Jules Verne nøjedes ikke med at skrive om rejser. Han var selv meget glad for at rejse, specielt til søs. Da Verne-familiens økonomi tillod det, anskaffede Jules Verne sin egen sejlbåd, der senere blev udskiftet til en luksuriøs dampyacht med ca. 10 mands besætning. 

Verne besøgte København to gange: i 1861 og i 1881.

Ved det første besøg er Jules en ung, ukendt jurist fra Paris, der på et skrabet budget sammen med to venner foretager en rundrejse til de skandinaviske lande, Sverige, Norge og Danmark. Rejsen er dokumenteret i Vernes dagbog. Vi skylder Dr. Friedemann Prose, Kiel, en stor tak for at have forsynet os med oplysninger fra sin fotokopi af dagbogen. 

Vernes rejsefæller var komponisten Alfred Hignard og juristen Émile Lorois. Rejseruten gik fra Paris via Køln, Hannover og Hamburg til Lübeck. Herfra rejstes med skib til Stockholm. Afrejsen fra Paris fandt sted 2. juli, og rejsetrangen må have været betydelig, eftersom hustruen, Honorine, var i den allersidste del af graviditeten med parrets første fælles barn, (sønnen Michel). Man nåede Hamburg 3. juli og tilbragte et par dage her. Fra Lübeck gik turen med dampskibet ”Svea” til Stockholm. Undervejs gjorde man ophold i Kalmar. Selskabet ankom til Stockholm d. 8. juli, hvor man tog ophold på Hotel Rydberg. Videre herfra (ligeledes til ”søs”) med kanalbåden ad Götakanalen til Göteborg og videre til Kristiania (Oslo). Der foretoges en rejse til Telemarken, hvor der i landsbyen Dal findes en gæstebogsnotits fra Vernes hånd. 

1. august forlader Verne og Hignard Norge og rejser via Hälsingborg og Helsingør, hvor Kronborg slot beses, til København. Her indlogerer man sig 4. august på Hotel Phønix (se notits side 4-5). Verne havde ventet brev fra Honorine, og da det endelig kommer, beslutter Verne sig til at tage hjem alene i al hast, men mandag og tirsdag bruges til sight-seeing i København og i disse dage indsamler Verne altså de indtryk, der viderebringes i et kapitel i ”Rejsen til jordens indre”: Rosenborg slot, Thorvaldsens Museum, muligvis Nationalmuseet, Børsen, Kgs. Nytorv, Kastellet, møllerne på volden, Tugthuset ved Christianshavs Torv og, ikke mindst, tårnopstigningen i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. Tirsdag aften rejste Verne med tog til Korsør og herfra med postrutebåden (se notits) til Kiel, hvortil han ankom tidligt om morgenen den. 7. august. Allerede næste dag, 8. august kom Verne til Paris, men for sent: Michel blev født 4. august. 

Den 3. rejsedeltager, Émile Lorois, der ikke fulgte med Verne og Hignard til København, blev sandsynligvis nogle flere dage i Norge. Han fulgte så samme rejserute til København. Københavns politikommissær har registreret hans ankomst 9. august med logi på Hotel Royal og med afrejse til Hamborg 19. august. Samme politimyndighed har sært nok ikke registreret Vernes og Hignards ophold. Lorois kan på hele ti dage have nået at se ganske meget af København. Politiprotokollen findes i Landsarkivet i København.

Mange detaljer i Vernes romaner kan med stor sandsynlighed tilskrives indtryk fra denne første skandinaviensrejse. Kaptajn Hatteras kommer f. eks. hjem fra Nordpolen via Korsør-Kiel, og hele bogen ”No. 9672” (Andr. Schou 1888) foregår i Telemarken og Kristiania. ”Rejsen til Jordens Indre” refererer, ud over København, også til oplysninger om Hamburg. Verne påbegyndte en bog om en skandinaviensrejse: ”Joyeuses Misères de Trois Voyageurs en Scandinavie”, som dog, så vidt vides, aldrig blev fuldendt og udgivet. Første kapitel kan læses på Zvi’s hjemmeside (på fransk).

