La Lune, sonet fra december 1847.

Oversat fra fransk af Anne Marie Halgren Eriksen

Bien des gens en ce monde ont une humeur byzarre,
Et dont on cherche en vain la cause et le secret ;
Sans qu’on sache pourquoi, leur esprit douceret
En un instant hargneux, coléreux se déclare ;

L’un défend une chose, et puis il la permet ;
L’autre Anglais le matin, le soir se fait Tartare *.
L’un à l’esprit posé devient brouillon, distrait,
L’autre, grand orateur, est muet à la barre ;

L’un change d’habitude aussitôt déjeuner ;
Et l’autre pour le faire attend après dîner ;
Avare, celui-ci prodigue sa fortune ;

L’un progressiste à fond tourne aux conservateurs ;
D’où viennent les reflux et flux de ces humeurs ?
Comme ceux de la mer, n’est-ce pas de la lune ?

Månen

Mange mennesker i denne verden har et besynderligt humør,
om hvis årsag og hemmelighed vi forgæves søger;
uden at vi ved hvorfor, viser deres sukkersøde væsen
sig på et øjeblik arrigt, vredt; 

én forbyder en ting, og dernæst tillader han den;
en anden er englænder om morgenen, om aftenen optræder han som tatar *⁾.
Én med et roligt væsen bliver urolig, adspredt
en anden, en stor taler, er stum i retten;
 

én skifter holdning straks til frokost;
en anden venter til efter aftensmaden;
gnier, sidstnævnte bortødsler sin formue; 

én totalt fremskridtsvenlig vender sig til de konservative;
hvorfra kommer hans sindsstemningers flod og ebbe?
Ligesom havets, er det mon ikke fra månen?

 
*) vi er tæt på Krimkrigen, så mon ikke modsætningen er mellem en englænder og en tatar, der snart skulle kæmpe om den nu så berømte halvø?

Månesonetten bruger Verne til et muntert indslag i Det sorte Indien. Pigen Nell ser månen for første gang og undrer sig over, at den ikke er fuld, men ligner et barberfad. Det fremkalder protesten: det er en lavsig sammenligning, Jeg skulle lige til at begynde på at skrive en sonet til Månen, men dit barberfad har ødelagt enhver mulighed for inspiration. Sådan kan Verne i romanerne bruge sig selv og sine digte.