags bagateller: de blev ikke angrebet af højdeskræk, som man kunne have forventet, og Verne bliver helt poetisk, eller også citerer han sin terapeut:

Dybet har ikke en tiltrækkende kraft, når det bliver set fra en ballons gondol eller fra dækket af et aeroplan. Det er ikke et dyb, der åbner sig under aeronauten, men en horisont som rejser sig om ham på alle sider som en kop.

 
Jeg vil ikke omtale de næste 7 ingredienser med samme grundighed, men blot nævne dem med enkelte eksempler. Min pointe burde allerede være klar: Verne får sine ideer foræret i 1851 og genbruger dem senere igen og igen i sit forfatterskab.

2. Gentagelserne: den leksikalske opremsning.

Verne opdager i sin ballonhistorie, hvor let det er at skrive mange sider ved at tage et leksikon og skrive det af, side efter side. Allerede i hans første romanforsøg Paris i det 20. århundrede, der afvises af forlaget, går det helt galt. Den ene ukendte franske forfatter efter den anden remses op til ingen nytte, og da den første roman Fem Uger i Ballon udkommer, indeholder første kapitel en opremsning på ikke mindre end 150 ukendte opdagelsesrejsende, og man udbringer tilmed en skål for hver af dem! Dette er naturligvis nærmest en parodi, men desværre fortsætter han med denne mani i de følgende romaner. I Rejsen til Månen opremses hver eneste månekrater med grundig omtale af hvem, der har lagt navn til, og i den ellers helstøbte roman om Kaptajn Grants Børn, hvor man rejser Jorden rundt langs den 39. sydlige breddegrad, er det umuligt at komme i nærheden af en ø, uden at få øens komplette historie. Det bliver trættende i det lange løb, men giver selvfølgelig tykke bøger ud af en tynd historie, og det er da også disse opremsninger der spares bort i de mange forkortede udgaver.

3.  De kamuflerede rejsebeskrivelser.

I ballonnovellen beskrives hvilke geografiske holdemærker, der passeres. Når ballonflyvningen udvides til en hel roman som Fem uger i en ballon, begynder Verne at udvikle denne idé til en komplet beskrivelse af jordkloden. I roman efter roman bliver det tydeligt, at dette er hans egentlige projekt og en meget let måde at skrive romaner på.  Der findes på nettet kort med samtlige rejser (se f.eks. http://verne.garmtdevries.nl/en/voyages/world.cgi), og her er det tydeligt, hvor systematisk romanerne går til værks. Næsten alle hjørner er med, og meget af Vernes forfatterskab må være næsten direkte afskrift af Baedeker eller andre af tidens rejeseguider.. Ofte når man læser de mindre kendte romaner, kan man mærke forfatterens behov for at beskrive et hvidt område på sit verdenskort, og den påklistrede roman bliver nærmest en biting. Romanen Den grønne stråle er kun skrevet for at beskrive øerne ud for Skotland, Øhavet i flammer beskriver tilsvarende det græske øhav og hver en bugt og hvert et forbjerg, og et morsomt eksempel er historien om den stædige tyrk, der rejser rundt om Sortehavet for at undgå at betale en minimal skat for at krydse Bosperus. En lille historie lægges ovenpå en gammeldags rejsebeskrivelse, og vupti har man en hel roman₁₁₎.  

betydeligt. Men i nogle af romanerne fungerer det, bedst naturligvis i den fortrinlige Jorden rundt i 80 dage.

4. Humor og selvironi.

Langt hen ad vejen er Verne en lys forfatter, og mange af hans værker rummer bidende parodier ofte på pedanter eller gale videnskabsmænd. Dette opfindes også med ballonnovellen, hvor den gale mand, der springer om bord, er overbevist om sit eget geni og andres manglende blik for det. Denne model bruges i alle romaner i to varianter: den virkelige, men ufarlige nar og den virkelig onde galning. Igen vil jeg kun nævne et par eksempler, men de er mange. Bedst kendt er Phileas Fogg med sit præcise ur, der alligevel rammer en hel dag gal, og den elskelige geograf fra Kaptajn Grants børn, der kan den hele jordklode udenad, men alligevel ikke kan finde den rigtige ø. Et herligt ordskifte, der også kunne dække Verne selv, finder vi, da han bliver spurgt

"Har de rejst gennem landet her tidligere?". "Selvfølgelig", svarede Paganel gravalvorligt. "På muldyrryg?". "Nej – i min lænestol" (Kaptajn Grants Børn, I,11). 

