Hermed følger afskrift af denne tekst.
 

   Selv om den nulevende Slægt, vore ærede Medborgere i det 29de Aarhundrede, ikke vil gaa ind derpaa, saa er det dog sandt, at vi lever i en Eventyrverden. Slægten er bleven saa vant til Vidundere, at ethvert nyt Vidunder er og bliver den ligegyldig. Alt forekommer den saa naturlig. Men hvis disse vore Medborgere vilde værdsætte vor Tids udviklede Civilisation efter Fortjeneste og sammenligne det nuværende med det forbigangne, for paa den Maade bedre at forstaa de opnaaede Fremskridt – hvor langt skjønnere vilde vor By da ikke forekomme dem, med dens langt over 10,000,000 Indbyggere, med Gader af 300 Fods Bredde, med Huse af 1000 Fods Højde, med en Temperatur, som er ens paa alle Aarstider, og med Samfærdselsmidler oppe i Luften, som gjennemkrydser Himlen i alle Retninger.
  Naar man blot rigtig kunde sætte sig ind i de tidligere Tilstande, da f. eks. rumlende Vogne, trukne af Heste – af Heste! – var det eneste Befordringsmiddel i de snevre, snavsede Gader! Tænk blot paa de gamle Jernbaner; De vil da bedre lære at skatte vore pneumatiske Rør, gjennem hvilke vi nu rejse med en hastighed af 1000 Mil i Timen. Mon ikke vore samtidige vilde tillægge Telefonen og Fonografen endnu større Betydning, naar de havde en Indretning som Telegrafen i frisk Minde?
  Det sidste af vor Tids mange Vidundere er den uhyre, nylig indviede Bygning i den 253de Avenue, et sandt Palads, som er helliget Redaktionen af Bladet ”Alverden”. Hvad mon den ærværdige John Washington Smith, Stifteren af Bladet ”Reforma”, vilde sige, hvis han kunde staa op af sin Grav og se denne prægtige, af Marmor byggede og med Guld  prydede Bygning, i hvilken hans fjerne Efterkommer, Fritz Napoleon Smith, residerer, han, som endnu, uagtet 30 Menneskealdre er forløbne, redigerer det af hans Stamfader stiftede Blad?
  John Washington Smiths Blad var ofte kommet ud af Familiens Besiddelse, men vendte lige saa ofte tilbage til den igen. Da de forenede Staters politiske Centrum for 200 Aar siden var flyttet fra Washington til Centropolis, fulgte Bladet med og antog Navnet ”Alverden”. Uheldigvis havde det ikke Kraft nok til at bevare den ophøjede Stilling, som dets Navn forudsatte, og da det paa alle Kanter blev fortrængt af andre, mere tidssvarende Blade, svævede det bestandig i Fare for at bukke under. For 20 Aar siden indeholdt dets Abonnentliste kun nogle hundredetusinde Navne; men da kjøbte Frits Smith Bladet for en Bagatel og gjorde begyndelsen til den telefoniske Journalistik.
  Alle kjender Frits Napoleon Smiths berømte System, det System, som kun er blevet muligt ved Telefonens storartede Udvikling i det sidste Aarhundrede. ”Alverden” bliver jo ikke trykt, men bliver hver Morgen mundtlig tilstillet Abonnenterne, som saa erfarer de daglige Nyheder ved interessante Samtaler med Reporterne, Statsmændene og de Lærde. Hver Abonnent har en Fonograf og lader blot dette Apparat optage Nyhederne, naar man ikke i Øjeblikket er oplagt til at høre efter. Hvad kjøberne af  Enkeltnumre angaar, saa kan disse for en ubetydelig Pris erfare alt, hvad Bladet den Dag indeholder, gjennem de utallige, overalt anbragte Fonografer. Denne Frits Smiths Opfindelse har fuldstændig omskabt det gamle Blad. I løbet af nogle faa Aar naaede Abonnentantallet 85,000,000. Smiths Indtægter steg i Forhold dertil og har nu naaet det næsten utrolige Tal af 10,000,000,000 Dollars aarlig.