I en kommentar bag i en tysk udgave udgave af "Reize zum Mittelpunkt der Erde", nyoversat af Volker Dehs, hævdes det i øvrigt at Verne ikke besteg Frelserkirkens tårn i 1861. 

Kilder: 
1) Dr. Friedemann Prose, Kiel. Personlig kommunikation. 
2) En Verne-biografi af Volker Dehs. 
3: Peter Harold: Jules Verne en Suéde i Revue Jules Verne no 19-20 
4) William Butcher: Personlig kommunikation. 
5) Henrik Wilfred Christensen: Arkivstudier i Det kgl. Bibliotek og Landsarkivet, København.

Henrik Wilfred Christensen har foretaget arkivstudier og har fundet enkelte spor efter 1861-besøget.

I "Berlingske politiske og Avertissements-Tidende" fra mandag 5. august 1861 er der en spalte med "Reisende", som nævner alle de, der er indskrevet på byens hoteller. 
I den del, der opremser dem, der bor på "Hotel Phønix", nævnes allernederst: 

Da denne spalte ikke findes i alle ugens aviser, og da Berlingeren ikke udkom om søndagen, så kan man ikke vide, hvornår han er ankommet, eller hvor længe han bliver i København. 

Men det er da en forholdsvis sikker kilde til Jules Vernes besøg, at han boede på Hotel Phønix, at Hignard også boede der, og at de datoer, vi kender, er rimeligt rigtige. Endelig er det vel interessant, at han på det tidspunkt benævner sig advokat. I en avisdebat i Politiken januar 1959 drages det i tvivl, at Verne skulle have besøgt København i 1861. Den tvivl kan hermed lægges til side.

Hotel Phønix, hvor Jules Verne indlogerer sig i 1861, var et af byens fineste hoteller. Det lå i Bredgade (37) på hjørnet af Dronningens Tværgade. Hotel Phønix åbnede i 1847 og blev efter 2. verdenskrig overtaget af Danmarks Kommunistiske Parti. Senere genopstod det igen (som en anden fugl phønix !) som hotel og er nu et fint gammelt **** - hotel med en stor pub i kælderen.

I 1916 skriver "Før og Nu": 

I 1837 blev Ejendommen tilskødet kgl. Maskinmester og Traktør i "Stadt Lauenburg" (to tilsyneladende ret heterogene Livsstillinger!) W. Murdoch, der her under Navn af "Stadt Hamburg" oprettede et Hotel, der ti Aar efter gik over til et "Aktieselskab for Indretningen af et Hotel", der fik Navnet Phønix, hvis Renommé var stadigt voksende, og som gentagne Gange, sidst for faa Aar siden, har været Genstand for betydelige Udvidelser og i Retning af fornem Elegance og moderne Komfort indtager en førsterangs Plads blandt Københavns Hoteller (Før og Nu, 1916, s. 168). 

Så allerede i 1861 har Verne smag for at bo komfortabelt. 

I København - før, nu og aldrig, Bind 6 "Frederiksstaden og Nyhavn" af Tobias Faber er der på s. 109 gengivet nedenstående tegning af "Hotel Phoenix" lavet i 1860 af H.P.Hendriksen. Det må vist være det nærmeste, man kan komme hotellets udseende, da Jules Verne boede der i 1861. Lidt spændende at forestille sig, at bag et af de vinduer, man ser på billedet, har Jules Verne og Hignard boet fra 4/8 - 6/8 1861. 

Annonce for Hotel Phønix fra program for Casinos 1923 version af Jorden rundt i 80 Dage. 

  hvornår blev Vernes søn født ?


 Michel Vernes fødselsregistrering fra den 6. august 1861. Hermed fjernes endnu engang al tvivl om, hvorvidt Jules Verne var tilstede, men det havde vi jo allerede bevist.