 Ofte bærer disse personer præg af, at Verne begyndte sin gerning som producent af muntre skuespil. Han gør sig megen umage med at beskrive personernes holdning, gang osv. Blot et par eksempler på disse mange bipersoner.

I Den grønne stråle optræder den latterlige naturvidenskabsmand Arisobulus Ursiclos:

Af de hundrede og tredive tusinde hårstrå, som efter de sidste statistiske oplysninger ethvert menneskeligt hoved skal have, havde han ikke mere end tres tusinde tilbage.  En skægrand omgav hans kinder og hage og gav ham et noget abeagtigt udseende. Havde han været en abekat, havde han været en smuk abekat – måske Darwins manglende led.

Vi bemærker, at Verne slet ikke kan holde fingrene fra sit leksikon, selv når han er morsom.

Et andet eksempel fra romanen L’ècole des Robinsons med beskrivelsen af danselæreren Tartelett:

Han gik op ad den store trappe med fødderne korrekt placeret, som det var passende for en dansemester, bankede på døren til arbejdsværelset, gik ind med kroppen halvt bøjet, havde afrundede albuer, et stort smil på læben og ventede i tredje position, efter at have krydset fødderne,

den ene halvt foran den anden, så den berørte ankelen og tæerne blev synlige. Enhver anden end professor Tartelett, der anbragte sig i en sådan ustabil ligevægt ville have vaklet på benene, men professoren bevarede en absolut korrekthed ₁₂₎.

5. Tyskerhadet.

Især efter 1870 var der i Frankrig et had mod alt tysk, der formørker Vernes forfatterskab.

Det gælder om på enhver måde at gøre tyskere til kujoner, latterlige og især direkte onde.

Også dette dukker op allerede i 1851 om end i humoristisk form. Nogle tyske borgmestre har annonceret, at de vil tage turen med, men de bliver i sidste øjeblik ”forhindret”, underforstået at allerede i 1851 var tyskere nogle krystere. Latterliggørelsen finder vi også i det lille stykke om opstigningen Frelsers Kirkes tårn, hvor Vernes bror møder en tysk madamme, stor og fed med 11 børn:

Vi var allerede kommet en halv snes meter ned, da der viste sig en uventet forhindring. 
En dame på godt halvtreds år med en umådelig rosa hat på hovedet og udstafferet i en æblegrøn kjole, der i sin tilskæring mindede om et paraplyhylster, spærrede vejen, der var snæver nok, selv for en enkelt person. 
Denne dame, der måtte være tysk, blev ledsaget af sine elleve børn! Ja, de har læst rigtigt, af sine elleve børn, og hvem har sagt hun ikke har flere endnu. 
Karavanen, hun anførte, sluttede fem eller seks meter længere nede med en meget tyk herre, ægtefællen uden tvivl, svedig, pustende og drivvåd for to ₁₃₎. 

Men mere alvorligt bliver det i de mørkere tekster, f.eks. Les cinq cents millions de la Bégum (1879), hvor en franskmand, dr. Sarrasin, og en tysker ved navn professor Schultz er eneste arvinger til en formue på 525 millioner francs efterladt dem af en afdød indisk fyrstinde. For sin halvdel af formuen opbygger dr. Sarrasin et idealsamfund kaldet Franceville i den nordvestlige del af De Forenede Stater. Professor Schultz bruger sin halvdel af pengene til at opbygge sin egen by, Stålbyen, hvis hovedprodukt er ødelæggelsesvåben. Schultz’ egentlige mål er at udslette Franceville. Man kan se, at efter 1870 er alt tilladt i en hadefuld propaganda mod Tyskland ₁₄₎.

