|
kap. 1,16 - 1,20. |
E 1,19,1 |
Alle Ardans svar er videnskabeligt set tynde, men som sagt nærer han også en sand foragt for videnskabsmænd og deres kendsgerninger. Hans lette omgang med tal viser Verne straks ved at lade ham påstå, at de 3000 tilskuere har 600.000 øjne; et par nuller fra eller til spiller ingen rolle her !. Det gør derimod 3 nuller ! Et af Ardans angreb er på Jordkloden for at hælde sine 23°. Dette angreb fænger klovnen Maston i så høj grad, at han i en senere fortsættelse af romanen, i Sans Dessus Dessous (1888), vil gøre noget ved sagen. Han opkøber Nordpolen og anbringer her en kæmpekanon, der ved affyringen skal rette Jordens skæve akse op ! (oversættelse af titlen er vanskelig "Uden op og ned"???, på engelsk har de opgivet og oversætter den "Købet af Nordpolen", den er aldrig oversat til dansk). Heldigvis har Maston her regnet hele 3 nuller forkert, så der sker ikke noget. |
E 1,19,2 |
Ardan bruger en del af sin taletid på at
nævne, hvor hurtigt planeterne flyver som argument for, at de 11
km/sek ikke er noget særligt. Tydeligt har han ikke fattet, at det
er accelerationerne, der skal sammenlignes.
Det er interessant at Verne her - 40 år før Einstein - lader Ardan udtale de profetiske ord afstand er et relativt begreb, der ender med at være lig nul. At han så, da han har talt sig varm, når frem til, at afstand er et intetsigende begreb, og endelig, at afstand slet ikke eksisterer, viser, at denne store franskmand nok er et oratorisk talent, men ikke nogen Einstein. Som svar på det første spørgsmål, om han tror, der er liv på Månen, er hans svar helt moderne: hvis en klode er beboelig, vil den enten være beboet, have været det, eller vil blive det. Dette er ikke meget afvigende fra moderne argumenter inden Marsrejser. |
E 1,20,1 |
I kapitel 20 kommer Nicholl på banen med
anderledes hårde spørgsmål.
Nicholls første påstand er , at der ikke findes nogen atmosfære på Månen. Hvis der engang har været en atmosfære er den trukket ned til Jorden. Ardans svar og tro på, at Månens vand og atmosfære befinder sig på Månens ukendte bagside, kan den kendte astronom Hansen næppe have påstået. Den nævnte Hansen er danskeren Peder Andreas Hansen (1775-1874), der især er kendt for sine beregninger af Månens bevægelse (Table de la Lune 1857). Det vil vel være som med Jordens tidevandsbølge, der er højest både mod Månen og væk fra Månen. At Ardan vil spare på den sparsomme atmosfære og mener, at der er nok til en enkelt mand ved særlige lejligheder, er et eksempel på Vernes håndfaste komik. |
E 1,20,2 |
Men den egentlige indvendning,
"at bagslaget ved affyringen vil knuse Ardan", og at varmen vil smelte
projektilet ved passage gennem atmosfæren, er jo alvorlige problemer.
Ardan vil afbøde faldet ned på Månen ved at antænde
"forstandigt anbragte raketter". Igen er omgangen med masser og hastigheder
lempfældig. Men sammenligner vi f.eks. med Cyrano de Bergeracs (1619-1655)
Rejsen
til Månen, er vi dog nået et stykke vej i videnskabelig
retning siden de allerførste science fictionsforsøg. Hos
Bergerac stiger hovedpersonen til vejrs ved at binde et stort antal små
flasker om livet fyldt med dug "som Solen kastede sine stråler
så voldsomt på, at varmen, som tiltrak dem, som den tiltrækker
de største skyer, hævede mig så højt op, at jeg
til sidst befandt mig ovenover Jordens sfære". Han når
i første omgang ikke til Månen men flyver over Atlanten og
lander i Ny Frankrig. Da Vernes tre månefarere endelig i kap II,19
bruger raketterne, brænder disse naturligvis fint i det tomme rum,
men Verne angiver korrekt, at man ikke kan høre dem.
Men i første omgang finder Barbicane ud af, hvorledes han med vand kan afbøde tilbageslaget, og de tre venner kan så over en frokost på fransk vis aftale at følges til. Månen. |
Tilbage til Rejsen til månen. Videre til kapitel 1,21 - 1,28