Indledning:

En islandsk bonde, Eiríkur Ólafson, besøgte som turist København i 1876 og overværede her Casinoteatrets forestilling ”Jorden rundt i firs Dage”, frit efter Jules Vernes roman. Et stykke, der havde premiere dette år. Eiríkur skrev efter sin hjemkomst en beretning om sine rejseoplevelser.
Politikens forlag udgav i 1974 en oversættelse af bogen forsynet med en fyldig indledning. Fra denne bog stammer følgende uddrag.

Fra Erik Sønderholms bog, Kongsfærd og Bonderejse, Politikens Forlag 1974, side 62-64, stammer følgende indledning til beretningen om besøget i Casino-teatret:

”Den manglende præcision kombineres også med andre særheder, som er meget lystige for en læser i dag, men som nok må have været meget desorienterende for samtidige læsere. Ingen, der for eksempel læser beskrivelsen af hans teateroplevelse i Casino, vil være i stand til at gætte, at der er tale om ét skuespil; man får da snarest indtryk af, at det er en række usammenhængende tableauer, han har overværet. Imidlertid er der ganske enkelt tale om et af Casinos største tilløbsstykker, Erik Bøghs oversættelse og bearbejdelse af Jules Vernes berømte roman »Jorden rundt i 80 dage«, som havde premiere her den 12. marts 1876; stykket opførtes i alt 467 gange, inden teatret lukkede for bestandigt. Vanskeligheden ved identifikationen ligger i hans ejendommelige referatsteknik. Han begynder ganske enkelt bagfra, det var det friskeste, og så har han gjort sit første notat om slutningen; d.v.s. den har han ikke forstået, men tableauet om skibsforliset var også mere spændende; så var næsteinteressante stop rødhudernes overfald på toget; og så var der — stadig baglæns — skildringen af bålscenen: men efter denne bagvendte beskrivelse springer han over begyndelsen og den rigtige slutning. Han har simpelt hen ikke fattet handlingen. Men han har moret sig herligt over de utrolige påfund og de prægtige konstruktioner på scenen. som var helt naturtro. Den moderne læser kan fornøje sig lige så meget, hvis han har sans for at opleve det gamle København gennem et stort, men begavet barns skarpe øjne. Iagttagelserne er korrekte nok, men sammenhængen, forklaringerne og konklusionerne er ofte fejlagtige og må jo blive det med den mangel på forudsætninger, som forfatteren mødte med.”

Her følger så med Eiríkur Ólafsons egne ord beretningen om Casino-besøget:

Om at gå på komedie.

En aften tog Peter Bryde mig med i Casino, der ligger i nærheden af Amalienborg, og vi sad sammen på tredje række under forestillingen, som varede fire timer, og det hele kostede syv mark for hver, og det betalte han for mig som altid, for hver gang jeg var ude med ham, så fik jeg aldrig lov til at betale en øre, hvad der var fint og flot gjort, og desuden trakterede han ofte på mig derhjemme hos sig selv, hvor hans kone og børn var lige så elskværdige.

Casino-teatret i Amaliegade var grundlagt af Georg Carstensen og var det folkelige teaters vigtigste forum i København. Trods sit meget populære repertoire var teatret ofte i store økonomiske vanskeligheder, som selv kassestykker som »Jorden rundt i 80 dage« ikke kunne ændre ved. - Tegning af Tom Petersen fra 1890.

