| Digte af Jules Verne: LA JEUNE FILLE Sonnet
Cachée
au sein des nuits, des astres, qu'à foison
Dieu sema dans le ciel pour sourire à la terre, Une étoile surtout, au seuil de la maison Luit, et répand sur elle une douce lumière ! C'est une jeune fille, à l'aimable raison. Elle est modeste, plait, mais sans chercher à plaire ; Elle vit en silence, et l'amour de sa mère, Les soins de l'intérieur, font tout son horizon ; Son coeur pour consoler prend une part des peines ; Ses caresses jamais importunes, ni vaines, Arrêtent sürement les larmes dans les yeux ; La paisible gaíté sur son visage brille ; Tous l'aiment à l'envi ; c'est un ange des Cieux Dont le Seigneur a fait l'ange de la familie ! Jules Verne:
Den unge pige.
Til
frøken M. Tronson (1) Sonet Skjult i
natten, i himmellyset, som i overflod Det er en
ung pige, med en elskelig forstand. For at
trøste tager hendes hjerte på sig sin del af smerten; Den
stilfærdige munterhed stråler på hendes ansigt;
1) Tilegnelse tydeligt tilføjet længe efter forfattelsen
af sonetten. Tilegnelsens modtager, Marie (1830-1886), var Jule Vernes kusine,
og søster til Caroline (1826-1902), som man mener var digterens første ulykkelige
kærlighed, og søster til Hilaire, som Verne, da han var flyttet til Paris tog med til Verdensudstillingen i 1857. Hun havde
efter sigende trøstet ham i hans skuffelse over at Caroline to år før havde
giftet sig med Emile Dezaunay.
2) Variant: ”Blandt de rene stjerner som Gud sår, Rundhåndet, i himmel som på jord,”
3) Variant: ”Dit medfølende hjerte deler al smerte; Oversat af Anne Marie Eriksen |