Fra: owner-jvf@Gilead.org.il , 20. maj 2011:

English summary. From the official registration of his birth, Michel Verne was born on the 4th of August 1861, not on the 3rd of August as
is written in all biographies. Jules Verne was not present to sign the birth declaration.

... fordi han på det tidspunkt tilbragte et par dage som turist i København og samlede stof til en af sine bedste og første romaner.

L'an mil huit cent soixante un le six août à onze heures. Acte de
naissance de Michel Jean Pierre, de sexe masculin, né l'avant veille à
quatre heures du matin, chez ses père et mère, Boulevard Magenta no
153 ; fils de Jules Gabriel Verne, âgé de trente trois ans, avocat, et
d'Honorine Anna Hébé Deviane, son épouse, âgée de trente un ans, sans
profession. Sur les présentation et déclaration faites à nous officier
de l'état civil du dixième arrondissement de Paris par Auguste Louis
Jules Millard, âgé de trente un ans, Docteur en Médecine, Boulevard
Sébastopol no 90 (1er droite). En présence de Jules René Joseph
Fleury, âgé de trente six ans, propriétaire, rue du Château d'eau no
25 ; d'Auguste Marie Lelarge, âgé de trente trois ans, avocat,
Boulevard Rochechouard no 50 ; qui ont signé avec nous, après lecture.

Signé A. Millard, J. Fleury, Aug. Lelarge, [illisible (l'officier
d'état civil)]

[transcription sous réserve, l'écriture étant difficilement lisible]

Afrejsen.

I Korsør Avis for Mandagen den 5te August 1861 står der: 

"Erindringsliste" / "Tirsdagen den 6. August" / "Afgaaende Dampskibe" / "Kl. 10½ Aften efter Aftentogets Ankomst" / ""Hermod" til Kiel". 

I Korsør Avis for Mandagen den 5te August 1861 står der:

"Erindringsliste" / "Tirsdagen den 6. August" / "Afgaaende Dampskibe" / "Kl. 10½ Aften efter Aftentogets Ankomst" / ""Hermod" til Kiel".

Jules Verne har (højst sandsynligt) taget toget fra København om eftermiddagen/aftenen d. 6. august 1861 og er ankommet til Korsør kl. 22.30 (hvis det var præcist). Derefter er han gået ombord i Dampskibet "Hermod", som har sejlet ham til Kiel. Der er han vel ankommet om morgenen d. 7. august. Turen fra Kiel over Hamburg til Paris har taget ca. et døgn, så han kunne være i Paris d. 8. august. – men for sent: Honorine havde allerede født en søn (Michel). 

I april 2006 kunne man i Korsør fejre 150-året for indvielsen af banen til Korsør, som Verne benyttede blot 5 år senere. De følgende billeder er fra Korsørs lokalavis "Korsør-Posten". De er desværre noget tågede. Køreplanen passer fint med de tider, Verne, såvel som Lidenbrock og Axel tog med banen i 1861
og senere. Billedet af stationsbygningen skulle også være fra tiden lige efter banens ibrugtagning.

Som nævnt indledningsvis var Jules Verne begejstret for at sejle. Han ejede i tidens løb 3 både, alle med navnet Saint Michel. De to første var mindre sejlbåde. Den tredje var et større skib med dampmaskine, bygget i 1876 og købt af Verne i 1877 for 55.000 francs. 
Efter flere andre rejser ombord på Saint Michel III, var det i 1881 planen at turen skulle gå til Østersøregionen med besøg i København, St. Petersborg, Stockholm og Kristiania. Denne 2. rejse er langt mere veldokumenteret, end den første. Jules Verne var i 1881 internationalt kendt, samtidens presse skrev om den kendte forfatters besøg, og Vernes broder skrev en rejseberetning, ”De Rotterdam a Copenhague”. 