  Hans storartede Opfindelse gjorde ham det muligt at bygge det nye, uhyre store Palads med en Facade af 3250 Fods Længde, over hvilket nu de forenede Staters Stjernebanner stolt udfolder sig.
  Smith kan ogsaa takke denne lykkelige Opfindelse for, at han er bleven Journalistverdenens Konge, - ja, han vilde endog kunne komme til at regjere over alle Amerikanerne, hvis blot disse vilde have haft en Konge. De tror det maaske ikke? Se da blot, hvorledes Gesandter fra alle Nationer, ja endog vore egne Ministre, samler sig udenfor hans Dør, for at udbede sig et Raad eller en Understøttelse af hans almægtige Organ. Se blot hvor mange Lærde og Kunstnere, han underholder, og hvor mange Opfindere, der staar i hans Tjeneste – jo, han er sandelig en Konge. Og man maa tilstaa, at hans Kongekrone er meget tung. Han arbejder uophørlig, og denne Anstrengelse vilde utvivlsomt ødelægge ethvert Menneske fra enhver anden Tidsalder. Men heldigvis er Menneskeslægten nu stærkere end i gamle Dage, takket være de store Fremskridt i Lægevidenskaben, som ved Udryddelse af de tidligere Sygdomsaarsager har forøget Menneskets Gjennemsnitsalder fra 33 til 52 Aar.
  Opfindelsen af Næringsluften er vel endnu et Spørgsmaal, som det tilhører Fremtiden at løse, men i vore Dage indtager Menneskene jo kun saadanne Næringsmidler, som er sammensatte og tilberedte paa Grundlag af videnskabelige Principer, medens den Atmosfære, som man indaander, fuldstændig er befriet for Bakterier og andre mikroskopiske Organismer. Følgelig lever vi betydelig længere end vore Forfædre og kjender ikke noget til Menneskeslægtens utallige Lidelser i gamle Dage.
  Ikke desto mindre maa det Liv, som Smith fører, sætte enhver i Forbavselse. Hans Jernnatur bliver anstrengt til det yderste. Det vilde være umuligt for os nøjagtigt at angive, hvor meget han hver Dag bestiller; kun et Exempel fra hans daglige Liv kan give et Begreb derom. Derfor vil vi nu følge ham i løbet af en Dag under hans mange forskjelligartede Beskjæftigelser. – Men hvornaar? Det er lige meget, den ene Dag ligner ganske den anden. Lad os paa Lykke og Fromme vælge den 25de September i Aaret 2889.

• *
*
 

Mr. Smith vaagnede idag i daarligt humør. Hans Kone er nemlig for 8 Dage siden rejst til Frankrig, og han savner hende. Hvor utroligt det end lyder, er det første Gang i de to Aar, han har været gift, at Mrs. Edith Smith, en fejret Skjønhed, har været hjemmefra saa længe. Sædvanligvis har 2 eller 3 Dage været tilstrækkelig til hendes smaa, aarlige Udflugter til Europa. – Først og fremmest skynder Mr. Smith sig hen til Fonotelefot, hvis Traade staar i Forbindelse med hans Hotel i Paris. Telefot! Det er ogsaa en af Videnskabens største Triumfer i vore Dage! Den elektriske Oversendelse af Ord er en gammel Historie, men Oversendelsen af Billeder ved hjælp af følsomme Spejle, som staar i Forbindelse med Ledningen, det er noget, som vor Tid har Æren af, det er i Sandhed en kostelig Opfindelse. Derfor føler ogsaa Mr. Smith i denne Morgenstund en inderlig Taknemmelighed til Opfinderen af denne Nyhed, eftersom han ved hjælp af Fonotelefoten aldeles tydelig kan se sin Kone, uagtet den store Afstand, der skiller dem ad. Da Mrs. Smith er træt paa Grund af et Bal Aftenen iforvejen, er hun endnu ikke vaagnet, uagtet det i Paris er næsten Middag. Hun sover med Hovedet omgivet af et Hav af Kniplinger. Hvad er det! Rørte hun sig ikke? Bevægede hun ikke sine Læber? Nej, hun drømmer og hvisker sagte hans Navn. Dette skjønne Billede beroliger atter Mr. Smiths Tanker, han følger Pligtens Bud, springer let om Hjertet op af Sengen og gaar ind i sit mekaniske Paaklædningsværelse. To Minutter efter er han ved hjælp af et Maskineri fuldstændig paaklædt og befinder sig i sit Redaktionskontor. Her er allerede alt i fuld Virksomhed. – Dernæst begiver Mr. Smith sig ind i Romanbureauet, en stor Sal, som istedetfor Loft har en prægtig, høj Kuppel. I det ene Hjørne ser man en Telefon, gjennem hvilken hundrede Literater, Medarbejdere ved ”Alverden”, i Rækkefølge fortæller Publikum hundrede Romaner, som daglig fortsættes. Mr. Smith vendte sig til en af disse Forfattere, som ventede paa, at Turen skulde komme til ham, og sagde: ”Deres sidste Fortælling, min Ven, er fortræffelig, udmærket. Den Scene, i hvilken en Bondepige diskuterer interessante, filosofiske Spørgsmaal med sin Kjæreste, viser Deres fine og beundringsværdige Iagttagelsesevne; aldrig forhen er Landboernes Tankegang blevet saa udmærket skildret. Bliv ved, kjære Ven! Vi skylder Deres Dygtighed en tilvæxt siden igaar af 5000 Abonnenter.”
