Fra Nautilus’ logbog.

Essay og Nemo-digt-suite af Søren Kristoffersen.

Om Kaptajn Nemo

 Jeg husker, at jeg som dreng var fascineret af ubåde. Ikke mindst var jeg optaget af de tekniske problemer, som vedrører noget af det, der definerer en ubåd: nemlig evnen til at forsvinde og komme til syne igen, en evne der minder ikke så lidt om trylleri, når man endnu ikke er bekendt med tricket bag kunsten. Jeg forsøgte endda at bygge en prototype med en ligesindet ung kammerat, men da vi skulle prøvesejle den i bækken, der løb tæt ved mit hjem, kunne vi kun få den til enten at synke eller flyde - ikke begge dele, som en rigtig ubåd jo skal kunne. Først som teenager faldt jeg over Nautilus og Nemo, og indtrykkene fra dette bekendtskab har aldrig helt fortaget sig.

         Kaptajn Nemo er en karakter, en fiktiv skabning, der virkelig kommer til live, når man læser om ham. Han besidder den særlige og sjældne egenskab, visse opdigtede personer er velsignede med, at kunne sprænge de rammer, fiktionen sætter for ham. Der er meget, vi må gætte os til, når det kommer til Nemo. Hans navn er latin og betyder faktisk ”ingen”, og han er da også noget af et mysterium for den lærde professor Aronnax såvel som for den ivrige læser af En verdensomsejling under havet (1869). Han er uudgrundelig som det hav, der lægger sig om jorden og som den dag i dag stadig har hemmeligheder for os. Dette mysterium har gjort sit til, at den forunderlige kaptajn lever videre i fantasien, i andres bevidsthed og endda optræder i bøger, som ikke er skrevet af Verne. Her tænker jeg vel især på Alan Moores kulttegneserie The League of Extraordinary Gentlemen, som spinder videre på Nemos personlige historie og forlener karakteren med et mere eksotisk, udpræget indisk ’look’. Og Nemo er da også en forunderlig skikkelse i denne drægtige periode, Victoriatiden, der er så overrumplende rig på farverige fiktioner. Selv vil jeg sammenligne ham med den gale kaptajn Ahab fra Herman Melvilles mirakelbog Moby Dick (1851). Ahab bliver drevet ud i fanatisme af sit had til den store hvide hval, der kostede ham benet, og i tørsten efter hævn går han til grunde ligesom Nemo i en sorgtung malstrøm af afmægtig vrede. Og ligesom Ahab gemmer Nemo sine skygger i kahytten, først mod slutningen af bogen bliver det åbenbart for alle, at han kæmper for ikke at blive opslugt af sit mørke.

         Nemo er ikke bare kaptajn ombord på Nautilus, han er tillige kommandør i bogen om sit værk. Det er muligt, det er professor Aronnax, som beretter historien, men det er Nemo, der med hele sit flygtige væsen sætter kursen for det eventyr, vi som læsere inviteres med på. Der er noget udpræget poetisk ved hans modsigelsesfyldte væsen – på den ene side renæssancemennesket på den anden mørk middelalder, han inkorporerer i sin person denne gamle forestilling om fremskridtet og videnskaben som et tveægget sværd, der både kan berige og destruere humaniteten. (Det er værd at minde om i denne forbindelse, at verdens første atomdrevne ubåd var amerikansk og faktisk hed ’Nautilus’, den blev søsat i 1954 som endnu en brik i det apokalyptiske skakspil, Den kolde krig konstituerede.) Kaptajn Nemo er som havet, enten flod eller ebbe, enten holder han lange, bevægede taler eller også er han mut, klappet i som en østers. Han isolerer sig som sagt i ugevis i sit lukaf, kun for at reappere majestætisk, som om intet var hændt. Til sidst bliver han endda i professorens optik, som på dette tidspunkt er forvrænget af stress, til en personificering af havet selv, en regulær Kong Neptun, idet han for den pressede Aronnax antager overmenneskelige proportioner.  

Jeg har skrevet en suite af digte, inspireret af Kaptajn Nemo. I første omgang ud fra det forhold, at Nemo, om end han er en fiktiv person, på en måde kan siges at være den ”originale” terrorist og som sådan skaber interessante paralleller til nutidens verden. I Vernes Den hemmelighedsfulde ø (1874-75) afsløres det, at han ikke blot er videnskabsmand men også en indisk prins, hvis hele familie er blevet myrdet af briterne. Det er derfor, han for evigt har sagt overfladen farvel og nu holder sig til dybderne, til de menneskefjendske regioner, der kan spejle hans egen afsmag for den korrumperende civilisation. Han har gjort det til sin mission at bekæmpe uretfærdigheder og særligt dem, imperier og imperialister står bag. Han er et offer, som overtager bøddelens rolle, ja, men aldrig på nogen ensidig måde, for i sidste ende finde han ikke den forløsning i hævnen, han søger. I dag er det derimod de amerikanske imperialister, mange af den nyere tids terrorister kæmper imod, og man kan ikke være blind for det altoverskyggende faktum, at mange af dem kæmper af de samme grunde som Nemo. Heldigvis for os, der bor i Vesten, kan man sige, er der ingen terrorister uden for fiktionens virkelighed, der besidder en genialitet, som kan måle sig med Nemos.