Sommersejladsen blev startet i slutningen af maj 1881. Ud over kaptajn Ollive består besætningen af maskinmester, to fyrbødere, en chefsteward, tre matroser, en skibsdreng og en kok. Passagererne var, ud over Jules Verne selv, Paul Verne, dennes søn Gaston, og en advokat fra Amiens, Robert Godefroy. 5. juni når man Rotterdam, hvor man afventer bedre vejr til 11. juni. Turen går via Rotterdam og  Wilhelmshafen. Af (sikkert velbegrundet) frygt for dårligt vejr langs Jyllands vestkyst besluttes det at sejle gennem Ejderen og Ejderkanalen til Østersøen. Den daværende kanal var gammel, snæver og med små sluser. Først nogle år senere byggedes den langt større Kielerkanal. Af den grund måtte skibets bovspryd demonteres for at sluserne kunne passeres. 17. juni forlader St. Michel Rendsburg og Kiel nås samme aften. Rejsen gennem Schleswig-Holstein er meget malerisk beskrevet i broderen Paul Vernes rejseberetning. 

Efter et døgns ophold i Kiel, sejler man om aftenen den 18. juni videre med kurs mod København. Det er en smuk, klar aften i de lyse nætters tid og allerede kl. 7 næste morgen nås indsejlingen til Øresund. Kl. 10 kan man skelne byens tårne gennem disen. Man lægger til ud for Kvæsthusbroen, hvorfra der den gang udgik skibsruter til utallige steder. St. Michel blev otte dage i København, man havde gæster om bord og man foretog udflugter i land. 

Her gengives journalisten N. J. Berendsens beretning fra sit interview-besøg: 

Over til franskmanden, siger vi til færgebåden ved Nyhavns hoved. Og om bord træffer de Jules Verne, der bærer sine 53 aar fortrinligt, er iført sømandspjækkert med Æreslegionens røde baand i knaphullet, flad kasket og ses røgende paa en smuk lille merskumspibe. Straks ved indsejlingen havde Jules Verne hilst Frelsers Taarn som en god gammel bekendt. Vore Museer har han hørt meget omtale. Særlig glædede han sig til at se det oldnordiske og forny bekendtskabet med Thorvaldsens. 

Berendsen skriver i sine erindringer om besøget bl. a. at Verne ikke anede, at hans bøger var oversat på dansk, og at han den næste dag ville gaa ind til forlæggeren og købe nogle eksemplarer, hvad han også gjorde. Da jeg paa forlæggeren Andreas Schous vegne gjorde ham en undskyldning fordi man ikke mente at have raad til at honorere forfatteren, smilte han kun. Det var ham ligegyldigt. 

Også det ansete ugeblad ”Illustreret Tidende” besøgte Verne om bord på St. Michel. Se hele artiklen med en beskrivelse af skibet nedenfor.

Af de københavnske seværdigheder Paul Verne omtaler i sin rejseberetning må særlig nævnes museerne Etnografisk Samling, Oldnordisk Museum og Rosenborgsamlingerne. Under besøget på de to sidstnævnte steder blev man vist rundt af kammerherre J. J. A. Worsåe (1821-1885). Worsåe havde titel af museumsdirektør og havde selv gennem en årrække stået for organiseringen af disse samlinger. At selveste Worsåe var vært ved besøget viser, at Verne var en anset herre, ikke en tilfældig turist. Worsåe var forhenværende kulturminister og hans stilling ville i dag svare til direktør for kulturarvsstyrelsen. Også Thorvaldsens museum besøges. En aften, måske Sct. Hans aften, besøges det illuminerede Tivoli, som gør et stort indtryk på Paul. I rejseberetningen omtales også en række københavnske bygningsværker, bl. a. Børsen, Christiansborg (der i øvrigt nedbrændte få år senere i 1884), Amalienborg, Kongens Nytorv og Det kgl. Teater, Vor Frue Kirke og, ikke mindst, Vor Frelsers Kirke på Christianhavn. Her skal nu gengives Paul Vernes beretning om sin og sønnens tur i tårnet. Jules deltog øjensynligt ikke i opstigningen:

Efter Vor Frue kirke, hvis kor er udsmykket med tretten statuer af Thorvaldsen og som afbilder Kristus og apostlene, må jeg især nævne Vor Frelsers kirke på øen Amager på den anden side af havnen. Bygningen har ingen speciel arkitektonisk betydning, men den domineres af et højt tårn til hvis top man kun kan komme ad en udvendig rampe, der snor sig spiralformet omkring spiret. Det kræver et solidt hjerte at gennemføre denne opstigning. Min bror har i sin Rejsen til jordens indre ladet os overvære en ”lektion i højdeskræk”, som professor Lidenbrock giver sin nevø Axel på denne svimlende rampe. 
Den dag min søn og jeg steg op, var vejret meget klart. Man kunne se vidt omkring, hele Sundet fra nord til syd, men der blæste en stiv kuling fra øst, som gjorde al observation vanskelig. Det var ikke for meget med begge hænder haget fast til rækværket for at holde sig oprejst og modstå det voldsomme vindpres. Derfor var det ikke muligt at bruge vore kikkerter. Således kunne vi ikke genkende flaget på et hurtigt skib med to gule skorstene, der ankom til Københavns Red, og som saluterede det danske flag på Kastellet med 21 skud. 
Når man vender sig mod nord, opdager man ved den yderste ende af Sundet den lille by Helsingør. Mellem Helsingør og København strækker sig en umådelig skov med gigantiske træer og med talrige villaer ind i mellem. Det er i denne skov, en veritabel forstad til København, og hvortil den smukke Langeliniepromenade går langs kysten, de rige danske familier har bygget deres sommerresidenser. Man kan komme der ud med dampere, som betjener alle steder på kysten og som lægger til ved moler af træ eller jern, der strækker sig malerisk ud på vandet. Det er et charmerende mål for en udflugt, vi regner med at foretage i morgen. Vi vil tage til Helsingør og besøge Kronborg slot. 
Dette slot forsvarer den nordlige indsejling til Sundet, og det er i denne gamle fæstning Shakespeare har ladet de store scener i sin dystre tragedie Hamlet foregå. 
 Men uanset hvor interessant vi fandt dette bemærkelsesværdige panorama, var det nødvendigt at tænke på afgangen; stedet var ikke længere udholdeligt: vindstødene øgedes i voldsomhed, og visse øjeblikke syntes tårnet at svinge frem og tilbage under deres mægtige kræfter. 
Min søn, der var mindre hærdet end jeg, begyndte at lide under disse rystelser, særlig ubehagelige fordi man er udsat for dem hundrede meter oppe i luften. Han begyndte at se grøn ud i hovedet, som om han var søsyg, hans blik blev tåget… det var tid at tage af sted. 
Vi begyndte så at gå ned. Uanset hvor vant til stier i bjergene jeg var, gjorde denne rampe, der strækker sig spiralformet ud i tomheden, et ubehageligt indtryk på mig. Uden at være så grøn som min søn, var jeg dog allerede bleg, og det skulle ikke have varet meget længere inden jeg ville have været lige som han. 
Vi var allerede kommet en halv snes meter ned, da der viste sig en uventet forhindring. 
En dame på godt halvtreds år med en umådelig rosa hat på hovedet og udstafferet i en æblegrøn kjole, der i sin tilskæring mindede om et paraplyhylster, spærrede vejen, der var snæver nok, selv for en enkelt person. 
Denne dame, der måtte være tysk, blev ledsaget af sine elleve børn! Ja, de har læst rigtigt, af sine elleve børn, og hvem har sagt hun ikke har flere endnu. 
Karavanen, hun anførte, sluttede fem eller seks meter længere nede med en meget tyk herre, ægtefællen uden tvivl, svedig, pustende og drivvåd for to. 
Hvad skulle man gøre? Sagen var vanskelig. Stige op igen kunne jeg ikke uden at udsætte mig for stormen. Det sundeste ville øjensynligt være at fortsætte, men det ville så være nødvendigt at trænge dette optog tilbage, for det var ikke muligt at krydse det på en sådan vej. 
Det var meget pinligt. Moderen tilkastede mig rasende blikke og syntes at forberede sig til kamp. Hendes mand, som på bagtroppen ikke kunne forstå problemet, udstødte dumpe grynt og så ud til at være i meget ondt lune. 
Det bedste var da at forhandle med de nyankomne og prøve at få dem til at vende om. 
Vi kan ikke vige tilbage, frue, det kan vi ikke! Siger jeg i en bestemt tone. 
Men, min herre, svarede hun med et fortysket fransk, som det lykkedes mig at forstå, vi har vores gode ret… 
Uden tvivl …   Men De ved, der findes lejligheder, hvor tvangen går forud for retten, og vi er ”tvunget til” at gå nedad!” 
Og samtidig viste jeg hende min søn, hvis skikkelse så mere og mere opløst ud. 
Det var tilstrækkeligt betydningsfuldt til at hele karavanen uden tøven vendte om i vild uorden. Det drejede sig straks om at redde sig, hvem der kunne. På tyve sekunder var rampen fri, fjenden var forsvundet, og vi steg ganske roligt ned de tyve meter, der skilte os fra den indre trappe i Frelserkirkens tårn.” 
 