  Mr. Smith fortsætter sin Runde og kommer nu ind i Reporternes Sal. Her sidder 1500 Reportere foran et lige saa stort Antal Telefoner og meddeler Abonnenterne alle de Nyheder, som i løbet af Natten er indtrufne i samtlige Verdensdele. Indretningen af denne uforlignelige Afdeling er allerede mange Gange blevet beskreven.
  
(Sluttes.)

   Men vi vil dog gjentage det interessanteste. Foruden Telefonen har hver en Række Kommutatorer foran sig, som sætter ham istand til at sætte sig i forbindelse med en hvilkensomhelst Telefonlinje. Det er indrettet saaledes, at Abonnenterne ikke blot hører Nyhederne, men ogaa ser selve Tildragelserne for sig. Medens Begivenhederne bliver skildrede, ledsages Fortællingen nemlig samtidig af Illustrationer, der fremstiller Begivenhedernes Hovedkonturer. Her forekommer aldrig nogen Fejl; Reporternes Beretning saavelsom de forskjellige Fortællinger og andre Artikler i Bladet bliver nemlig automatisk gjengivne ved en meget sindrig Mekanisme og kommer derfor altid i den rigtige Rækkefølge til Abonnenterne. Disse staar det naturligvis frit for kun at høre det, som de synes om; de kan skjænke den ene Literat deres opmærksomhed, medens de fuldstændig ignorerer den anden.
  Snart efter begav Mr. Smith sig hen til en af de ti Reportere, som tilhører den astronomiske Afdeling, hvilken forresten endnu kun er i sin vorden; men det er den utvivlsomt forbeholdt engang i Tiden at spille en vigtig rolle i Journalistikens Verden.
  ”Naa, min Ven, er der noget nyt?”
  ”I dette Øjeblik ere Fototelegrammer indtrufne fra Merkur, Venus og Mars.”
  ”Er Beretningen fra Mars interessant?”
  ”Ja, i Centralkejserdømmet er der udbrudt Revolution.”
  ”Hvilke Efterretninger er der fra Jupiter?” spurgte Mr. Smith.
  ”Foreløbig ingen; vi forstaar ikke rigtig deres Signaler. Det er ogsaa muligt, at vore Signaler ikke naar derop.”
  ”Det var slemt,” sagde Mr. Smith, idet han hurtigt og i daarligt humør gik ind i de lærde Astronomers Sal. Her sad 30 Mænd, bøjede over elektriske Regnemaskiner og fordybede i storartede Beregninger. Mr. Smiths Komme vakte en saadan Bestyrtelse blandt de Lærde, som om en Bombe var slaaet ned iblandt dem.
  ”Mine herrer, hvad hører jeg? Intet Svar fra Jupiter! Hvor længe skal det dog vare? Hør, Kuli, De har nu arbejdet paa denne Opgave i tyve Aar, og endnu....”
