La Mort, sonet fra december 1847.

Oversat fra fransk af Anne Marie Halgren Eriksen

Dans ce pauvre village où la vie est amère,
Le triste champ de mort, à l'aspect maladif,
Vient étaler les pleurs du cyprès et de l'if
A l'âme du passant qui pâlit et se serre !

Là, point de ces tombeaux, au chapiteau plaintif,
Où des riches s'endort la gloire mensongère,
Mais de fragiles croix, indice si naïf
De l'endroit où du pauvre a fini la misère !

A la ville où toujours pétille le plaisir,
Où l'abondance obvie au plus simple désir,
La mort n'est pas la fin d'un esclavage !

Mais au triste village, où gît l'accablement,
Oh ! la mort ne saurait venir trop promptement !...
Et pourtant à la ville, on meurt comme au village !

Døden 

I denne fattige landsby hvor livet er bittert,
Den triste dødsmark, med sygeligt udseende,
Stiller til skue gråden / saften fra cypressen og takstræet
For den forbipasserendes sjæl der blegner og trykker sig! 

Dér, stedet for disse gravsteder, med den klagende kapitæl,
Hvor de riges falske ære sover ind,
Men spinkle kors, kendetegn så naivt
Af stedet hvor den  fattige har gjort ende på elendigheden! 

I byen hvor glæden altid funkler,
Hvor rigdom afværger det simpleste begær,
Er døden ikke et slaveris afslutning! 

Men i den triste landsby, hvor nedtryktheden råder,
Oh! Døden ville ikke kunne komme for hurtigt!...
Og alligevel, i byen dør man som i landsbyen!