vorfrelsersspir

Det er velkendt, at Alfred Hitchcock, der selv led af højdeskræk, indlagde dette problem i mange af sine film (Vertigo, North by Northwest, Rear Window og mange flere). Når det gælder Jules Verne, kunne man nemt få den mistanke, at også han led af samme fobi, altofobi (acrophobia) eller lignende, når man ser, hvor ofte hans personer rystes ved tanken om at skulle op i højderne. Der er imidlertid ikke (så vidt jeg ved) bevaret noget fra Verne selv, der nævner problemet. Han foretager kun én ballonopstigning i sit liv, som han beretter om i det lille stykke Vingt-quatre minutes en ballon fra 1873, hvor han minut for minut beskriver sine iagttagelser, medens han sammen med et par andre passagerer stiger op i en højde på 1200 m under sikker ledelse af ballonskipperen Eugène Godard. Men intet om ubehag ved turen, kun: laissez-moi ajouter qu’une simple promenade aérienne, et même un long voyage aérostatique, n’offrent jamais de danger, sous la direction d’Eugène Godard1)

Mange år senere indrømmer han i et interview med Sherard i 1894, at der kun var tale om en ganske kort tur, fordi ballonskipperen havde taget sin søn med, og ballonen derfor havde noget besvær med at flyve2

Når man kan have mistanke om, at Verne kun nødigt er steget op i højderne, men foretrak at være i nærheden af havoverfladen, skyldes det bl.a. det forhold, at han under besøget i København i 1881 ikke tager turen op i Vor Frelsers kirkes spir, men bliver ved jorden, medens broderen Poul Verne og søn stiger til vejrs i kraftig vind, en opstigning, "der kræver et solidt hjerte". Og så altså de mange steder i romanerne, hvor personer døjer med altofobien.

Allerede i den første lille historie, som Jules Verne får offentliggjort i 1851 i tidsskriftet Le Musée des familles, beskriver han en luftrejse, der nærmest må betegnes som et mareridt helt i stil med de Poe-historier, Verne beundrede så højt. Historien er Un voyage en ballon, siden udgivet sammen med Dr. Ox, men nu med titlen Un drame dans les airs (da.: Et Drama i luften, 1876). Vernes beundring for Poe var velkendt og førte bl.a. til romanen Issfinksen og til Nautilus´ undergang i den norske malmstrøm. Vernes tidlige historier med næsten overnaturligt indhold bærer som Poes præg af at være allegoriske fortællinger om sjælens dybder, men det er som om Verne allerede her i sin første historie ved et tilfælde falder over den fortællestil, der kommer til at præge resten af forfatterskabet: opremsningen af enorme mængder leksikalsk viden.

I novellen får en ballonskipper en blind passager med, der undervejs beretter om alverdens ulykker med balloner. Der er historien om Pilâtre des Rosiers, hvis gondol vender på hoved: "den vendte sig og styrtede de ulykkelige ud. Få øjeblikke efter var de knuste. Ikke sandt, det er skrækkeligt?" Jeg kunne ikke svare andet end: "For Himlens Skyld, lad os dale ned!". Men den vanvittige mand fortsætter uden nåde: "Olivari styrtede ned og døde! ... Mosment faldt ned på jorden og døde! ... Vittorf faldt og døde! ... Sadler faldt også ned og døde ...Harris styrtede ned og døde! og Colling døde! Jeg har altid interesseret mig for disse uforsigtighedens ofre; jeg elsker dem og vil dø som de døde! Højere, højere". Vi får får i ægte Vernestil nogle oplysninger med på vejen om hver af disse mange, uheldige helte, der falder i døden. Mareridtet fortsætter, indtil den gale passager hugger gondolen fri af ballonen og styrter ned, medens ballonskipperen hængende i nettet først stiger til umådelige højder, hvor ballonen sprænges, hvorpå han styrter ned og overlever ved et af de mirakler, som Verne også senere må afslutte sine romaner med. Og han slutter sin dramtiske novelle med det håb, at historien ikke må afskrække dristige luftskippere fra deres undersøgelsesrejser. Dette er en ren klassisk, "gotisk" gyser.

Bayards tegning viser her den gales fald mod afgrunden, medens skipperen klamrer sig til balonnen i dens vilde opstigning.

Det er påfaldende, at Verne allerede i denne første novelle benyttede sig af højdeskræktemaet som det, der skal skræmme læseren. Og samtidig opdagede han ved et tilfælde virkningen af opremsningen af alle de store og små berømtheder, der var gået forud for historiens helt, hvorefter vejen var åbnet for Vernes romaner. Gysene forsvinder hurtigt, men opremsningerne består, selvom det ofte er dem, der er sparet bort i de forkortede udgaver. Men lad os tage et par typiske eksempler mere på romanpersoner, der har problemer med højden.

I Fem Uger i Ballon (da. 1874, fr. 1863) hører vi, at den ellers på enhver måde prægtige skotte Dick Kennedy lider af de frygteligste mareridt ved udsigten til at skulle op i Fergussons ballon: selv i søvne følte han en svimlende fornemmelse af at blive gynget frem og tilbage, og hver nat drømte han, at han styrtede ned fra uanede højder ... . Og da Fergusson begiver sig ud i ørkenen læser vi: han blev pludselig overfaldet af svimmelhed; det føltes som om han stod bøjet over en afgrund, og han blev svag i knæene ....3)
I Kaptajn Grants Børn (da. 1879, fr. 1867) hører vi om den farlige passage over Andesbjergene: trods disse tapre mænds viljestyrke kom alligevel det øjeblik, hvor selv den stærkeste måtte give op, og den frygtelige svimmelhed (le vertige), som er så ubehagelig i bjergene, nedbrød ikke blot de fysiske kræfter, men også energien og humøret ... Selvom det er uklart, hvori svimmelheden består, bidrager Rious dramatiske tegninger til at give læseren det altofobiske gys:

I den lille roman No. 9672. Fortælling fra Norge (da. 1888, fr. 1886) følger vi over mange sider de to kække søskende Hulda og Joel, der på stejle fjeldsider frelser den uforsigtige hr. Sylvius. De arbejder sig frem langs den gabende afgrund, og Hulda må advares: lad ham for Guds skyld ikke gøre forsøg på at rejse sig op! For ellers vil han blive svimmel, og så vil han trække dig med ned ... og så er det ude med jer begge.
I 1886 udkommer også Robur, luftens erobrer (da.1959). Nu er der sket en tydelig ændring i Vernes forhold til højdeskræk. Det er i denne roman den dumme og dovne negertjener, der lider af skrækken: en ægte South Carolina-neger med en tosses hoved og et udseende som en åndsvag ... grinende, forslugen og doven og en enestående kryster. Sådan kunne man skrive i 1886 uden at blive anklaget for rascisme ! Og da man er kommet ombord på luftfartøjet ("aeroplanet") Albatrossen, hører vi om denne usle tjerner: Faldt han endelig i søvn, var det kun for at drømme om det ene styrt efter det andet ... I tankerne så han følgerne for sig. Et fald på over firs tusinde fod; han ville blive mast til en pandekage. Medens de to helte er hævet over den slags bagateller: de blev ikke angrebet af højdeskræk, som man kunne have forventet, og Verne bliver helt poetisk: dybet har ikke en tiltrækkende kraft, når det bliver set fra en ballons gondol eller fra dækket af et aeroplan. Det er ikke et dyb, der åbner sig under aeronauten, men en horisont som rejser sig om ham på alle sider som en kop 4)
Der er med Robur gået over 30 år siden den første novelle, og nu har kun de mest primitive naturer problemer med store højder og moderne teknik. Så vi skal tilbage til en af Vernes allerførste romaner for at møde den mest direkte beskrivelse af højdeskrækken.

"Der skal vi op", sagde onkel. "Tror du ikke, vi bliver svimle (mais, le vertige?)" svarede jeg.
Der, hvor den forsigtige Axel skal op, er ad den udvendige trappe på spiret til Vor Frelsers kirke.
Denne prægtige barokkirke var blevet opført i Københavns nye bydel Christianshavn og indviet i 1696 (Lambert van Haven (1630-95)), men først i 1752 blev det 90 m høje spir gjort færdigt, udtænkt af den berømte arkitekt Laurids de Thurah (1706 – 59). Dette slanke spir, der gør kirken til Københavns mest interessante, er det eneste af sin art i verden.Thurah nævner selv den romerske kirke Sant'Ivo alla Spaienza som inspiration, men den har kun et ganske lille snoet spir 5)

Jules Verne havde personligt set kirken under sit besøg i København i 1861, umiddelbart før han skrev romanen Voyage au centre de la terre (1864, da.: Rejsen til Jordens Midtpunkt, 1898). Om han så også selv har besteget tårnet, vides ikke. Følgende billede viser kirken og tårnet ca. 1860, da Verne besøgte København første gang 6).

Som på sit romerske forbillede vælger de Thurah at sno tårnet den modsatte vej af den, der er det normale for vindeltrapper m.v. Efter legenden skete det ved en fejltagelse, ja enkelte beretter endog, at bygmesteren kastede sig i Christianshavns Kanal fra toppen, da han opdagede fadæsen! Dette er dog ligeså umuligt, som at Toska kan springe i Tiberen fra Engelsborg, og Thurah døde da også først 7 år efter spirets indvielse i sin seng. Der er 400 trin op, hvoraf de sidste 150 er uden på spiret. Øverst krones spiret af en globus, og ovenpå den troner en 3 meter høj forgyldt Jesusfigur med fane.
Tegningerne til den illustrerede franske udgave af Rejsen til jordens indre er udført af Riou, og på tegningen er det slanke spir blevet endnu slankere og spejlvendt, så det snor sig den "rigtige" vej.

Men det er altså uden på dette spir, at Aksel skal kravle op for at blive kureret for sin altofobi.

Vi kan følge Axels egen beretning om opstigningen:
Efter150 trin følte jeg et frisk pust i ansigtet; vi havde nået tårnets platform. Der begyndte den udvendige trappe i fri luft og kun med et skrøbeligt rækværk; trinene blev smallere og smallere og så ud til at ville fortsætte i det uendelige. "Det går aldrig godt", udbrød jeg. "Hvad er du for en kryster, videre!" kommanderede professoren ubønhørligt. ... Jeg kunne mærke spiret svaje, og jeg blev mat i benene. Lidt efter måtte jeg kravle på alle fire, så på maven; jeg lukkede øjnenene, jeg var luftsyg (le mal de l’espace).

Fem dage i træk må Aksel igennem disse pinsler, og han er alligevel ikke kureret. Da han efter mange strabasser skal til at stige ned i det udvalgte hul i vulkanen Snæfell i Island, må han igen konfronteres med sin svaghed:

jeg bøjede mig ud over et klippefremspring og kiggede ned. Hårene rejste sig på mit hoved. Jeg blev grebet af rædslen for det tomme rum. Jeg følte, hvordan tyngdepunktet forskubbede sig inden i mig, og svimmelheden steg mig til hovedet som en rus ( le vertige monter à ma tète comme une ivresse) ... Jeg havde åbenbart ikke taget timer nok mod svimmelhed på Vor Frelsers kirke i København.

Men alt går jo som bekendt godt på denne dannelsesrejse ned i det ukendte fra Island til Middelhavet, og Aksel kommer hjem modnet af opholdet i de dybe huler og har så fortjent sin lille frøken Grauben. Om den jævne ledsager fra folket Hans hører vi her, at han var komplet ubekymret og ligeglad med de derved forbundne farer. Ganske interessant at sammenligne med den beskrivelse, Verne giver 35 år senere af tjeneren i Robur!

Som omtalt i The Danish Jules Verne Society newsletter no. 1, 2006 optræder Vor Frelsers kirke endnu en gang i Vernes værker, nemlig i det lille stykke af Paul Verne, der blev udgivet sammen med romanen La Jaganda: De Rotterdam a Copenhague (1881) med det morsomme sammenstød med en tysk madamme og hendes 11 børn midt på tårnet. Det er også Paul Verne, der i 1871 bestiger Mont Blanc, som beskrevet i Quarantième ascension française au Mont-Blanc (1872, da.: En Bestigelse af Mont-Blanc, 1876). Om denne bror siger Verne i interviewet fra 1894, at

Min bror Paul var og er min bedste ven. Ja, jeg kan sige, at han ikke alene er min bror, men også min næreste ven. Og vores venskab går så langt tilbage som jeg husker. Hvilke udflugter tog vi ikke på i utætte både på Loire-floden! Da vi var 15, var der ikke en krog eller et hjørne af Loire helt ud til havet, som vi ikke havde udforsket. Det var nogle frygtelige både, og vi løb utvivlsomt en forfærdelig risiko! Nogle gange var jeg kaptajn, andre gange Paul. MenPaul var den bedste. Senere gik han ind i flåden, og han ville måske være blevet en meget fremtrædende officer, hvis han ikke havde været en Verne – dvs. hvis han havde haft nogen ambition7).

Det synes, som om brødrene har haft en meget komplementær tilgang til livet, præcis som det beskrives i de utallige eventyr om to brødre i folkeeventyr af typen "De to brødre" (AT 303).
Ud over disse to steder, hvor Vor Frelsers kirke direkte nævnes, optræder kirkens spir dog flere andre steder i forbindelse med Verne, som jeg vil omtale i det følgende.

Jorge Luis Borges skrev i 1960 :
En mand sætter sig for at optegne hele verden. I årenes løb befolker han et rum med billeder af provinser, kongerier, bjerge, bugter, skibe, øer, fisk, værelser, instrumenter, stjerner, heste og personer. Kort før sin død opdager han, at denne tålmodige labyrint af linier gengiver billedet af hans eget ansigt8)

Denne mand kunne meget vel være Jules Verne; Borges epilog passer perfekt. I romanerne kommer vi stort set hele jorden rundt plus ud i solsystemet, og øer, fisk og resten er der også rigeligt af. Så romanerne er vel det ansigt, Jules Verne ønskede at vise verden.
Men der mangler noget i alle disse beskrivelser af selv de mest afsides liggende hjørner af kloden. Personerne i Jules Vernes mange romaner er alle påfaldende "flade". De kan minde om personerne i Tin Tin eller de papfigurer, der føres ind på scenen i en Verne-dukketeaterforestilling.
Helt galt er det med kvinderne. Når han i Jorden rundt i 80 dage skal beskrive den eksotisk skønne Aouda, griber han til at citere digteren "Uddaul", der så får lov til at hylde den yppige barm og "de små fødder, der er buttede som lotusblomstens knopper" over en halv side, men dette er jo en nødløsning, som forfattere og ringe festtalere kun tyr til, hvis de ikke ønsker at afsløre, hvad de selv mener."Citatet" er måske nok skrevet af Verne selv, men generelt er der ikke meget kød, blod og nerve over hans mange, lettere paroderede personer.
I interviewet med Sherard tager Verne ligefrem skarpt afstand fra at dykke ned i sine fiktive personer:

Jeg har prøvet at leve op til et meget højt stilideal. Det er blevet sagt, at en adventure-roman ikke kan have en stil, men det er ikke sandt, selv om jeg indrømmer, at det er meget vanskeligere at skrive en sådan roman i en god litterær stil end de karakterstudier, der er så moderne i dag. Og lad mig tilføje – her hævede Jules Verne sine brede skuldre en anelse – at jeg ikke er nogen stor beundrer af den psykologiske roman, den såkaldte psykologiske roman, fordi jeg ikke kan se, hvad en roman har at gøre med psykologi, og jeg kan ikke sige, at jeg beundrer de såkaldte psykologiske forfattere.

Er det så sandheden, at Verne med vilje har afholdt sig fra at gøre sine personer interessante og at skrive om menneskelige relationer og psykiske problemer, eller gør han bare en dyd ud af sin begrænsning? Hos andre forfattere fra samme periode som f.eks. Rider Haggard ser man, at beskrivelserne af rejser gennem det indre af Afrika altid fører til mødet med mystiske og farlige kvinder, der beskrives i særdeles erotiske kapitler. Når Haggards helte skal finde deres diamanter, må de først vandre ned over en liggende kvindes nøgne krop og naturligvis hente diamanerne i hendes skød. Er der også sådanne skjulte, kodede beretninger hos Verne, der jo elskede gåder og kryptogrammer og ofte benyttede dem i sine romaner? Tænk blot på Kaptajn Grants Børn, Ved Amazonfloden, Mathias Sandorf og Kaptajn Peter Steen og i forbindelse med Vor Frelsers kirke på runekoden i Rejsen til jordens indre.
I et lille stykke, som Verne skriver om Poe i Musée des Familles i 1864 Poe et ses œuvres, skriver han om novellen Guldbillen, der er Poe's mest berømte kodehistorie: A mon sens, c'est la plus remarquable de toutes ces histoires extraordinaires, celle dans laquelle se trouve révélé au suprême degré le genre littéraire dit maintenant genre Poë9)
Skulle Verne så ikke også selv har lagt skjulte spor ned i nogle af sine romaner i et forsøg på at skrive i "genre Poë"?, og er overstående citat fra interviewet blot et forsøg på at lokke os på vildspor sagt med et glimt i den gamle forfatters øjne ? Kort sagt: er spiret på Vor Frelsers kirke andet end et tilfældigt indslag på rejsen mod Island?

I 2005 udkom der en lille bog af psykoanalytikeren Michel Sanchez-Cardenas: Voyage au centre de la terre-mere. Jules Verne chez le psychanalyste, der i 100-året for Vernes død (måske som en spøg) påstod, at Verne har efterladt beskrivelser af sine indre konflikter i sine romaner.
Cardenas hypotese er at Rejsen til jordens indre er en rejse ned i Vernes psyke, og at Axel er identisk med den unge Verne, der må foretage rejsen ind i sin mor og ud igen. Axel har tidligt mistet sin mor, og det er nu nødvendigt for ham at søge ind i moderen, inden han kan blive moden nok til at forenes med sin Graüben. Verne har lagt spor ind i romanen ved at benytte sig af en række (franske) ordspil. Vor Frelsers kirkes spir er i denne freudianske sammenhæng naturligvis det centrale, falliske symbol, hvor Axel skal lære at overvinde sin "svimmelhed" (sexualangst). Om det er morsomt, må man selv vurdere. Her blot et par eksempler fra Cardenas bog10)
På vej mod Vor Frelsers kirke overser professoren tårnet på Børsen (børsen, fransk bourse = pung), hvor de fire drager fletter halerne (queues = pikke) sammen. Helt vildt bliver oversættelsen af Arne Saknussemm, hvor det nordisk klingende, men aldrig sete efternavn af Verne skulle være skabt over sa queue nue sème: "hans nøgne pik sår sæd". Cardenaz tolkning af det afsluttende vulkanudbrud, hvor Axel pludselig befinder sig i et særdeles indbydende landskab liggene på en skråning tæt på en afgrund, skal jeg her forbigå.
I en sådan (over)fortolkningsmodel bliver Vor Frelsers kirkes spir indgangen til forståelse af den voksne Verne, ja hele forfatterskabet, medens hans ca. sidste roman: Fyret ved Vernes (undskyld Verdens) ende bliver udgangen.

For alle os ikke dogmatiske freudianere må det vist være nok at gætte på, at der har været langt mere ild på bunden af Vernes psyke, end hans romaner afslører.

Da man i 1995 udgav den genfundne roman Paris XX-siecle (opr. 1863, da.: Paris i det 20. århundrede, 1995) lod man den belgiske tegner Francois Schuiten tegne forsiden.

Hermed blev der knyttet en forbindelse til det meget smukke tegneserieunivers Les Cités Obscures af Benoit Peeters og Schuiten. Opbygningen af dette univers, der beskrives i en række tegneseriealbum, blev påbegyndt i 1982, og det er under fortsat konstruktion. De hemmelighedsfulde byer beskriver en verden med store bysamfund adskilt af delvis uudforskede ørkenstrækninger. Indtil nu er der kommet 8 album, hvoraf de 7 er oversat til dansk, begyndende med Murene i Samaris og afsluttet med dobbeltalbummet Den usynlige grænse (2006), men der kommer jo nok mere.
Jeg skal ikke her komme nærmere ind på den indviklede historie for ikke at bevæge mig for langt bort fra Vor Frelsers kirke. Beboerne i De hemmelighedsfulde byer er meget glade for bøger, og Jules Verne spiller en vigtig rolle for deres fantasi. Verne ejer, hvad beboerne kalder Gloss, hvilket ca. betyder evnen til at forklare noget vanskeligt, så det er lettere at forstå, og Vernes romaner anses for at passe til denne definition.

Peeters og Schuitens historier er allegoriske fortællinger, som man næsten kan forstå, indtil man ved slutningen af hvert album alligevel bliver forvirret og sidder lidt trist tilbage.

Først lidt om det album, der på dansk er album 2: Tårnet (opr. La Tour, 1986). Her genfortælles den bibelske myte om byen Babel og dens forsøg på at bygge et tårn, der kunne nå til himlen. Tårnet er et aldrig afsluttet projekt, og rundt omkring på det enorme tårn bor der vedligeholdere. En af de sidste vedligeholdere er Giovanni Battista, der en dag begiver sig ud på en rejse mod tårnets top sammen med den skønne Milena. Han når toppen kun for at opdage, at arbejdet er opgivet for mange år siden, og at de ansvarlige er forsvundet. Sammen med Milena begiver han sig derpå ned i tårnets underverden og slipper ud gennem et snævert hul til en ny, parallel verden (vores ?). Den nye verden er i farver, medens Tårnets verden var i sort/hvid. Historien om Battistas udvikling kan sammenlignes med Axels.
Hermed trækkes der linier fra Vor Frelsers kirkes spir til den allegoriske Babel-historie fra 1. Mosebog. Bemærk også, at professor Lidenbrock blandt så meget andet er noget af en sprogekspert, hævet over den babelske forvirring.

Da de første korsfarere kom til østen, så de ruiner af gamle tårne, som de mente måtte være kopier af det berømte tårn i Babel.

Heraf er det naturligt at slutte, at Babelstårnet var forsynet med en ydre, snoet trappe. En middelaldertegning fra The Bedford Book of Hours viser opførelsen, og ved siden af et billede af den videre udvikling fra middelalderen til et af de utallige tarotkort med den 15. tarottrumf Tårnet.

Tarottrumf 15 er et skæbnesvagert hjørne, når man vandrer rundt i tarottens mysterier. Som Axel eller Battista arbejder man sig på trods af åndelig højdeskræk op gennem de første 15 trumfer (nr. 0 til 14), og så er muligheden der pludselig ! Hvem kender sig selv godt nok til at vide, om man fra toppen med det lave rækværk pludselig i Kierkegaards ånd får lyst til at kaste sig ud på 70.000 favne og gør det! Kierkegaard mener, at før man gør det, må man korsfæste fornuften. Det er det, der sker, for den gale ballonfarer i Vernes første novelle, medens Axel blot forsigtigt kravler ned igen. Også Verne kendte sine begrænsninger, han korsfæstede vist aldrig sin fornuft efter sin tidligste ungdom. Battista er mere modig og foretager forskellige forsøg på at afbøde farten, og han vover dog springet, efter at han har opdaget, at "tårnet" ikke er det egentlige mål, men blot et vendepunkt, hvor den gamle verden for altid forandres". Men han har altså også en meget klog og smuk Milena som ledsager.
Inden han når så langt, må han til vejs: de har holdt os for nar, alt det besvær for at komme op til nogle sten og en smattet trappe.

Men nu til det fjerde album i serien La route d'Armilia (da.: Vejen til Armilia, 1987).
Dette album foregår i fantasien hos en af de drenge, der i byen Mylos arbejder som levende maskindele med deres hjerner direkte koblet til maskinerne i hver deres lille glasbur. De følger Mylos' første bud: Vi har brug for maskinerne, som de har brug for os. Holder vi op med at arbejde, går de i stå, og går de i stå, går vi til grunde. Men en enkelt af drengene Friedrich læser i det skjule bøger (især af Verne naturligvis, men også album fra serien om de hemmelighesfulde byer), og han skaber selv nye historier bygget op over brikker fra Vernes univers. En sådan historie er så albummet Vejen til Armilia. Denne lidt kringlede kinesiske æske, gør det muligt for Peeter og Schuiten at skabe mønstre i Vernes forfatterskab, og da hele serien handler om at finde mønstre i en tilsyneladende usammenhængende verden, hænger det hele nogenlunde sammen. Som andre af den nyere tids fantasiuniverser kræver det lidt energi at trænge ind, og det er ikke ganske ufarligt: er man først inde, kan det være svært at komme ud igen. Hvis man vover sig ind i disse universer, skal man ikke lide af åndelig altofobi.

I den historie, Friderich fortæller, skriver han sig selv ind som "helt" og tager navnet Ferdinand Robur Hatteras. "Ferdinand" kan han have lånt fra Magellan. Ferdinand Magellan, der jo var kaptajnen på den første jordomrejse, er interessant i en Verne sammenhæng. Han gennemførte ikke selv hele turen (dræbt undervejs), men da hans mandskab endelig fik kontakt med europæere igen, bemærkede de, at der manglede en dag. De var sejlet rundt om jorden vestover, og som det citeres i bind 1 af Vernes De store Reisers og de store Reisendes Historie: til sidst indsaa vi, at vi ikke havde gjort nogen Feil; thi ved bestandig at reise mod Vest med Solen havde vi vundet fire og tyve Timer paa dem, som var blevne hjemme. Der er ingen tvivl om, at Verne her har fået ideen til sit geniale plot i Jorden rundt i 80 dage.

Navnet Robur Hatteras giver sig selv på en rejse, hvis formål er at nå nordpolen i et luftskib.
Med om bord er der også en blind passager Helle Jacobsen, og forholdet mellem Ferdinand Robur og Helle er beskrevet med al den barnlige uskyld, der må forvendes, når historien er fortalt af et barn i en kolbe, hvis eneste tilgang til den ydre verden stort set er Vernes romaner.

Den farefulde færd til nordpolen har det formål, at Ferdinand Robur skal overbringe en hemmelig meddelelse i kode fra sin onkel Zacharias (sml. Vernes Maître Zacharius 1854), der som den eneste har forstand på et kæmpe urværk, der ved polen (vist nok) er bestemmende for tid og vejr i de hemmelige byer. Dette urværk eller byen, det befinder sig i, hedder Armilia. Undervejs mister han koden, men den findes af frk. Jacobsen (muligvis i familie med brygger Jacobsen, hvis glyptotek forekommer i historien), og ved polen kan de i Armelia overrække den til Gamle Pym fra Vernes videreskrivning af Poes eneste roman, der altså ikke døde ved isfinksen på sydpolen, men nu lever ved nordpolen (altså i Friederic's fantasi). Théophraste Pym er en af de opsynsmænd, der holder Armilia i gang, præsis som vedligeholderne i Tårnet. Pym nævnes et andet sted som forfatter til bogen Des mystères du calendrier. I de hemmelige byer er kort og ure, rum og tid, de vigtigste studier.

Og så endelig når vi til Vor Frelsers kirke. Undervej fra Mylos til Nordpolen passerer luftskibet nogle af de andre byer, der kendes fra serien, og på den yderste kant af civilisationen finder vi "København", hvor ekspeditionen gør et kort ophold ganske som i Rejsen til jordens indre. "København" er naturligvis ikke en by, der virkelig eksisterer, men en fantasiby i Friderichs univers, der er skabt af brokker fra Vernes univers. Den ligner nu meget godt, skønt alle byens tårne er svulmet op til gigantiske dimensioner, vel inspireret af Friederics læsning af Tårnet og Rejsen til jordens indre. De to børn foretrækker naturligvis en rutchebanetur i Tivoli frem for at stige op i spiret, hvis trappe har dimensioner som en motorvej.
På forsiden af albummet (se ovenfor) ser vi Ferdinand Robur og Helle, der danser ombord på luftskibet med Vor Frelsers kirke i baggrunden, og på et meget flot billede midt i albummet har vi alle byens tårne med de to snoede spir på kirken og Børsen (de fire haler) i forgrunden.

Koden når frem til Pym, selvom Friderichs fantaseren undervejs bliver opdaget af fabrikkens inspektører, og hans bøger, herunder Kaptajn Hatteras, bliver smidt på bålet. Den slags drømmerier hører ikke hjemme i et effektivt industrisystem.

Og hvorfor nu denne lange omtale af en - ganske vist fremragende - serie af tegneserier? Jo, vi er hermed på sporet af et væsentligt kvalitetskriterium for fantastiske forfatterskaber som Vernes! Selvom Vernes litterære kvaliteter måske ikke er i nobelprisklasse, har han skabt et univers med sine værker, der af sig selv gror videre i læsere med en rimelig fantasi, selv 100 år efter hans død. Noget tilsvarende kender vi fra Tolkien, Frank Herbert, Star Wars og meget andet. Medens Tolkiens univers (og Wagners) som igangsættende energidynamo har ringsymbolet, kan vi her se tårnet som et symbol, der omrammer Vernes forfatterskab, og som rummer så meget energi, at det som vist i mit sidste eksempel nedenfor endog kan være en skabende gnist de mest overraskende steder. Hvis vi ser bort fra romanen Fem uger i ballon, der ikke rigtig har samme stramme disposition som de følgende og oftere læste romaner, begynder Vernes egentlige forfatterskab på toppen af et Københavnsk kirkespir og afsluttes på toppen af et fyrtårn på den modsatte side af kloden. Og ind imellem bliver hver eneste plet af jorden omhyggeligt beskrevet i de romaner, der efter Agathe Christie er de hyppigst oversatte i verdenslitteraturen. Alt er set af en forsigtig forfatter fra et skrivebord. Og hvor befinder dette skrivebord sig? Citat fra interwievet: fra gårdspladsen bemærker den besøgende et højt tårn i det fjerneste hjørne af huset. Vindeltrappen, der fører op til de øverste etager, er i dette tårn, og allerøverst er M. Vernes private område ... det er her, Verne arbejder.
Min tegning fra sidste bind af De hemmelighedsfulde byer (med original signatur af Peeters og Schuiten):

Rejsen til jordens indre er i bogform udsendt 5 gange i Danmark. Hertil føjer sig to hefteudgivelser som Stjernehefte og Illustreret Klassiker. De to af udgaverne Aller (1898) og Hernovs Forlag (1976) har den originale tegning af Riou, Keesing (2000) har ingen tegninger, medens de to andre har originale tegninger. Det er dog kun Gyldendals Udødelige, der har medtaget en tegning af Vor Frelsers spir, medens Ungdommens Forlag (1960) har valgt at vise Kronborg.
Men vi har altså én meget fin tegning af spiret. Den er tegnet af den kendte danske kunstner Lars Bo, der også illustrede et par andre Verneromaner for Gyldendal. Lars Bo (1924 – 1999), var grafiker og er især kendt for sine bogillustrationer.

Lars Bo har gjort de to spir-bestigere meget større end de burde være, så rækværket forekommer lavere. Desuden har han valgt at tegne tårnet i skråt perspektiv, så det kan virke farligere med den truende uvejrssky bagved, og så har han naturligvis snoet det den rigtige vej. Vi kan sammenligne det med det sidste billede, han tegner til bogen.

Nu er heltene på vej ned ad vulkanen, der har fået en snoet sti modsat udgangspunktets, og Axel lider ikke mere af højdeskræk. Han har været igennem sin indvielse dybt under jorden som en anden frimurer, der nu stiger ud af sin kiste.

Ved siden af det vindue, der vender ud mod spiret i vores arbejds-/soveværelse, har vi et billede tegnet af Lars Bo's datter Ludmilla Balfour (f. 1952). Ludmilla er en munter dame, og hun har her givet en mindre højtidelig tolkning af spiret. I stedet for den trivielle freudianske tolkning kan spiret altså også opfattes som Københavns største proptrækker.

Dette fører mig direkte frem til det sidste eksempel på en ligeledes munter brug af Verne og hans spir.

Tilføjelse 2008: En fransk tegneserieversion af spiret:
"Voyage au centre de la terre" tegnet af Chiqui de la Fuente og udsendt af Tele-Guide på fransk i 1978. En noget anderledes fremstilling af "Vor Frelsers" kirketårn i et København, der nærmest ligner en landsby. Meget forståligt har Fuente henlagt København til Island og dermed koncentreret historien en smule.

Den danske revy blev i bogstaveligste forstand skudt igang på Frederiksberg Morskabsteater med sommerevyen Reisen til Maanen, der havde premiere 2. august 1876, og som blev en så stor succes, at den måtte opføres 170 gange og alligevel genoptages næste sæson og en tur ud i provinsen. Ideen til revyen havde man hugget i Hamborg, men den blev omformet efter danske forhold, og aktuelle viser blev lagt ind, og dermed var den danske revy skabt. Der havde været enkelte tilløb, men Reisen til Maanen var den første danske revy, der blev en succes.

Frederiksberg Morskabsteater (det nuværende Betty Nansens teater) på Frederiksberg Allé ca. på det tidspunkt, da Reisen til Maanen blev opført.

Dens store succes gjorde, at den blev efterfulgt af en række revyer, hvor man også mere eller mindre stjal titler fra Vernes romaner: Reisen til Nymaanen (1877), Reisen til Solen (1878), Kaptain Grants Børn (1879), Kaptajn Brandts Døtre (1879), Sweiserens Kurér (1883), Paa Kometen (1886), Paa Nordpolen (1891).
Dette viser noget om den utrolige opmærksomhed, der var om Vernes romaner ved deres fremkonst, som det i dag kan være svært at forstå. Verne var begyndt at udkomme på Schous forlag i 1872, og på Casino opførtes fra 1876 Jorden rundt i 80 dage som teaterstykke over 300 gange, også en kæmpesucces, præcis som i Frankrig, hvor Jules Vernes formue blev grundlagt ikke af romanerne, men af teaterstykkerne. Bortset fra titlerne og lidt rammehistorier er der dog stort set intet af indholdet, der minder om de tilsvarende romaner.

I Reisen til Maanen befinder vi os ved revyens begyndelse endnu en gang på toppen af spiret til Vor Frelsers kirke! Manden på kugler (Jesus) ser på, og kanonklubben i Baltimore er nu ændret til en forsamling af fanatiske kanonkvinder, der skyder entreprenør Seiffler og reporter Snup af sted mod månen. Dermed hører den sidste lighed med Verne også op, for de to mænd lander naturligvis på månen præcis som i Méliès film fra 1902. Det er vist i øvrigt den eneste gang Jesus har medvirket i en dansk revy.
På månen møder de den skrappe dronning Perikum, der har en yndig datter Minka, som entreprenøren straks bliver skudt i. Måneprinsessen blev spillet af en ganske lille 18 årig pige, der kom ind og sang: alle må da sige – jeg er en lækker pige, og så hujede publikum: det er svært hørt !

Morskaben var plat og begrænset, men succes'en var enorm med viser om militæret, præster og kvinder :

Man kan læse i anmeldelserne: der er mange højst tvivlsomme Brandere, hvad der vel ved saadanne Arbejder, der netop lægger an paa slige Sager, vanskelig kan undgaaes, men saa er der til Gengjæld mange, endogsaa forbausende mange, virkelig morsomme Ting 11).

Forsiden til revyens sanghefte med spiret og Jesus på toppen og den overraskende version af Baltimores kanonklub.

Som afslutning på denne omtale af et Københavnsk kirkespir kan jeg kun anbefale alle Verne-entusiaster, der besøger København, at stige op i spiret og håbe på, at de ikke møder en tysk madamme med 11 børn på vejen nedad. Desværre er spiret lukket for besøgende i 2007 på grund af kirkens restaurering, men man kan da nyde spiret nedefra, og så har man en troværdig undskyldning, hvis man skulle lide af højdeskræk.

Kilder:
1) Dette og de følgende citater på fransk og engelsk stammer fra Zvi Har'Els hjemmeside: http://jv.gilead.org.il/
2) Interviewet med Jules Verne hedder Hjemme hos Jules Verne. Det er af Robert H. Sherard fra 1894 og kan findes på dansk i Proxima, 82, 2005 eller på engelsk hos Zvi Har'El.
3) Citaterne på dansk er fra Hernovs, Schous og Ungdommens Forlags udgaver.
4) Kap. 9, ikke medtaget i den danske oversættelse.
5) den bedste gennemgang tårnets historie får man i filmen Himmelstigen af Niels Vest (Niels Vest Film, 1997, 58 min).
6) København, før og nu – og aldrig, bd. 7, Fogtdal/Politiken, u.å. Litografi efter tegning af Heinrich Hansen.
7) Fra Proxima 82.
8) Jorge Luis Borges: Borges og jeg, Gyldendal 2003 (fra spansk "El Hacedor"; Epilog)
9) Findes hos Zvi ...
10) Forlaget er Albin Michel, eksemplerne er her taget fra en anmeldelse af Tine Byrckel i dagbladet Information 24 august 2005.
11) citater fra Kjærulf og Ramsøe: Den danske Revy, 1934.

Den heftede bog er blevet forsynet med et primitivt kartonomslag, som er blevet forsynet med et håndtegnet amatørbillede af det velkendte tårn, som løfter sig op over de omgivende hustage.

Hvor gammelt omslaget er fremgår ikke (HWC feb 2009).

Fra Lejf:

Hermed blot et pænt billede. Havde Verne besøgt København på denne årstid kunne det have set sådan ud.

Flere billeder af Vor Frelsers spir