  ”Ja, det er sandt,” svarede Kuli, ”men den optiske Videnskab er endnu ikke fuldendt, og naar blot vort Teleskop fik en Længde af endnu 1 ¾ Mil...”
  ”Hører De, Pier, hvad Kuli der staar og siger,” afbrød Mr. Smith ham, idet han vendte sig til en anden af de Lærde. ”Den optiske Videnskab skulde endnu ikke være fuldendt, og den er dog vor Specialitet! Men Kuli,” vedblev han, ”selv om vi nu antager, at det endnu ikke rigtig gaar med Jupiter, saa kan vi dog idetmindste faa noget at høre fra Maanen?”
  ”Med den gaar det ikke stort bedre.”
  ”Denne Gang vil De da ikke kunne skyde Skylden paa Optiken. Maanen er os jo uendellig nærmere end Mars, og med denne har vi regelmæssig Forbindelse. Jeg haaber, at De ikke vil klage over, at der er Mangel paa Teleskoper.”
  ”Teleskoper? Nej! Men hele Vanskeligheden beroer her paa – Maanens Beboere.”
  ”Ja, det er fuldkommen rigtig,” bekræftede Pier.
  ”Saa skulde Maanen altsaa slet ikke være beboet?” spurgte Mr. Smith.
  ”Idetmindste ikke paa den Side, som vender imod os. Hvad den anden Side angaar, ved vi intet.”
  ”Den anden Side! De tror altsaa –” vedblev Redaktøren grublende, ”hvad mener De om, hvis det var muligt...”
  ”Muligt? Hvilket?”
  ”Naturligvis at dreje den anden Side af Maanen om til os.”
  ”Ja, det var prægtigt!” raabte samtidig begge de Lærde. De sagde dette med saa stor en Tillidsfuldhed, at det syntes, som om de ikke nærede den ringeste Tvivl om det heldige Udfald af et saadant Foretagende.
  ”Men,” sagde Mr. Smith efter en lang Pavse, ”for at komme til noget andet: er der da ingen andre interessante Efterretninger?”
  ”Jo,” svarede Kuli. ”Alle Forhold vedrørende Olymp er fuldstændig udregnede. Denne store Planet bevæger sig udenfor Neptun i en Afstand af 11,400,799,642 Mil fra Solen; den bruger 1311 Aar, 295 Dage, 12 Timer, 43 Minutter og 59 Sekunder om at dreje sig om sin Axe.”
  ”Hvorfor har De ikke sagt mig det før?” raabte Redaktøren. ”Meddel det strax til Reporterne. De ved jo, hvor levende disse astronomiske Spørgsmaal interesserer Publikum. Denne Nyhed maa allerede staa i Udgaven for idag!”

 * *

  Derpaa tog Mr. Smith Afsked med de Lærde og begav sig ind i den næste Sal – et uhyre Galleri paa 3200 Fods Længde, der var indrettet til Fremstillingen af atmosfæriske Avertissementer. Enhver af os har jo mange Gange set disse Avertissemneter, som afspejler sig i Skyerne og har en saadan Størrelse, at de kan læses af hele Byens, ja af hele Landets Befolkning. Ogsaa dette er en ny Opfindelse af Mr. Smith, og i  ”Alverdens” store Bygning er mange tusind Reflektorer bestandig beskjæftigede med at frembringe saadanne kæmpemæssige Avertissementer i Skyerne. Idag, da Mr. Smith betraadte denne Afdeling for de himmelske Bekjendtgørelser, overraskede han sine Medarbejdere, som sad foran de ubevægelige Reflektorer med Hænderne i Skjødet, og han spurgte derfor strax om Aarsagen til deres Uvirksomhed. Istedetfor at svare, pegede de Adspurgte blot paa den klare, blaa Himmel.
  ”Rigtig!” brummede Redaktøren, ”Himlen er jo ganske klar, det er til at blive fortvivlet over! Hvad skal vi nu gjøre? Fremkalde Regn var ikke saa vanskeligt, naar man blot havde brug for den; men vi har kun brug for Skyer og ikke for Regn. De kan gaa hen,” vedblev han, idet han vendte sig til Overingeniøren, ”og sætte Dem i forbindelse med Mr. Samuel Mark i det videnskabelige Departements meteorologiske Afdeling. Sig til ham, at han alvorlig maa beskjæftige sig med Spørgsmaalet om frembringelsen af kunstige Skyer. Vi vil da ikke bestandig være afhængig af Skyernes Forgodtbefindende!”