Tilskuertallet var 1.400, og hele huset blev oplyst af gaslys. Spillet begyndte således, at da fortæppet gik, dryssede der sne ned på scenen, og så lød der tre tordenskrald, lige efter hinanden. Så fulgte der et voldsomt snefog, så at hele scenen blev hvid, og folk deroppe rystede sneen af sig og trampede med fødderne og slog hænderne sammen. Efter ti minutters forløb begyndte det at klare lidt op, og snestormen endte med lidt smådrys; så faldt tæppet. Efter et kvarters pause fulgte så anden akt, og tæppet gik igen, og der kom så ligesom gennem væggen et stort dampskib ind på scenen, og det standsede midt på, som om det lå på vand eller var ude på havet, det havde master, skorsten, redningsbåde og alt tilbehør, som skibe plejer at have, og der stod en mand ved roret, og der var mange mennesker på dækket; og da skibet lå stille, blev der lavet åbninger i garneringen eller rælingen; så kom folk fra skibet ned på scenen, og de hilste med mange komplimenter på dem, der befandt sig dér, og ud af deres tegnebøger tager de nogle breve, som de giver til dem, der stod og ventede, og man kunne se, at alle var meget lykkelige og glade over at mødes dér. Nogle forlod skibet med deres bagage, kufferter, tasker og vadsække; men der var andre, som i stedet for gik om bord med bagage, og der var en stor ståhej en tid lang med kyssen og hilsen på og given hånd mellem dem, som kom og rejste. Så stilnede dette lidt efter lidt af. Der blev ringet første gang til afgang. Så blev åbningerne lukket, lugerne blev bragt i orden, og der blev ringet for anden gang. Nu blev røgen sortere og sortere, men det havde hele tiden røget en smule. Nu var alt klart. Kaptajnen stod ved masten og styrmanden ved rattet, og der ringes for tredje gang, og i det samme lægger skibet fra kaj. Men da hører man et forfærdeligt brag, og i selvsamme øjeblik flammer der ild op af skibet. Det standser, og passagerer og besætning springer i dødsens angst bort fra det. Bålet vokser med rasende fart, skibet er ved at gå under, og der gik ikke lang tid, før det sank, og til sidst så man blot mastetoppene på scenen, og vi så da havet hvirvle omkring det, og forskellige ting drev om, planker og tønder, og spredt mellem dette vraggods dukkede mange mennesker frem og sank igen, med fægtende hænder, nogle med hovedet og andre med benene i vejret, og det gik alt sammen for sig, som om det skete på havet, med bølger og slingren, og det var ret flot at se på, og i samme øjeblik faldt tæppet, og sådan endte det, og jeg syntes, at dette spil var besynderligt og fantastisk, for der var kun fire-fem favne fra mig og op til det.
Så fulgte tredje akt, og tæppet blev trukket fra. Så viste det sig nu som før, at man ikke mere så noget til havet, men man havde bygget et andet hus, som havde en helt anden facon og udseende. I det øjeblik tæppet trækkes fra, kommer der tyve mand på én gang ind på scenen, de var meget hurtige og besynderlige at se på, i rødt tøj, med fjer rundt om hovedet og ned på skuldrene og hos tre af høvdingene helt ned til hænderne, og de bærer alle skarpe og blinkende økser, og de kaster sig i en stor dynge næsegrus til jorden, ligesom i skjul. Jeg spørger så Bryde, hvad det er for nogle mennesker. Han siger, at det er indianere, vilde mennesker i Amerika, og i det selvsamme øjeblik kommer fem togvogne kørende ind et andet sted på scenen og standser dér. Vognene blev så
åbnet, og folk steg ud af dem og ned på scenen, hvor de blev placeret. Så var det ligesom ved skibet, at folk siger farvel, og nogle forlader toget med deres bagage, og nogle stiger på, og så bliver der ringet tre gange, vognene bliver låst, og de af sted, og man ser da intet menneske omkring eller i nærheden af dem. Men idet vognene sætter sig i gang, suser de vilde lynhurtigt frem og går løs på den bageste vogn, som de får koblet fra, mens de andre vogne kørte bort. Nu omringer de vognen, og de er så raske og smidige, at de overgår alle andre mennesker i bevægelser, og de vil nu til at sprænge døren op og se, hvad for kostbarheder der er derinde. Men i det øjeblik smækkes døren op indefra, og der skydes straks uafbrudt på de vilde. De kæmpede en kort tid som rasende imod skudsalverne, så at vi næsten ikke kunne se noget for røg og damp; en sprang med hævet økse højt op i luften og lige op i døråbningen, men så blev han ramt af et pletskud, og han faldt død ned; da var der faldet seks af dem; derpå tog de hovedkulds flugten og fik mange skud med på vejen; mange af tilskuerne lo ad dette. Så var det forbi, og vi havde megen morskab deraf.
Så følger fjerde akt efter et kvarters pause, for så lang tid gik der normalt mellem akterne. Da fortæppet var trukket fra, havde man opbygget et umådelig stort og besynderligt hus, som var meget forskelligt fra alle de andre, og det begynder nu således, at først marcherer en fuldt bevæbnet afdeling soldater ind på scenen, og efter dem følger så mænd med flag og fanestænger, og derpå nogle mænd, som slog på tromme og spillede på instrumenter. Så fulgte to gudinder i snehvide, guldbaldyrede gevandter, og vi så dernæst en forfærdelig stor og lige så afskyelig afgud; så kom der atter to gudinder bag dette afgudsbillede og hele optoget sluttede nøjagtigt, som det begyndte. De gik i gåsegang, i pragtfulde kostumer, og de trådte i en langsom bryllupsmarch ind på scenen og standsede dér; afguden var midt i processionen, og gudinderne var nærmest ved ham. Så faldt den ene efter den anden på knæ og tilbad denne lidet lystige Palnatoke. At se på de manerer, hvor disse mennesker kunne være ydmyge og underdanige ligesom en køter! Og indimellem spillede de lystigt på deres instrumenter og dansede dertil, og det var en ejendommelig dans. De stødte rumperne sammen og hoppede og sprang og stampede og klappede i hænderne; men de fire guldbaldyrede norner stod hele tiden ubevægelige og uden at sige et muk. Da dette havde stået på en timestid, så stillede de sig op i samme orden, som da de kom ind, og drog så af sted under vidunderlig dejlig musik, og i det hele var processionen overordentlig smuk at se på, så alle stirrede derpå som på et nutidigt mirakel, indtil den forsvandt. Dette spil var en nøje kopi af orientalske skikke, når de spiller og danser for deres afguder. Så var det slut, og jeg havde haft stor fornøjelse deraf.
Der blev spillet flere akter, men dem husker jeg ikke så nøje, og de var heller ikke så særprægede som de her omtalte.
Jon Sigurðsson, der er ridder, sad på rækken bag os med sin kone og med Hjaltalíns kone fra Edinburgh i Skotland. Så rejste man sig, gik ud og hjem. Det var bælgmørkt i luften, men der var et strålende lysskær i gaslygtegaderne, og jeg kom hjem klokken tolv, Bryde og jeg fulgtes ad, for mit hus lå ikke langt fra hans hus på Christianshavn.”