         Men er han så terrorist eller er han snarere oprører? Det afhænger som altid af øjnene, der ser, om man vælger den mere positive betegnelse ’oprører’ eller det negativt ladede begreb ’terrorist’. Det er netop denne nagende tvivl, der gør Nemo så besættende, og gør, at jeg personligt ikke kan lade være med at sympatisere med manden. Hans metoder er tvivlsomme, ingen tvivl om det, men han har en god sag i sin kamp mod tyranner. At han også selv er en tyran, er svært at negligere, men netop deraf opstår persontegningens interessante spændinger. Bliver man inden for bogens univers, kan man i hvert fald konkludere, at Nemo udelukkende har militære drab på samvittigheden – om hans intention i bogens begyndelse så er at sænke Cunard-linjens passagerskib eller kun at beskadige det, er umuligt at vide med absolut sikkerhed. Det, at han smadrer et krigsskib - et krigsskib som ovenikøbet angriber ham - synes i mine øjne at mildne hans forbrydelse noget. Det uhyrlige ved Nemo ligger et helt andet sted: det er derimod det, at han er stort set uovervindelig i kraft af sin genialitet og ingeniørmæssige snilde – uovervindelig vel at mærke for alle andre end sig selv. Han er nået så højt op i fødekæden med sin mirakuløse maskine, at han kun har sig selv at frygte, han er sin egen værste fjende. Det er det, der er det egentlig tragiske ved Vernes antihelt. Han er menneske og videnskabsmand, stifinder i mørket, men han har også forsynet sig selv med de gamle guders kraft til at destruere.  

         I suitens første digt, det eneste med en titel, er det netop parallellerne til nutiden, som jeg har ladet mig inspirere af. Vi har også i Danmark været vidner til ubehagelige episoder som den, der udspillede sig på Krudttønden sidste år, hvor en ung muslimsk mand gik amok med et automatgevær og forsøgte at komme en gruppe af islam-kritikere til livs. Jeg forsøger ikke i mit digt at forsvare en person som Omar Abdel Hamid El-Hussein, det vil jeg gerne slå fast, men jeg prøver måske nok at få en bedre forståelse af, hvorfor den unge mand i det hele taget handlede, som han gjorde. Det er mit indtryk, at vi i Vesten har al mulig grund til at bebrejde os selv den førte politik i Mellemøsten gennem snart to årtier, og at vi, hvis vi vil gøre noget som helst effektivt ved denne hjemmedyrkede terrorisme, er nødt til fuldt ud at acceptere dette forhold. Alt for ofte handler sager om radikaliserede unge mænd i virkeligheden mere om udstødelse end religion, fordi samfundet er med til at opretholde og forstærke deres selvskabte roller som outsidere og bad boys. Når unge mennesker mister deres medmenneskers velvilje, mister de i sidste ende også deres medmenneskelighed.  Og det forjættende ved Nemo er jo netop hans medmenneskelighed, det faktum at han er i oprør over, hvorvidt hans handlinger er berettigede eller ej. Og som sagt har han, så vidt vi ved, ”kun” militære drab på sin plagede samvittighed.    

         Sidste del af min Nemo-suite består af en række digte, som er inspirerede af kaptajnen på en lidt anden måde. Jeg tager her mit udgangspunkt i det mindre eksplicitte forhold, at Nemo, ud over at være opfinder og oprører, også er noget af et kældermenneske og derfor leder tankerne hen på fortælleren i Dostojevskijs bog fra 1864. Lig ham kontemplerer Nemo, med et udpræget misantropisk sind, eksistensen fra sin nedsænkede position under verdenshavenes tryk. En filosof i dybet, både direkte og i overført forstand, som udfolder sin pessimisme midt i ekkokammerets stilstand.

         Min intention med suiten, sådan som den fremstår i sin helhed, var fra starten af at give mig selv muligheden for at digte i en mere patetisk tone, end hvad jeg normalt tillader. Derfor var det nødvendigt at gå tilbage i litteraturhistoriens spor og finde en passende ventil for disse rørstrømske indfald, som optog mig under mit arbejde med suiten. Det var dog aldrig mit ønske at skabe et værk, der ville fremstå upersonligt eller som regulær pastiche, den slags ligger mig uendelig fjernt. Derimod var projektet fra start til slut at fremmane et ’jeg’, en fortællerstemme til digtene, som helt i Nemos ånd hverken er bedaget eller avantgarde, hverken gammeldags eller moderne. Jeg tilslutter mig her et ’synkront’ litteratursyn, hvilket strengt taget betyder, at man kan hente de samme eksistentielle erfaringer i et værk fra Victoriatiden som i et fra 2016.- Kort sagt: et ønske om at bevæge sig i de mere tidsløse sfærer. Det sjove er så, at dette ’synkrone’ kunstsyn på ingen måde ligger Kaptajn Nemo fjernt. I starten af bogen En verdensomsejling under havet, i forbindelse med Aronnax’ dybdegående inspektion af Nemos formidable samling af kunstskatte i loungen, som også omfatter de største komponisters partiturer, udtaler kaptajnen disse foruroligende ord: ”Disse komponister er samtidige med Orpheus, for i de dødes annaler ophører alle kronologiske forskelle; og jeg er død, professor, ligeså død som dem, der sover under jorden.”