  Mr. Smiths daglige Runde gjennem Redaktionens forskjellige Afdelinger er nu endt. Han begiver sig altsaa fra Avertissementssalen ind i sit Modtagelsesværelse, hvor afsendinge fra fremmede Regjeringer venter for at bede den almægtige Redaktør om Raad og Bistand. Ved hans Indtræden var der en livlig Disput inde i salen.
  ”Deres Excellence maa undskylde mig,” sagde den franske Statsmand til den russiske, ”men jeg ser aldeles intet paa Europas Kort, som nødvendiggjør en Forandring. De er af den Anskuelse, at de tre nordiske Riger hinsides Østersøen saavelsom hele det gamle, russiske Rige tillige med Bøhmen og Balkanstaterne og fremdeles imod øst hele Asien indtil den kinesiske Mur maa og skal tilhøre Slawerne? Ganske rigtig! Men saa skal ogsaa vor Grændse vedblive at være den gamle. Derfor skal den amerikanske Regjering modsætte sig enhver Bevægelse, ikke blot imod Paris, vor Hovedstad, og mod vore to Provinshovedstæder, Berlin og Madrid, men ogsaa mod Jerusalem i Kongeriget Palæstina.”
  ”Rigtig!” udbrød Mr. Smith ”hvorfor kan I Russere dog aldrig blive tilfredse med Eders uhyre Rige? Hvortil de evindelige Trusler om Krig? Mon overhovedet en Krig er mulig i Betragtning af de nyeste Opfindelser, saasom Granater fyldte med Kvælningsgas, som kan gjennemfare Luften i en Længde af 60 Mil, eller elektriske Gnister, som i et Nu kan ødelægge mange Batailloner, for ikke at tale om Koleraen eller den gule Feber, som de krigsførende Magter kan fremkalde hos hverandre indbyrdes og saaledes paa faa Dage tilintetgjøre de største Armeer.”
  ”Ja,” svarede Russeren, ”men vi maa slet ikke faa Lov til at iværksætte vore Planer! Da vi paa den østlige Grændse bliver holdte i Skak af  kineserne, er vi under alle Omstændigheder nødte til at rette vor Opmærksomhed mod Vest.”
  ”Er det det hele?” sagde Mr. Smith. ”Saa skal jeg nok faa Sagerne i orden. Jeg vil tale derom med Statssekretæren.”
  ”Sandelig, i saa Tilfælde...” – og den russiske Statsmand var fuldstændig tilfredsstillet.
  ”Ah, Sir John, hvormed kan jeg være Dem til Tjeneste?” spurgte Mr. Smith, idet han vendte sig til Storbrittaniens Repræsentant, som hidtil stiltiende havde staaet i en Vinduesfordybning.
  ”Med særdeles meget,” lød Svaret. ”Hvis ”Alverden” blot vilde bryde en Lanse for os...”
  ”I hvilken Retning?”
  ”For at faa den Traktat ophævet, som indlemmede de britiske Øer i de forenede Stater.”
  ”Et fjendtligt Skridt imod det Forbund, som blev sluttet for 150 Aar siden!” udbrød Mr. Smith. ”Hvorledes kan Deres Landsmænd bilde sig ind, at jeg skulde være istand til at gjøre noget saa upatriotisk?”
  ”Det engelske Folk er af den Mening,” svarede Sir John, ”at I Amerikanere dog endelig engang maa kunne give Eder tilfreds. Hele Amerika tilhører de forenede Stater, hvad vil De saa mere? – Forøvrigt er vi beredte til at betale Deres Regjering en hvilken som helst Sum.”
  ”Virkelig!?” sagde Mr. Smith uden at fortrække en Mine; ”I Englændere er dog bestandig de samme! Nej, Sir John, De maa ikke gjøre Regning paa min Hjælp. – Frivillig at skille os af med vor bedste Provins, Storbritanien! Saa kunde man lige saa godt bede Franskmændene om at sælge Afrika, denne storartede Koloni, hvis Erobring har kostet baade Blod og Taarer i 800 Aar! Jo, det vilde rigtignok være rart!”
