Quand par le dur hiver ,
sonnet fra
december 1849, oversat
af Anne Marie Eriksen
Quand
par le dur hiver tristement ramenée
La neige aux longs flocons tombe, et blanchit le
toit,
Laissez geindre du temps la face enchifrenée.
Par nos nombreux fagots, rendez-moi l'âtre
étroit !
Par le rêveur oisif, la douce après-dinée !
Les pieds sur les chenets, il songe,
il rêve, il croit
Au bonheur ! - il ne veut devant sa cheminée
Qu'un voltaire bien doux, pouvant railler le
froid !
Il tisonne son feu du bout de sa pincette ;
La flamme s'élargit, comme une étoile jette
L'étincelle que l'oeil dans l'ombre fixe et suit
;
Il lui semble alors voir les astres du soir
poindre ;
L'illusion redouble ; heureux ! il pense joindre
A la chaleur du jour le charme de la nuit !
Når i den hårde vinter
Når sneen i den hårde vinter, trist bragt
tilbage1),
falder med tunge fnug og farver taget
hvidt,
lad den forkølede pande klynke over
vejret.
Med vore talrige brændeknipper, giv
mig den hjemlige arne tilbage!
Den uvirksomme drømmer i den blide
aften! 1)
mageligt fantaserer han, han drømmer,
han tror
på lykken! Foran kaminen vil han blot
have
en meget blød lænestol for at kunne
spotte kulden!
Han rager op i ilden med spidsen af
sin ildtang;
flammen vokser, som når en stjerne
kaster
gnister, som øjet stirrer på og
følger i mørket.
Han synes, at han ser aftenens
stjerner bryde frem;
illusionen fordobles; lykkelig forestiller
han sig, at han forbinder
dagens varme med nattens trylleri!
1)
Par oversættes ikke i vejrudtryk, og desuden har jeg
tilladt mig at springe det over i strofe 2, da jeg synes at det giver god
mening her.
|