          Nemo betragter måske nok sig selv som død, men er man fan af manden såvel som af Verne, er han den dag i dag mere levende end nogensinde. Han er i al fald livfuld nok til at spy mig i øret, selvom han forbliver en fiktiv karakter.      

Elegi for Kaptajn Nemo

Der er en mystisk kraft
i livet,
som trækker ham ned.
Det er en navnløs angst,
et ansigt uden synlige
kendetegn,
hænder, der ivrigt rækker ud
efter hans sider,
kvæler de bedste, men
lader de værste bestå.
Der er ingen, der kender
hans kamp,
eller også kender alle den.
Der er ingen, der forstår
hans smerte,
fordi ALLE føler den.
Et opblødt partitur,
skingre toners skøre pulp.
Han er en ensom ulv,
en lone nut assasin,
han er frihedskæmper
og terrorist
i hjertet af freden, hvor
overfladens skarpe blink
skærer folk i øjnene,
og ingen ser de druknede
gå på bunden.  

 
 ***

 Hernede i ekkokammerets stilhed
er modstand nyttesløst.
Tankerne vender tilbage, når jeg
taler med mig selv,
sætninger er spiraler, siger det samme
på nye måder,

bevidsthedens boomerang,

højaktiveret.

 
***

 
Når hjertet bliver tungt som kaskelothvalens pande
og stille synker ned mod mismodets bund..
Når uhørte skabninger fra dybhavets lommer
hæger sig fast til din tanke og suger dig tør..
Hvad kan du gøre så andet end at himle?

Under vandet er der mørkt, kun det uopfyldte lyser.
Planktonskyer driver gennem afblændede rum.
Mens livet går sin gang deroppe, overfladen brænder,
finder jeg de mest forunderlige tegn på liv hernede.
Mit mellemnavn er Tom, søgende eksistens.

Forlæser mig på søkort med våde, hovne øjne.
Mit hjertets navn er Nautilus, styrmanden er kvinde.

 
***

 
En verdensomsejling i en tåre.

 
***

 Jeg drømmer om et samfund,
et rummeligt vaskeri,
hvor enhver, der er våd,
har sit på det tørre.

 
***

 
Man kan drukne i en dråbe, hvis man ikke passer på.
Man kan tænde sin pibe med 10.000 amperer.
Først ser du lyset, så tæller du sekunder.
Når hun smækker med døren, hører du et brag.

 
***

 Den lokale opvarmning:

Du ser på mig fra den anden side af rummets krumning,
mens poler langsomt smelter i glasset i din hånd.

Jeg kunne fortælle dig om isbjørnen, den har ben i sin penis

Vi bliver afbrudt af pingviner, gallafestens midtpunkt.
 

***

 Isbjerget er den sande sømand!
Isbjerget er det sikreste skib!
Det er altid på vej mod sin undergang,
men altid ovenpå.
Det behøver hverken stjerner,
sekstant eller GPS for at finde
sin vej på det vidtåbne hav.
Et spøgelsesskib uden mast, messe
og matroser,
uden maskiner og mytterier,
mus og trøskede mænd.
Isbjerget er underfundigt,
det camouflerer sin monstrøsitet!
Isbjerget er den store eventyrer!
Polarfarer af guds nåde!

 
***

 Hvor er regndråberne fra i fjor?
Hvor er kyssene på din pandebrask?
Er alting forsvundet ind bag sorgens
sorte væv?
Jeg sidder i mit kammer,
det bobler i min strube,
men stilheden er så ødelæggende
for det berusede raseri,
at jeg kun formår at klukke,
et skørt destillationsapparat.
Jeg brænder for min sag.
Selvom sagen ligner aske,
vil jeg se verden brænde for at spejle
mit shit.
Kun min ømhed er udslukt,
mine digte er et krater.
Med trotyl og vilde vover vil jeg
kickstarte det hele,
sparke nye begyndelser frem uden
ravselvorn fordunkling.
Vanmægtig i min ensomhed.
Knejsende i dybet.
Jeg har kun mig selv at takke for
den rå isolation,
smager selv den spidse ende af det
afliv, jeg har skabt:
det sprutter og spytter,
en bentonisk kakofoni –
en Leviathan i svælgene mellem dig
og mig og dem.

Søren Kristoffersen 2015.