|
|
E 1,23,1 |
Opfindelsen af vandbremsen er en af de mest håbløse misforståelser
i Rejsen Til Månen. Man kan hen igennem bogen nemt se, at
Verne ikke skelner særlig præcis mellem acceleration og hastighed,
og nu ser man, at impulsbegrebet er helt ukendt.
Der er naturligvis problemer med at lade de tre rejsende undergå den enorme acceleration, og vandfjederen skal nu klare noget af problemet. Projektilet fyldes med 1 m vand, hvilket tilfører massen ekstra 5700 kg. I det hele taget bekymrer ekstra masse slet ikke konstruktørerne. Projektilet overfyldes med hunde, høns, iltapparater, geværer og dåsemad til et år + 3 astronauter og nu næsten 6000 kg vand, uden at krudtmængden øges. Og så indføres en vandbremse. Verne lader projektilet presse vandet ud gennem rør til spidsen, altså i samme retning som projektilet bevæger sig. For at vandet skal komme væk, må det derfor have en hastighed, der er større end sluthastigheden på de 11 km/sek. Projektilet vejer selv 9625 kg. Havde man blot ladet vandet komme bagud, kunne den dannede vanddamp have bidraget til gastrykket, og vandets impuls ville ikke bremse, men nu skal den sendes fremad. Verne har naturligvis brug for at nedsætte accelerationen uden at gøre det ! Hans idé om at indføre først en fjeder og siden et vandlag, ændrer ikke på det problem, at han vil gives astronauterne en hastighed på 11 km/sek på en strækning af under 300 m. I den noget primitive science fictionroman Venuspiraterne [ Pirates of Venus, 1934, da. 1937] af Tarzanforfatteren Burroughs, drøftes de samme problemer. Her lader forfatteren projektilet bestå af to projektiler inden i hinanden og mellem dem anbringes "et genialt system af hydrauliske støddæmpere". Men her gøres startbanen dog mange mil lang. Ser vi på en almindelig impulsbetragtning, har vi ved den gamle beregning en samlet impuls på 9625 kg x 11 km/sek. Hvis vandbremsen virker, vil vandet få en impuls på mindst 5700 kg x 11 km/sek, og tilbage til projektilet bliver der kun en begyndelseshastighed på 4,49 km/sek. Og placerer vi nu ukritisk dåsemad til 3 store mænd til et år, hundemad og geværer og et sindigt apparat til luftfornyelse, de nødvendige mængder kalihydrat og kaliumklorat, 200 L vand og en del flasker årgangsvin, samt raketter nok til at afbøde faldet mod Månens overflade begynder den ekstra masse at nærme sig projektilets masse, så en yderligere reduktion af begyndelseshastigheden nærmer sig. Jules Verne orker ikke at regne på indholdet, men lader blot Barbicane kræve, at de holder sig inden for rimelighedens grænser. Dette er en udvikling fra Vernes første roman Fem uger i Ballon, hvor han præcis angiver den samlede masse, ballonen skal løfte. Og når man følger Vernes samlede forfatterskab på ca. 70 romaner, kan man også se, at han nedtoner de præcise tekniske forklaringer, efterhånden som projekterne bliver vildere. Den samlede konklusion her bliver, at Nicholl nok også ville have vundet sit sidste væddemål: kuglen ville ikke nå ret højt op. Igen griber Verne til et argument, han bruger igen og igen: projetilet genvinder meget hurtigt sin masse, når vandet er sprøjtet ud, underforstået, at det så også genvinder sin oprindelige hastighed: når blot forandringer foregår hurtigt betyder de ikke noget. |
E 1,23,2 |
Man kan i kapitlet undre sig over den noget sindrige luftfornyelse,
men den er helt i tidens ånd. At CO2 kaldes for kulsyre
og anses for at være en giftig gas er også forståeligt
nok. Derimod er de mange indre energiproblemer ikke forklaret. Man opvarmer
blot kaliumkloratet til 400 grader, men hvordan gør man det uden
at bruge løs af ilten osv. osv. Men det er naturligvis god kemi
og en god undskyldning til at se på et par processer .