  ”De nægter os altsaa Deres Hjælp? Da er alt Haab ude!” sagde den britiske Afsending forsagt. ”Det britiske Rige forbliver altsaa i Amerikanernes Besiddelse, Indien...”
  ”Tilhører Russerne,” fortsatte Mr. Smith.
  ”Og Australien ...”
  ”Har en uafhængig Regjering.”
  ”Og vi faar intet?” spurgte Mr. John bedrøvet.
  ”Aldeles intet!” svarede Mr. Smith leende; ”dog maaske – hvad mener De om Gibraltar?” –
  Hermed var Audiensen endt. –

 **

  Det elektriske Uhr slog 13, Tiden til at spise Frokost. Redaktøren begav sig altsaa ind i sin private Lejlighed. Der, hvor om Morgenen Sengen havde staaet, aabnede der sig nu en Lem i Gulvet, og et fuldstændig opdækket Bord kom tilsyne. Den altid praktiske Mr. Smith fører den tarveligste Levevis, som tænkes kan. Istedetfor den lange Række Værelser, som i gamle Dage ansaaes for aldeles nødvendig har han kun dette ene Værelse, som imidlertid er forsynet med en Mængde sindrige Mekanismer. Her sover han og spiser han – med ét Ord, her er hele hans Lejlighed.
  Mr. Smith satte sig tilbords. I Telefonspejlet ser man det samme Værelse i Paris, som om Morgenen havde vist sig for ham. Ogsaa dér staar et dækket Bord; thi trods det paa Grund af Afstanden forskjellige Klokkeslet, har Mr. Smith og hans Kone aftalt at ville spise paa samme Tid. Hvor morsomt maa det ikke være at spise Frokost sammen med en, der i Virkeligheden befinder sig i en Afstand af omtrent 3000 Mil! – I dette Øjeblik var imidlertid Mrs. Smiths Værelse tomt.
  ”Hun kommer for sent! Det er Damernes bekjendte Punktlighed! Overalt er der Fremskridt, kun her er evig Stilstand,” brummede Mr. Smith.
  Ligesom alle andre rige Folk havde Mr. Smith afskaffet Køkkenet og var Abonnent hos det store Proviantkompagni, som gjennem et meget udbredt Næt af store og smaa Rør leverer et stort Udvalg af de fineste Retter til Abonnenterne. Det er ganske vist kostbart, men Maden er fortræffelig. Mr. Smith modtog altsaa sin Frokost og spiste den i Ensomhed.
  Neppe var han færdig med Desserten, før hans Kone viste sig i Telefonspejlet.
  ”Hvor har du dog været saa længe?” spurgte Mr. Smith sin Kone gjennem Telefonen.
  ”Hvorledes, Du er allerede ved Desserten? Saa er jeg altsaa blevet forsinket,” raabte hun med fortryllende Naivitet. ”Jeg har været hos Modehandlerinden. Hvilke prægtige Hatte man dog bruger i denne Sæson! – Jeg har helt glemt Frokosten derover.”
  ”Ja, det har Du,” knurrede Mr. Smith, ”og nu er jeg allerede færdig med min. Du maa undskylde, at jeg forlader Dig, men jeg er nødt til at gaa til mine Forretninger.”
  ”Jeg beder, jeg beder, ingen Omstændigheder for min skyld! – Paa Gjensyn iaften!” – 
  Mr. Smith steg nu ind i en Luftvogn, som holdt og ventede udenfor Vinduet.
  ”Hvorhen ønsker de at kjøre, Sir?” spurgte Vognens Styrer.
  ”Jeg har tre Timer til min Raadighed,” sagde Mr. Smith eftertænksom. ”Jack , kjør mig til mine Akkumulatorer ved Niagarafaldet.” Dette havde Mr. Smith forpagtet, efterat Vandfaldets uhyre Kraft i Aartusinder havde været ubenyttet. Efter at have taget sig Jacksons Opfindelse til Indtaægt, forenede Mr. Smith Vandfaldets samlede Kraft og bortforpagtede eller solgte den i mindre Partier. – Besøget ved Niagarafaldet trak længere ud, end han havde ventet, og Klokken slog 18, da han vendte tilbage. Dette er det Klokkeslet, paa hvilket han daglig plejer at holde Audiens.
  Det er let at forstaa, at en Mand i Mr. Smiths Stilling bliver overhængt af en Masse Folk med alle mulige og umulige Projekter. Her er f. Ex. en Opfinder, der beder om den for hans Opfindelse nødvendige Kapital, og dér er en Sværmer, der udvikler sine glimrende Planer, som uden Tvivl vil indbringe ham Millioner. Mr. Smith maa gjøre et Udvalg mellem samtlige Projekter, fordybe sig i det tvivlsomme og gribe det, som muligvis har en Fremtid for sig. Til denne Beskjæftigelse bruger Mr. Smith hver Dag to Timer.
  Idag var der undtagelsesvis kun tolv avdienssøgende tilstede. Ni af disse falbød fuldstændig upraktiske Opfindelser. En vilde f. Ex. kalde et oliemaleri tillive igjen, en Kunst, som allerede forlængst er gaaet i Forglemmelse, takket være Oleografiens store Fremskridt. En anden, en Mediciner, pralede af at have opfundet et Middel mod Snue; disse upraktiske Folk blev man snart færdig med. Af de tre Projekter, som blev gunstig modtagne, tilhørte det ene en ganske ung Mand med et aandfuldt Ansigt.
  ”Sir, jeg er Kemiker,” begyndte han, ”og kommer i den Anledning til Dem.”
  ”Nu?”
  ”Engang var man af den Anskuelse, at der er 62 Elementer,” vedblev den unge Mand, ”men for 100 Aar siden formindskede man Antallet til 10; nu har man, som De maaske véd, kun beholdt 3 udelelige Elementer tilbage.”
  ”Javel, javel!”
  ”Nu vil jeg bevise, Sir, at ogsaa disse 3 Elementer er sammensatte. I løbet af faa Maaneder eller Uger vil det lykkes mig at løse dette Spørgsmaal. Maaske er nogle faa Dage tilstrækkeligt.”
  ”Og saa?”
  ”Saa vil den absolute Sandhed være fastslaaet, Sir. Alt, hvad jeg behøver for at kunne føre mine Forskninger til et godt Resultat, er Penge.”
  ”Godt,” svarede Redaktøren. ”Men hvori bestaar den praktiske Nytte af Deres Opfindelse?”
  ”Den praktiske Nytte? Ih, vi ville da være istand til selv med Lethed at danne samtlige Legemer, saasom Sten, Træ, Metal, Fibrin...”
  ”Ogsaa Kjød og Blod?” afbrød Mr. Smith ham. ”Vil De forsøge at faa mig til at tro, at De vil kunne skabe et helt Menneske fra Hoved til Fod?”
  ”Ja, hvorfor ikke?”
  Mr. Smith gav den unge Kemiker 100,000 Dollars, en ikke ringe Sum, som Forskud, og sikrede sig ham som Medarbejder ved ”Alverdens” Laboratorium.
  Den anden af de tre lykkelige Ansøgere, som støttede sig til Experimenter fra en saa fjern Tidsalder som det 19. Aarhundrede, havde stillet sig den Opgave at flytte hele Byer paa én gang fra et Sted til et andet. Hans egentlige Maal var at føre ByenGranton, der, som enhver ved, ligger 15 Mil fra Kysten, paa store Skinner ned til Strandeno og saaledes forvandle Byen til en Søstad. Nytten heraf vilde naturligvis være kolossal. Mr. Smith blev begejstret for denne Plan og kjøbte strax Halvdelen af Aktierne.
  ”Som De véd,” begyndte Nr. 3, ”er vi ved vore Sol= og Jordakkumulatorer og Tranformatorer istand til at gjøre Temperaturen fuldstændig ens paa alle fire Aarstider. Jeg foreslaar noget endnubedre. Vi forvandler en Del af de overflødige Kræfter, hvorover vi raader, til Varme, leder denne op til Polen, og Polarlandene vi hurtig blive befriede fra den evige Is og blive til frugtbare og beboelige Landstrækninger. Hvad mener De om denne Plan?”