Sådan lød Paul Vernes beretning. Turen til Helsingør blev gennemført. Inden hjemturen bliver man vidne til ankomsten af en engelsk flådeafdeling på officielt besøg med Hertugen af Edinburgh om bord. Det var en forløber for flåden, man havde set fra tårnet den foregående dag.
De sidste dage af besøget i København benyttes til et besøg hos den franske ambassadør, og genvisit af ambassadøren på St. Michel. Man overværer på nært hold kong Christian IX gå fra borde efter et besøg hos hertugen på den engelske flåde. Der bliver også tid til en tur i Frederiksberg Have.
Al tanke om at fortsætte turen videre i Skandinavien var opgivet, og den 26. juni forlod St. Michel København og Danmark og man sejlede samme vej hjem, som man var kommet: gennem Ejderkanalen til Nordsøen.
Verne kom ikke til København igen. I 1886 solgte Verne St. Michel for 23.000 francs. Senere samme år blev Verne såret i benet af nevøen Gaston (Pauls søn, der var med oppe i tårnet) i en skudepisode. Gaston var mentalt syg og Verne genvandt aldrig sin fulde førlighed.

Kilder:
Paul Verne: De Rotterdam a Copenhague. Tillæg til romanen La Jangada, 1881
Frank Trende (ed.). Jules Verne in Schleswig-Holstein. Husum 2005. En smukt illustreret og kommenteret udgave af Pauls fortælling. Desværre stærkt forkortet hvad den københavnske del af rejsen angår.
Breve fra Jules Verne til Jules Hetzel juni 1881.
Illustreret Tidende, 26. juni 1881.
Dags-Avisen 21. juni 1881. Journalist N. J. Berendsens referat af sit besøg hos Verne på St. Michel. Gengivet i en artikel i Politiken 14. januar 1959.

En tysk oversættelse af Paul Verne´s 1881- rejsebeskrivelse: "Jules Vernes baltische Reise" fra 1987 udgivet af Carl Brattstroem på forlaget Cobra.

Artikel og billede af Saint Michel III fra Illustreret Tidende fra 26. juni 1881 s. 492. Billedet er tegnet af   Fr. Winther. Som det fremgår, har trykkeren (eller Fr. Winther?) fået spejlvendt billedet. Med lidt held kan man se, at billedet bærer tallet 18, der burde være 81).

Det er helt utroligt så mange godbidder, man kan finde i den finske database. Her fra avisen Fredrikshamns Tidning 24. marts 1886: