Jules Verne og de franske anarkister.

Det danske Jules Verne-selskab

Nyhedsbrev nr. 5, januar 2011.

Af Lejf Rasmussen

Nadars portræt af Verne.

”Hvem skrev 20.000 lieues sous les mers?”

Louise Michel

Når man læser Jules Vernes romaner, kan man undervejs få mange historiske oplysninger om begivenheder i samtiden bl. a. den amerikanske borgerkrig, Afrikas udforskning og indiske oprørsbevægelser, men man får også en fornemmelse af, at der ikke rigtig skete noget i Frankrig på den tid. Så modtager jeg en dag et eksemplar af en brochure, der giver mig anledning til at læse om det, Verne ikke taler om. Det drejer sig om en udgave af tidsskriftet Pensée et Action (nr. 9, jan – marts 1959). Det bliver nu forståeligt, at Verne tav om samtiden i Frankrig, fordi der skete tragiske og blodige begivenheder, som efterlod sår i fransk nationalfølelse og – efter nederlaget i 1864 – også i dansk. En smerte, man ville glemme.

Tidsskriftets emne er ”Louise Michel – Jules Verne, De qui est 20.000 lieues sous les mers?” (Hvem skrev En verdensomsejling under havet?). Hæftet indeholder en række artikler forfattet af Hem Day (et pseudonym for Marcel Dieu, der var belgisk forfatter, pacifist og anarkist). Artiklerne handler lidt om Jules Verne (1828 – 1905), lidt om Pariserkommunen og en del om ovennævnte Louise Michel, men er ellers helliget en omstændelig tilbagevisning af en påstand om, at ”Verdensomsejlingen” skulle være baseret på et manuskript forfattet af Louise Michel, et manuskript på 200 sider, som hun efter sigende solgte til Verne en dag, hun var i pengetrang.

Denne påstand, som jeg i øvrigt ikke har set fremsat i den ellers omfattende litteratur om Verne, skyldes en af Louise Michels nære bekendte ved navn Ernest Girault. Han skrev i 1906, året efter Louises død, en biografi med titlen ”La bonne Louise”.

Artiklerne i Pensée et Action har som nævnet givet mig anledning til et lille studie i datidens franske politiske liv og personkredsen omkring Jules Verne på den tid.

I 1866, hvor Verne ifølge biografierne påbegyndte sin undervandsroman, er vi i Kejser Napoleon III’s regeringstid (1852 – 1870). Perioden er på mange måder en tid med fremgang. Paris moderniseres med brede boulevarder og nye broer over Seinen, og der afholdes den første verdensudstilling. Men mens borgerskabet lever i velstand, har arbejderne ringe kår og lønnen er lav. Der er også republikanere, der gerne ser kejserdømmet afskaffet og antiklerikale, der opponerer mod kirkens indflydelse. Oprørstanker ulmer, og der begås endog et mislykket bombeattentat mod kejseren af tilhængere af Italiens samling. Vi står nu over for et blodigt og afgørende vendepunkt i fransk historie: 1870.

I Tyskland planlægger Bismarck at samle de tyske stater til ét samlet tysk rige. Frankrig erklærer Prøjsen krig med baggrund i den hohenzollernske tronkandidatur i Spanien. Efter en indledende sejr lider de franske et stort nederlag, kejseren tages til fange, tvinges til at abdicere, og han flytter til London. Den tredie republik oprettes, og man forsøger at samle nye tropper, men tyskerne rykker frem og belejrer Paris. Hæren er flygtet, og regeringen slutter fred med tyskerne. Paris’ indbyggere vil ikke godkende fredsslutningen, og der begynder blodige optøjer, hvorunder et revolutionært parti, La Commune, overtager regeringen i Paris. Paris belejres på ny, denne gang af en fransk hær. Efter kort tid nedkæmpes oprørerne. Tusindvis af communarderne bliver skudt, og endnu flere fængsles eller deporteres.

Danskeren Wilhelm Dinesen (Karen Blixens far) deltog som kaptajn i den fransk-tyske krig . Han tog sin afsked, men opholdt sig i Paris under pariserkommunen. Han skrev en øjenvidneberetning, Paris under Communen (1872). Det har været en rystende oplevelse. Han skriver bl.a. således:

”Jeg havde deltaget i den fransk-tyske Krig, set Haabet om Oprejsning fra 1864 glippe, havde derefter været Tilskuer ved Borgerkrigen i Paris, var bleven vammel ved begge Parter.”

Kvinderne spillede en vigtig rolle, og her kommer Louise Michel (1830-1905) ind i billedet. Hun var forfatter, kvinderetsforkæmper, revolutionær og republikaner. Hun var lærer og stiftede en privatskole for ikke at sværge troskabsed til kejseren. I 1856 fik hun arbejde i Paris, hvor hun blev ven med Victor Hugo. En udokumenteret påstand går ud på, at hun skulle have fået et barn med Hugo. Under belejringen af Kommunen var hun med på barrikaderne, blev efter nederlaget fængslet, undgik henrettelse og blev i stedet deporteret til Ny Caledonien i Stillehavet øst for Australien. I 1880 udstedtes amnesti for Kommunens deltagere, og Louise vendte hjem til Frankrig. Her genoptog hun sit politiske virke, var i perioder fængslet eller landflygtig. Hun var også, sammen med Ernest Girault, omrejsende agitator for den anarkistiske bevægelse. Hun døde i Marseilles 1905. I sandhed en bemærkelsesværdig og handlekraftig kvinde. I vore dage finder man en metrostation i Paris med hendes navn. Ligeledes findes en Place Louise Michel på Montmartre i Paris (neden for Sacre Coeur-kirken ved kabelbanen).

Tilbage til forfatterspørgsmålet: Giraults legende om ”Verdensomsejlingen”s tilblivelse gentages (1946) i endnu en biografi skrevet af Fernand Planche. Planche anfører som sandsynlighedsbevis, at Louise Michel under sit ophold i Stillehavet skulle have set nautiler (dyr af blæksprutternes klasse) og deraf fået navnet til Nemos undervandsfartøj. Hem Day tilbageviser legenden med kronologien som argument: ”20.000 lieues sous les mers” blev påbegyndt i 1866 og blev udgivet i 1869, men Louise kom først til Ny Caledonien 1873. Der var endvidere i samtiden allerede flere kendte eksempler på undervandsfartøjer med navnet Nautilus. Jules Verne, der ivrigt fulgte med i tidens tekniske nyskabelser, har uden tvivl også kendt navnet. Der eksisterer, så vidt jeg kan finde, ikke nogen dokumentation for, at Verne skulle have kendt Louise Michel. Inden den fransk-tyske krig og Pariserkommunen var Verne flyttet bort fra Paris, til Amiens. Verne deltog i nationalgarden (hjemmeværnet) som kystvagt ved Crotoy under den fransk-tyske krig.

Pariserkommunen mindes stadig med taler, musik og demonstrationer i Paris. Her et billede fra Butte-aux-Cailles, 2009.

Men havde Jules Verne nogen forbindelse til tidens politiske liv? Uden tvivl. Vernes forlægger, Pierre-Jules Hetzel, var kendt som republikaner og derfor ildeset af kejserdømmet. Hetzel var forlægger for Andrée Laurie (pseudonym for Paschal Grousset). André Laurie var også blandt de deporterede efter Kommunens fald. Han flygtede fra Ny Caledonien og vendte først tilbage til Frankrig efter amnestien i 1880. Han samarbejdede med Verne om flere værker: ”Les 500 millions de la Begum”, ”L’Étoile du sud” og ”L’Épave du Cynthia”. Ligesom Verne blev også André Laurie udgivet på dansk af Aller i bogserien ”I ledige Timer” (med eller uden forfatternes viden og godkendelse?). Blandt de dømte efter oprøret finder vi også geografen og anarkisten Elisée Reclus, som Verne henviser til flere steder i sine værker. Reclus deltog sammen med ballonskipperen og fotografen Nadar (endnu en Verne-bekendt) i en ballonopstigning over Paris i Kommunens tid.

Endnu en mulig forbindelse til en af tidens politiske personligheder: I Paris au XXieme siecle nævnes en ”M. Flourens” i særdeles rosende vendinger: ung, lidenskabelig og succésrig (kapitel 16, men dog forkortet bort i den danske udgave). Verne-forskeren William Butcher hævder i sin Verne-biografi, at der er tale om den revolutionære intellektuelle Gustave Flourens, og at han danner forbillede for kaptajn Nemo.

Gustave var søn af en kendt videnskabsmand og holdt selv forelæsninger på Sorbonne. Han drog i 1866-68 til Grækenland for at kæmpe i det græske oprør mod tyrkerne på Kreta. Under Pariserkommunen var han en af de mest aktive ledere af opstanden. Han blev udnævnt til general og blev dræbt efter en kamp mod regeringstropperne.

Den græske historiker, Leonidas Kallivretakis, mener dog, der kan være tvivl om Butchers teori. Selv om Paris au XXieme siecle først blev udgivet langt senere, er den sandsynligvis skrevet ca. 1862, hvor Gustave Flourens var helt ukendt, så der er måske tale om Gustaves far.

Det vides, at Kaptajn Nemo i det oprindelige manuskript til ”Verdensomsejlingen” var polsk videnskabsmand, drevet af et voldsomt had til de russiske undertrykkere. Vernes forlægger var bekymret for de politiske og kommercielle konsekvenser af dette scenario, så Nemos nationalitet forblev ukendt. Først med udgivelsen af Den hemmelighedsfulde ø (1874-75) afsløres det, at Nemo var en indisk prins fordrevet af Englænderne. Nemo kommer på denne måde til at fremstå som en nærmest mytologisk skikkelse med anarkistiske træk.

Var Verne da beundrer af den revolutionære bevægelse og anarkismen? På ingen måde; han var snarere en borgerlig liberal humanist med et kristent grundsyn. Han demonstrerer i sine værker sympati for de undertrykte, f. eks. irerne og fransk-canadierne under britisk dominans (P’tit Bonhomme og Famille sans nom), grækerne under tyrkisk indflydelse (Archipel en feu) og de baltiske lande under russisk herredømme (Et drama i Livland). Verne udtrykker sin afsky for slavehandlen i Kaptajnen på 15 år. Flere af romanerne (Face au drapeau, Maître du monde og Le secret de Wilhelm Storitz) handler om magtmisbrug udøvet af gale videnskabsmænd. Jules Verne blev i 1888 indvalgt i byrådet i sin hjemby, Amiens, hvor han specialiserede sig i kulturelle sager. Der er intet, der tyder på sympati for voldelige politiske bevægelser, og han tog i sin brevveksling klart afstand fra pariserkommunen. Derimod er det åbenlyst, at nogle af de franske anarkister har beundret Jules Vernes Verdensomsejlingen under havet, endog så meget, at de har forsøgt at tillægge en af deres egne en del af æren for værket. Ligeledes praktiserede den anarkistiske bevægelse i årene 1870 til 1914 en form for terrorisme, som minder lidt om Nemos aktiviteter.

En stor tak til Mio Nielsen, som har inspireret til denne artikel og undervejs været behjælpelig med sin viden om Frankrigs historie, anarkismen og med tilføjelser, rettelser og nyttige kommentarer.

Lejf Rasmussen.

Kaptajn Nemo viser sit sorte flag ved Sydpolen.

Hildibrandts illustration fra den franske udgave af En verdensomsejling under havet

Litteraturliste:

1. Les cahiers Pensée et Action no. 9 janvier – mars 1959.
2. Ebba Friis Jespersen: Paris gennem 2000 år. Schultz, København1966.
3. Wilhelm Dinesen: Paris under Communen. 1872.
4. William Butcher: Jules Verne, the definitive biography. New York 2006.
5. Jules Verne: Paris au XXe siecle, Hachette, 1994.
6. Jules Verne: Vingt mille lieues sous les mers. Éditions Atlas 2006.
7. Marc Soriano: Jules Verne biographie. Julliard 1978.
8. Philippe Mellot et Jean-Marie Embs: Le guide Jules Verne. Les edition de L’amateur 2005.
9. François Angelier: Dictionnaire Jules Verne. Pygmalion 2006.
10. Leonidas Kallivrakis: Jules Verne’s captain Nemo and french revolutionary Gustave Flourens: A hidden character model? The historical review, Institute for Neohellenic research, Vol. 1, 2004.
11. Wikipedia: her og på andre netværkssteder finder man omtaler af de i artiklen nævnte personer og omtale af Pariserkommunen.

Der er dukket lidt merelitteratur op om  Louise Michel.

1) Henrik Cavling: Paris - Skildringer fra det moderne Frankrig, Gyldendal 1899, side 102 - 111. Henrik Cavling beskriver sit møde med Louise og overværer hende tale til en forsamling af anarkister.

2) Karen Høeg Gulmann: Den røde jomfru, Munksgaard 1981, 80 sider. En gennemgang af Louises liv og de blodige begivenheder, der udspandt sig i Kommunens tid og bagefter. Det er tankevækkende, at det officielle dødstal var 17.000, men det uofficielle op til 100.000. Af de 40.000 arresterede var der 1000 kvinder og 600 børn.