  ”Lad Deres Udkast blive her og kom om otte Dage. Imidlertid skal jeg overveje alt.”
  Hermed var ogsaa denne Avdiens forbi.

   *      *
      *

  Da Mr. Smith var bleven alene og nu følte sig noget anstrengt, lod han sig synke ned i en mekanisk Lænestol, trykkede paa en Knap og satte sig i Forbindelse med Centralkoncertsalen, hvorfra de største Komponister og Musikere udsendte til Abonnenterne et herligt Tonehav, hvilken Mekanisme var bleven muliggjort paa Grundlag af abstrakte, algbraiske Formler.
  Mørket var begyndt at falde paa.
  Mr. Smith, der aldeles gik op i Nydelsen af den prægtige Harmoni, lagde ikke Mærke til, hvorledes det blev mørkere og mørkere.
  Pludselig blev han vækket af sine Drømme ved, at en Dør blev aabnet.
  ”Hvem der!” sagde han og trykkede paa Kommutatoren. I samme Øjeblik blev hele Værelset lyst som ved højlys Dag.
  ”Ah, det er Dem, Hr Doktor!”
  ”Ja, det er mig,” lød Svaret. ”Naa, hvorledes gaar det?”
  ”Ganske godt, Hr. Doktor.”
  ”Det glæder mig. Maa jeg se Deres Tunge? – Godt, og Pulsen? – Regelmæssig, Appetit?”
  ”Middelmaadig.”
  ”Det var det vigtigste; Mavens Velbefindende er Hovedsagen. De er overanstrengt. Skulde der virkelig være noget ivejen med Deres Mave, maa vi tage den ud og gjøre den grundig istand igjen. – Men dertil fordres Tid;  jeg vil tænke over Sagen.”
  ”Hør, kjære Ven,” sagde Mr. Smith, ”De bliver da og spiser til Middag med mig?”
  Ligesom om Morgenen dukkede et dækket Bord op af en Lem i Gulvet. – Efter Maaltidet blev den fonotelefotiske Forbindelse med Paris bragt tilveje. Smith saa´ sin Kone, som sad alene ved Bordet og øjensynlig ikke var i det bedste Humør.
  ”Tilgiv, at jeg lod Dig være alene,” sagde Mr. Smith til sin Kone, ”jeg spiste sammen med Doktor Wilson.”
  ”Ah, med vor fortræffelige Læge,” raabte Mrs. Smith og hendes Ansigt straalede af Glæde.
  ”Men, min kjære, naar kan jeg vente Dig tilbage igjen?”
  ”Nu iaften.”
  ”Det var jo herligt! – Gjennem Røret eller med  Lufttoget?”
  ”Natiurligvis gjennem Røret.”
  ”Hvad Tid kan jeg vente Dig?”
  ”Sandsynligvis om en Times Tid, Kl. 23.”
  ”Efter Centropolis´s Tid?”
  ”Ja.”
  ”Adieu!” sagde Mr. Smith og sluttede Forbindelsen.
  Efter Middagen brød Doktoren op.
  ”Jeg havde Lyst til at hvile mig en halv Times Tid, Hr. Doktor, thi jeg er noget træt. Hvad mener De om et Bad?”
  ”Det kunde være meget heldigt. Men vogt Dem for Forkjølelse og klæd Dem varmt paa, inden De gaar over til Badekammeret.”
  ”Til Badekammeret? De véd jo godt, at alt her bliver besørget af Maskiner. Jeg behøver ikke at gaa til Badet, jeg lader Badet komme til mig. Se her!”
  Mr. Smith trykkede igjen paa en Knap, og i nogle Sekunder hørte man en sagte Larm; den blev stærkere og stærkere, da gik Døren op og det fyldte Badekar med alt Tilbehør kom tilsyne.  -  -
  Dette er en nøjagtig Beretning om Begivenhederne paa en Dag af Redaktøren af ”Alverden”s Liv i Aaret 2889 efter Christi Fødsel.

                                                -----------------------------------

(Afskrevet juli 2007 – Henrik Wilfred Christensen)