|
A la morphine, sonet fra marts 1886. Oversat fra fransk af Anne Marie Halgren Eriksen.
Prends, s'il le faut, docteur, les ailes de Mercure
Pour m'apporter plus tôt ton baume précieux !
Le moment est venu de faire la piqûre
Qui, de ce lit d'enfer, m'enlève vers les cieux.
Merci, docteur, merci ! qu'importe que la cure
Maintenant se prolonge en des jours ennuyeux !
Le divin baume est là, si divin qu'Epicure
Aurait dû l'inventer pour l'usage des Dieux !
Je le sens qui circule, qui me pénètre !
De l'esprit et du corps ineffable bien-être,
c'est le calme absolu dans la sérénité.
Ah ! perce-moi cent fois de ton aiguille fine
Et je te bénirai cent fois, Sainte Morphine,
Dont Esculape eût fait une Divinité.
Til morfinen
Tag, om
nødvendigt, doktor, Merkurs vinger på
For
hurtigere at bringe mig din kostbare / dyrebare balsam!
Øjeblikket
er kommet til stikket
Som, fra
denne helvedsseng, løfter mig mod himlene.
Tak, doktor,
tak! Hvad betyder det at kuren
Nu forlænges
i kedsommelige dage!
Den guddommelige
balsam er her, så guddommelig at Epikur
Kunne have
opfundet den til gudernes brug!
Jeg føler
den cirkulere i mig, gennemtrænge mig!
Sjælens og
kroppens usigelige velvære,
det er den absolutte ro i sindsligevægten.
Åh!
gennemtræng mig hundrede gange med din tynde nål
Og jeg vil
velsigne dig hundrede gange, Sankt Morfin,
Hvoraf
Æskulap kunne have skabt en gud(dom).
Digtet skyldes ikke, at Verne var narkoman, men at hans nevø Gaston i
et forsøg på at myrde sin onkel skød ham i benet i 1886, hvad der førte
til komplikatrioner og gangbesvær for Verne resten af livet.
|