Fysikken i Rejsen til Månen, 
kap. 2,6 - 2,10: 

Fremad 1963

 
 

E 2,6,1

 Verne er utrættelig. Kapitel 6 begynder med en kort oplysning om, at farten aftager jævnt, samt at 7/10 af distancen tilbagelægges på halvdelen af tiden + 5 timer 40 minutter. Regner vi med de oprindelige tal fra de fremragende astronomer, der ganske vist glemte luftmodstand, så var flyvetiden 4 døgn 1 time 13 minutter og 20 sekunder, dvs 350 k sek. Der er derfor nu fløjet 195,4 k sek. Vi kan naturligvis ikke regne på 3-legemeproblemet for at finde ud af, hvor Jules Vernes tal stammer fra, men tænker vi os et frit fald mod jorden fra Månens afstand med konstant g , ville forholdet mellem de tilbagelagte strækninger være på 350 ksek: 6× 108 km, medens man på (350-195)ksek ville falde 1,18× 108 km. Forholdet er 0,2. Hvad der sker i Vernes ligninger er uklart.

E 2,6,2

 Jorden tager sig kun ud som en mørk plet i sollyset. Dette er misforstået. Selv fra Månens afstand vil Jorden være enorm i forhold til solen.

E 2,6,3

 Den døde hund bliver presset flad som en sækkepibe, da den kommer fra kabinens tryk ud i vacuum. Den ville vel eksplodere ved det bratte trykfald.

E 2,7,1

 Her indfører Verne et meget originalt forslag til kommunikation. Hilsner kan skrives på "meteorsten" der kan skydes til jorden ved hjælp af vulkanudbrud. Man antager at de runde kratere på månen er vulkaner. I Rejsen til jordens indre  havde Verne nogle år før benyttet et vulkanudbrud til at skyde sine helte levende op fra jordens indre.

E 2,7,2

 Ideen med et kabel fra jorden til månen skal igen vise den gale franskmands totale foragt for fysiske kendsgerninger og tal. Et tyndt kobberkabel med en diameter på blot 2 mm, der naturligvis ville knække under sin egen vægt ville veje ca 10 millioner kg , altså 1000 gange mere end projektilet.

E 2,7,3

 Virkningen af opholdet i ren ilt der nærmest beskrives med en virkning som lattergas, må være fri fantasi. Men man kan stadig bekymre sig over den letsindige omgang med ilten, når det nu også viser sig, at den skøre franskmand har medbragt en hel hønsegård for at kunne drille de andre på månens overflade.

E 2,8,1

 Kapitel 8 rummer en mængde fysisk sludder. Man har fornemmelse af at Verne har fået en gennemgang af problemerne som han ikke har forstået og så lirer nogle tilfældige fysiske begreber af. Uden nærmere forklaring kan vi tage nogle af de mange eksempler.
Det forklares at man ikke kan måle vægttabet i kabinen med en skålvægt, men kun med en fjedervægt "hvis spænding er uafhængig af tyngdekraften".  Og så går det løs: "tiltrækningen eller rettere tyngdekraften er proportional med massen og står i omvendt forhold til kvadratet på afstanden. Deraf følger, at: hvis Jorden havde været alene i verdensrummet, hvis samtlige himmellegemer pludselig blev tilintetgjort, så ville projektilet ifølge Newtons lov have vejet så meget mindre, som det havde fjernet sig fra jorden dog uden nogensinde at miste sin vægt, fordi jordens tiltrækningskraft stadig ville være mærkbar i en hvilkensomhelst afstand !  Totalt sludder !!

E 2,8,2

 Den underlige fysik fortsætter kapitlet ud. De passerer punktet hvor jord og månen trækker med samme kraft og først her begynder ting at svæve. Først de lette ting, så den tilbageværende hund og til sidst dem selv. Denne tilstand varer en lille time, og så vender tyngdekraften tilbage, nu fra Månen og projektilet vender pænt sin tunge ende nedad og de kan atter stå på gulvet.

E 2,8,3

 Kapitel 8 afsluttes med nogle besynderlige betragninger over størrelsen af månebeboere og solbeboere. Det antages at en klodes indbyggere har højder der forholder sig til hinanden som klodernes masser. Dette giver månebeboere på 32 cm og solbeboere 65 meter. Det er svært at følge argumentet. Tilsyneladende tænkes der på tyngdekraften: 1/6 på Månen , altså højden af en mand på 186 cm = 32 cm. Men så angives at tyngden på solen er 27 gange kraftigere end på jorden, og så burde højden på vores mand jo være 50 meter.  Verne er ved at køre træt i sin egen bog, og han går blot over til at slynge om sig med tal og sludder. 

E 2,8,4

 En sidste gang vrøvl: det påstås at en kugle der skydes ud af et gevær, vil falde ned efter et par meter. Selvom om g er 27 x g(jord) vil det ikke gå helt så hurtigt.  Tænker vi os en mundingshastighed på 500 m/sek vil en kugle affyret vandret i 2 meters højde da være 0,12 sekunder om at nå soloverfladen og altså bevæge sig 61 meter væk.

E 2,9,1

 I kapitel 9 får vi den sidste omgang med fysisk sludder. Eksemplerne er mange, men hovedproblemet er stadig om projektilet vil nå månen, falde tilbage til jorden eller blive hængende. Verne tænker klassisk: projektilet rummer "en latent fart" der kæmper mod månens tiltrækning, emn først drøftes muligheden for at gøre faldet blødt. Her har man fjedre samt medbragte raketter. Det er lidt uklart hvordan lunten skal kunne brænde i det tomme rum, men der sammenlignes med månens vulkaner, "hvis udbrud aldrig er blevet forhindret af mangel på ilt". Verne afstår helt fra beregninger af kraft og størrelse af de medbragte raketter. 

E 2,9,2

 Der er flere godbidder i dette kapitel. Jeg vil nøjes med at citere to:
"projektilet nærmede sig Månen, hvis tiltrækningskraft påvirkede det, men dog kun til en vis grad, så dets egen fart drev det videre i en skrå linie. Resultatet af disse to påvirkninger blev en linie, som meget vel kunne blive en tangent.

Projektilets bund syntes at dreje sig mod Månen under indflydelse af centripetalkraften, men da centrifugalkraften stadig havde overtaget, var det sandsynligt, at den retlinede bane ville ændre sig til en eller anden form for kurve..

E 2,9,3

 Det antages at afstanden til måneoverfladen er 2800 km med en projektilfart på 200 meter i sekundet. 
Hvis projektilet skulle befinde sig i en cirkelbevægelse om månen i denne højde ville det kræve en hastighed på 1679 m/sek. Det neutrale punkt er passeret og der synes ikke at være noget i vejen for at det kan falde ned på månen.

E  2,10,1

 De er nu nede i 800 km højde og er kommet ind i deres evige parkeringsbane. Dette kræver en fart på (G m/r)^½ = 1389 m/sek. projektilet har siden sidste fartbestemmelse bevæget sig 2000 km nærmere overfladen hvilket vel kan give en tilvækst i hastighed på 1050 m/sek ved frit fald. Tallene er her ikke så håbløse måleusikkerheden taget i betragtning.

E 2,10,2

 Vurdringen af forskellige kikkerter gentages med samme manglende hensyn til lufturo som tidligere. Og så kommer teorien om månens ægform ind.  At månen altid vender samme side mod jorden skyldes her, at den er ægformet, og nu ser de, at dens spidse ende vender mod jorden. Man skulle vel forvente at den tungeste ende vendte nedad ? 

E 2,10,3

 Nu burden målet være nået. Igen fastslås, at månen nu på samme tid er fuld, samt netop i zenit for kanonen, så en iagttager fra bunden af kanonen ville se fuldmånen.
Projektilet er nået ned i en højde af kun 120 km, og månen er tilmed i perigæum !
Verne indfører et af sine sædvanlige sidespring med at skrive en komplet leksikonartikel, denne gang om månekort gennem tiderne. Han er kørt træt men skal stadig udfylde ca. 100 sider for at give romanen den rette tyngde. Så mange af de følgende sider bruges på beskrivelser af månens overflade. 

tilbage til Rejsen til Månen                      videre til kapitel 2,11 - 2,15