En af Vernes sidste romaner Le secret de Wilhelm Storitz rummer en gal tysk videnskabsmand, der forpester en ung franskmands bryllup med en ungarsk skønhed. Denne roman om en usynlig mand kan sammenlignes med H. G. Wells tilsvarende roman eller Stevensons om Jekyll og Mr. Hyde, men med den tydelige forskel, at Wilhelm (jf den tysker kejser) er ond, fordi han er tysker, medens de andre bliver onde på grund af de kemikalier de indtager.  Om den fæle Wilhelm:

Det var en mand på omtrent 35 år, stor, rødblond, med fast skikkelse og et bydende blik. Alt i alt usympatisk…. Ved nærmere overvejelse havde jeg grund til at tro, han var en tysker, der højst sandsynligt kom fra Prøjsen. Det var en fornemmelse, kan man sige, og alt ved ham bar et

teutonisk præg. Det var umuligt at forveksle ham med de brave ungarere og de brave magyarer, der er Frankrigs sande venner ₁₅₎.

6. Et belejligt blackout.

hopper over på en komet, foretager en tur rundt i solsystemet og hopper tilbage til Jorden igen: i afmagt havde de forladt jorden, og i afmagt kom de tilbage igen, og ved et rent mirakel – uforklarligt som alle mirakler - var en og hver i god behold ₁₆₎

I Rejsen til Månen sker det samme, og det er naturligvis en franskmand, der først vågner op. Dette kopieres i øvrigt af Hergé, hvor det så er Tintin, der først kommer til bevidsthed.

Men lidt interessant, at Verne, der i den grad ønsker at gøre sine romaner troværdige, af og til må indføje det absolut umulige, men at han så til gengæld sørger for, at hans personer ikke oplever miraklerne. Og endnu en gang ser vi, at dette lidt usle trick benyttes allerede i 1851-novellen og derpå igen og igen.

7. Man kan vel altid snuppe en god idé.

Udover de stadige gentagelser, hvor Verne oftest stjæler fra sig selv, er der påviseligt i romanerne masser af ran, også fra andre end Poe. En roman som Mathias Sandorf (1885) ligger betænkeligt tæt op ad Greven af Monte Christoe, og ideen med den usynlige Wilhelm Storitz må vist være lånt fra H. G. Wells. Der er mange andre eksempler, men det må så også tilføjes, at mange, som f.eks. Hergé, til gengæld låner flittigt af Verne.

8. Naturvidenskaben.

Og hermed når jeg endelig frem til videnskaben, science, der har givet SF sit navn.

Også her kan man se arven fra Poe, der i Hvad Hans Phaall oplevede på sin fantastiske rejse indfører alle mulige tekniske argumenter, bl.a. et stof, der er langt lettere end brint. I 1851 novellen indføjer Verne tilsvarende de første tekniske forklaringer fra ballonvidenskaben, og dette fortsætter i de mest kendte af romanerne, mest tydeligt i Rejsen til Månen og dens efterfølger Skuddet fra Kilimanjaro ₁₇₎.

