Fra digtsamlingen "Poésies inedites" har vi medtaget endnu 3 sonetter oversat fra fransk af Anne-Marie Eriksen. Selvom Jules Verne rimer sine linjer efter mønstret  ABBA  CDCD  EFF  EGG, er dette ikke forsøgt i oversættelsen for ikke at ændre på teksten. De tre digte er henvendt til en af mig ukendt ung pige Catinetta  (= "lille Catherine") med grumme advarsler om fremtiden. Eventuelle oplysninger om denne Catherine modtages meget gerne. Digtene er skrevet omkring 1849, omkring 15 år før de berømte romaner..

.

Min lille Catherine, livet er en blomst

Pas på du ikke plukker bladene af den for hurtigt,

Og lad ikke dit sind dykke ned i dette øde,

Som til sidst, når det flygter, efterlader os lykken!

Når du ler, leder glæden dig til fortabelsen,

Frarøver  hver dag dit hjerte et blad;

I bunden af dette bæger (1), hvor beruselsen bor,

Skælver smerten som en tåre, og våger!

Ak! du vil savne din ungdom undervejs;

Mens du slår den ned for dens falskneri, denne vantrevne rose,

Tiden, din fjende, vil ikke give dig den tilbage!

Men den vil kaste den ned i vasen, så den visner…

Og den travle passerende går forbi uden at vende sig om,

Og med en distræt fod støder han den tilbage; og træder den flad!

.

Du er ung og smuk, og dine lattermilde læber

Har alene små, charmerende smil, nys udsprungne;

For dig ringer tiden sine skøre, lykkelige stunder,

Der følger hinanden som bølge følger bølge.

Kærligheden til din lyst gør dette mismod

som dør hen i blid hulken, mere lifligt;

Lykke, latter og lykkelige hændelser,

Min egen lille Catherine, det er din lod!

Når du sørger over en forhastet ungdom,

Og du mærker at dine fingre, mærket af alderdom,

Af gyldne dage og af silke, ak! bringer uorden i tråden!

Når alt gør dig ondt, og andres lykke,

Disse forføreriske glæder som ikke længere er dine,

Alt, selv mindet? – Hvad har du så tilbage?

.

.

Ja, tro mig, veninde, jeg siger dig, pas på!

Fly alle disse adspredelser, thi de er flygtige,

Og, selvom ulykken stadig tøver med at ramme dig,

Kommer den! – Smerte  er tidens livsledsager!

Når hjertet er så grimt at det tilslører sig og sminker sig,

Føler det at ulykken er alle øjeblikkes!

Tårer, sult , og disse bedrøvelige onder,

Som gør, min lille Catherine, at vi knap nok ser dig!

Nu er det nok, veninde, nok! Thi intet er så sørgeligt at se

Som en stakkels grædende og stadig ung pige,

Som fortiden forfølger, og som nutiden fortærer,

Hvis fremtid fortaber sig i en mørk horisont!

At have levet i kærlighed, og dø i bedrøvelse!

Ak! Hvor betaler man dyrt nogle øjeblikkes beruselse!

.