Man kan også for sjovt tage ældre kemibøger, der omkring århundredskiftet kalder ilt for "surstof" og kaliumkloratet for "klorsurt Kali". |
E 1,24,1 |
Kapitel 24 omtaler den kæmpekikkert, der opstilles for at kunne
kommunikere med måneselskabet, når de engang er landet på
månen. Kikkertens formål er at kunne gøre en 3 meter
stor genstand synlig på Månens overflade. Valget falder på
et spejlteleskop, en reflektor med et spejl med en diameter på 5
meter og en brændvidde på 92 m, altså et åbningsforhold
på F: 18.4. Dette svarer meget godt til refraktorers åbningsforhold,
der som regel ligger mellem F: 20 og F:10, medens det for en reflektor
normalt er nede på F:5 – F:3 (forhold mellem diameter og brændvidde).
Her er altså tale om en letforståelig sammenblanding af de
to kikkerttyper. Tager vi en kikkert som den berømte Hale-reflektor
på Mt. Palomar, har de faktisk et spejl på ca 5 m (200’’),
men en brændviddde på kun 16,8 m, atså F: 3.36.
Prisen på denne kikkert blev i 1973 anslået til 10 millioner £ (i 1973 penge), og Vernes kikkert koster i ca 1880 400.000 $. Priserne er alså sammenlignelige, men Vernes kikkert er en hel del længere. Og byggetiden er utrolig kort, hele monstrummet er færdigt på et års tid. Den forstørrer 48000 gange, og da afstanden Jord-Måne er 350000 km (ca) skulle dette bringe Månen ind i en afstand på 7 km, hvilket anses for nok. I en afstand på 7 km ses 3 m under en vinkel på 0,02 grader og det skal nok være grænsen for vores synsevne. Fejlen ved projektet er mest den manglende indsigt i lufturo. Den vil vel under de bedste forhold aldrig komme under 1’’, og det vil i tilfældet Månen sige at man ikke vil kunne skelne genstande på mindre end ca 15 km, uanset hvor store kikkerter der bygges. Først med vor tids billedbearbejdedelse af materialer fra flere kikkerter , kan projektet realiseres. |
E 1,26,1 |
Man bemærker sig kun en enkelt pudsig misforståelse.Månen glider hen over landskabet og passerer igennem stjernebilledet Tvillingerne, underforstået at Månen bevæger sig på en baggrund af stillestående stjerner, men dette er småting. |
E 1,27,1 |
Nu er de tekniske overvejelser færdige, og kanonen skal blot fyres af. I dette kapitel mærker man sig især de utrolige virkninger af kanonskuddet. Drønet kan høres i Afrika, træer rykkes op med rode i 30 km omkreds, og 500 km ud i Atlanterhavet får skibene problemer. Dette er jo malerisk imponerende, men igen: hvor kommer energien fra, når stort set alt kemisk energi i sprængstoffet nødvendigvis må overføres til projektilet. De store ødelæggelser må vel være et bevis på en ret så ringe nyttevirkning. |
Første bog slutter uden at afsløre, hvad der er sket i projektilet, og muligvis har Verne været i tvivl om fortsættelsen. Der skulle gå 5 år inden den lidt kedelige fortsættelse udkom. I mellemtiden (1865-1870) udsendte han de to kæmpebøger om Kaptajn Hatteras og Kaptajn Grants børn. Begge er som Rejsen til Månen spækket med leksikalske oplysninger. Verne er utrolig produktiv i disse år. Han udsender også i 1868 et større værk om Frankrigs geografi, herunder en beskrivelse af de franske kolonier. Omvendt kan man sige, at han også kommer let af sted med mange af afsnittene i sine bøger, der nærmest er slet kamuflerede afskrifter af leksikonartikler. Hertil hører den utrolig grundige beskrivelse af Månens overflade i bind 2. Men herom senere.
Finis Rejsen til Månen . bind 1.