I et interview med Gordon Jones forklarer Verne grundigt forskellen mellem sig selv og H. G. Wells. Vores metoder er fuldstændig forskellige. Jeg har altid gjort det til en pointe, at mine såkaldte opfindelser er baseret på et fundament af faktiske kendsgerninger, og at de er frembragt ved hjælp af metoder og materialer, der ikke ligger helt udenfor, hvad samtidens ingeniørkunst og viden formår.. Om Wells mener han derimod, at han udvikler sine konstruktioner udelukkende fra fantasiens verden.._18).  Hvis man går Vernes anvendelser af naturvidenskab efter i sømmene, kan man se to muligheder.  Enten er han her en stor bedrager, eller også har han ikke det mindste kendskab til helt elementær fysik. Mængden af eksempler er legio, men det er især tydeligt, at han ikke forstår energi - og kraftbegrebet eller for den sags skyld de mest elementære bevægelseslove.  Tydeligst er det i Rejsen til Månen, hvor man f.eks. fyrer kanonen af, når Månen står lige midt i sigtet uden at tænke på, at den jo nok flytter sig i de næste 97 timer og 20 minutter. Et andet eksempel er påstanden om, at man kan se bort fra luftmodstand fordi projektilet flyver så hurtigt osv.  Det er en udmærket brug af Verne at sætte et naturfagshold til at forklare fejlen i hans mange fadæser. Energiproblemet ses f.eks. i Kaptajn Hatteras, hvor et simpelt batteri kan drive et helt fyrtårn fra fæstningen nær nordpolen en hel, lang vinter ₁₉₎.  Morsomt er det også i 5 uger i ballon, hvor man opfinder en lille hjælpeballon til opbevaring af den brint, der slippes ud. Genialt, men hvad med Newtons 3. lov?

Alt i alt må man nok indrømme, at Verne ikke benytter sig af videnskab, men bruger sin fantasi lige så meget som Wells, medens han lader som om, han beskriver anvendelser af fysikkens love.

Når Hugo Gernsback derfor indførte betegnelsen Science Fiction, ville en betegnelse som Fiction-Science være mere korrekt.

Afslutning.

Læser man i dag Vernes op mod 70 romaner, kan man let se, hvor meget han snyder. Utrolig meget er fyld uden nogen funktion i historierne, men afskrift fra diverse leksika og rejsebeskrivelser, MEN alligevel overlever Verne som den eneste af sin tids producenter af fantasy. Kun ca. 10 af hans romaner udgives igen og igen, men personer som Kaptajn Nemo og Phileas Fogg er blevet litterære arketyper.  Og dermed er Verne blevet en slags faderfigur for al senere SF. I dag finder vi ham i store mængder af såkaldt cross-over-litteratur, blandede bolcher med godbider fra den klassiske litteratur.  Nylig er udkommet Steampunk Holmes:

In an alternative Steampunk universe (c.1885), the plans for Captain Nemo's mysterious Nautilus submarine have been stolen from the British Secret Service. There is only one man who can solve the case, Sherlock Holmes. With his bionic side-kick Doctor Watson, and his brilliant and lethal sister, Mycroft Holmes, Sherlock unravels a mystery that will shake the foundation of the British Empire ₂₀₎

Og tegneserier som The League of extraordinary Gentlemen (netop afsluttet med 6. album) og Les Cités Obscures trækker uhæmmet på Verne selv og hans personer. Man må også her lige minde om Philip José Farmers ”Wold Newton Family", hvor "The Other Log of Phileas Fogg" fra 1973 giver en overraskende og frisk nyfortolkning af den gamle, tågede pedant ₂₁₎.

Fra Vernes samtid og tiden lige efter hans død skal nævnes, at han naturligvis fik mange efterlignere. Er man interesseret i at læse noget ur-science-fiction, skal man gå til den lange serie af romaner, som Familie Journalen udsendte under samlebetegnelsen I Levende Timer. Der kom i alt 73 bind fra 1896 til 1913. Henrik Wilfred Christensen (DDJVS) har til selskabets hjemmeside udarbejdet en komplet oversigt over alle 73 bind.

Her finder man bl.a. forfatteren André Laurie (1845 - 1909), der er medforfatter til Jules Verneromanen L'épave du Cynthia,  og muligvis også har skrevet dele de romaner, der på dansk bliver til Den indiske Arv og  Sydstjernen og Diamanternes Land. I "I ledige Timer" finder vi i 25. bind, 1901, André Lauries roman Til Maanen.

Nævnes bør også Paul d’Ivoi (1856-1915), der ved Vernes død beslutter sig for at arbejde videre på Vernes værk. Det bliver til 21 bind i serien Les Voyages Excentriques. I "I ledige Timer" finder vi i 66. bind, 1912, Paul d´Ivois roman Radiumets Konge.

Og endelig som et absolut must i 10. bind fra 1898 Kurd Laszwitz’ Paa to Planeter.

Fiction burde omdøbes til Fiction-Science , men Verne vil alligevel altid stå som en monolit ved begyndelsen af den SF, der opstår i anden halvdel af attenhundredtallet, selvom han måske blot faldt over sin metode ved et tilfælde i 1851.

NOTER.

1. Foredrag holdt på FANTASTICON 2012. Bjørn Larsen er medstifter af Det Danske Jules Verne-Selskab (DDJVS) i 2005. På selskabets hjemmeside jules-verne.dk finder man en omfattende bibliografi over samtlige nordiske Verne-udgaver og en hel del mere Verne-stof. Samme sted ligger også en komplet oversigt over skandinaviske udgaver af Rider Haggard.

2. Un voyage en ballon (1851). Indgår senere i novellesamlingen Le docteur Ox (1874) som Un drame dans les airs. Dansk udgave Et Drama i Luften i Mindre Fortællinger I, Andr. Schous Forlag, 1876, og i Tidlige fortællinger, eBIBLIOTEK 1800, 2002. Dette forlag har siden 2002 udsendt 22 bind Jules Verne, hvoraf flere ikke har været oversat til dansk før.

3. Fra et essay fra 1909, her citeret efter Walter Lenning: Edgar Allan Poe, Rosenkilde og Bagger 1978.

4. Le secret de Wilhelm Storitz (1910). Dansk oversættelse af Lejf Rasmussen, DDJVS, 2012 (endnu ikke udgivet).

5. Dansk (meget forkortet) oversættelse: Is-Sfinksen, E. Jespersen, 1903. Genudsendt i 2002 af eBIBLIOTEK 1800.

6. Interview ved Robert H. Sherard i Proxima 82, 2005.

7. Se note 6.

8. Un billet de loterie (1886). Dansk forkortet udgave: No. 9672. fortælling fra Norge. Andr.   Schous Forlag 1888.  Komplet oversættelse i 2011: No. 9672, eBIBLIOTEKET 1800.

9. Voyage au centre de la terre (1864). Første danske bogudgave: Rejsen til Jordens Midtpunkt, i I Ledige Timer, bind 12, 1898  

10. Robur le Conquérant (1886). Meget forkortet udgave på dansk som Robur, luftens erobrer, Ungdommens Forlag 1959 og som Illustreret Klassiker nr. 129 i 1961.

11. Le rayon-vert (1882). Dansk udgave: Den grønne stråle, eBIBLIOTEK 1800 (2006). L’archipel en feu (1884). Dansk udgave: Øhavet i flammer, eBIBLIOTEK 1800 (2006),   Kéraban-le-Tetu (1883). Dansk udgave: Keraban Stivnakke, Andr. Schous Forlag 1884.

 12. L’ècole des Robinsons (1882). Oversat til dansk af Nils Bjørn (DDJVS) i 2011, men endnu ikke udgivet.

 16. Hector Servadac (1877). Dansk udgave: Hector Servadac. En Rejse gjennem Verdensrummet, Andr. Schous Forlag 1883. Findes også i en stærkt forkortet udgave fra Ungdommens Forlag som Gennem verdensrummet (1963) og som Illustreret Klassiker nr. 87: Fanget af en komet (1959).

 19. Voyages et aventures du capitaine Hatteras (1866). Dansk udgave: Kaptajn Hatteras Eventyr paa en Nordpolsexpedition, Andr. Schous Forlag 1875.

 20. Steampunk Holmes: Legacy of the Nautilus af P. C. Martin er et hurtigt voksende projekt I flere medier.

21.nr.The League of Extraordinary Gentlemen (6 album) af Alan Moore og Kevin O’Neill (1999 – 2012). Les Cités Obscures (mange album, 9 på dansk) af Benoit Peeters og Francois Schuiten (1982 -   ). Philip José Farmes værk er uendeligt og vidunderligt.